Kajs Ølblog

Samuel Adams Latitude 48 IPA, The Boston Beer Company

2012-02-16T09:38:00.003+01:00

Revanche!

Da jeg for nogle dage siden atter var i Kvickly, Bruuns Galleri, hvor jeg havde erhvervet mig de aldeles over hele hovedet ikke spor uefne Pladderballe Bryghus-øl, tænkte jeg, at det var på tide med revanche, hvilket krævede, at jeg spillede mine kort sikkert. Jeg elsker øltypen IPA, men de to sidste var ikke desværre ikke nogen større fornøjelse, og min mistanke har siden været rettet mod restgæren. Noget kunne tyde på, at de øl, jeg fik med fra supermarkedet, var blevet inficeret.

Noget sagde mig, at risikoen for dette måtte forhøjes ved ufiltreret øl, så selv om jeg klart foretrækker det ufiltrerede, kom der en filtreret IPA med hjem. Nu var der kun tilbage at håbe.

Navnet kræver nok en kommentar. Øllet er brygget på humle, samlet fra det såkaldte humlebælte, hvor det meste humle fra den nordlige halvkugle dyrkes. Bæltet ligger langs den 48. breddegrad, og meget tyder på, at det er noget bryggeriet har fundet på, for at kunne markedsføre øllet. Det skal vise sig, om den hippe markedsføring har nogen indvirkning på øllet - forhåbentlig i positiv retning.

Hvorom alting er, blev håbet blev indfriet. Knap var øllet skænket før det sprøde skum med de store bobler hævede sig over det klare, orangebrune bryg. Det gyldne skum viger relativt hurtigt, men klæber til glasset i flotte mosaikker. Duften er helt rigtig - en skarp humleduft, der både er sød og bitter på samme tid kombineret med en mere dominerende sødme af hyldeblomst.

Knivskarpt støder smagen dybt ned i tungen med metallisk styrke og klarhed. Kombinationen af sødt og bittert, som man kender den fra IPA gør øjeblikkeligt sin virkning, og sjældent har kraftig, bittersød humle kombineret med hyldeblomst og ingefæraroma føltes mere velgørende. Eftersmagen ruller derefter frem, og fylder hele mundhulen med en skarp, bitter humlesmag med et væsentligt gærelement, der i modsætning til de ufiltrerede typer ikke er præsent i selve smagen, og i øvrigt er ganske velgørende her.

Den noget smarte markedsføring til trods er Latitude 48 IPA en aldeles fremragende øl, der kun kan anbefales. Det er en øl, der på en og samme tid smager af rigtig meget, og samtidig er læskende og letdrikkelig. Det ser man ikke tit!

Næsgaarden Økologisk India Pale Ale, Bryghuset Braunstein

2012-02-13T17:20:00.001+01:00

Anmeldelse nr. 200

Så nåede jeg en femtedel af vejen til de 1.000 anmeldelser! Den største bedrift i mine øjne i den forbindelse er nok, at jeg nåede så langt uden at blive træt af det. At blogge om øl er bestemt ikke en hobby, man bliver alkoholiker af - det demonstrerer tiden, der er gået, siden jeg begyndte med al tydelighed.

Men fest skulle der da være! Og jeg havde udsøgt en øl, der skulle markere jubilæet. Den blev fundet i den lokale Fakta, der nærmest som et godt varsel, p.t. har et udvalg af øl fra Bryghuset Braunstein til salg til en relativt billig penge, 16,- kr. helt præcis, hvor prisen for de øl ellers godt kan snige sig på på den forkerte side af 20,-. Så vil man anskaffe sig en seksstjernet Brown Ale til en ikke for høj pris, er Fakta stedet i øjeblikket.

På lager havde de også deres India Pale Ale, og jeg tænkte, at det måtte være tid at prøve den også. For da de har leveret den ene af kun tre seksstjernede øl blandt de 199, der indtil videre er blevet anmeldt, tænkte jeg, at det næppe kunne gå helt galt. Galt er det egentlig aldrig gået med Bryghuset Braunsteins øl - de har aldrig været dårlige, kun varieret mellem 'fænomenalt' og 'slet ikke så ringe endda'. Dertil kommer, at øllene er økologiske, og det tager man selvfølgelig gerne med.

Samme aften lagde jeg og min viv an til et festmåltid - bøffer med bearnaise, som jeg selv laver fra bunden efter Brødrene Prices device. Dvs. med æggeblommer, estragon, eddike og skalotteløg, alt sammen selv skilt, hakket, snittet osv. osv. - ja, bortset fra estragonen, som vi ikke har kunnet få frisk lige i denne omgang.

På bordet kom bøf, kartoffelbåde og bearnaise - og øl. Det var pragtfulde bøffer og kartoffelbåde, og bearnaisen var også alle tiders, omend lidt skilt, og den manglede salt, men efter et drys var også den perfekt.

Ikke helt så godt gik det med øllet, desværre.

Næsgaarden India Pale Ale er indtil videre Bryghuset Braunsteins svageste øl, og den er langt under niveauet for de andre bryg, ølbloggen her har taget under behandling.

Det starter ellers fint med en appelsinorange lød, og højt off-white til gyldent skum. Duften er nydeligt fyldigt sød med noter af hyldeblomst.

Smagen er frugtagtigt syrlig - sådan lidt hen ad citron og appelsin ... Det er i sig selv ikke problematisk, hvis ellers smagen er fyldig og karakterfuld nok - men i denne øl er den ingen af delene. Det skyldes især, at alt i øllet meget hurtigt bliver overdøvet af en altfortrængende smag af gær. Den mildest talt væmmelige gærsmag lægger sig som en tung dyne over hele brygget, og gør det meget svært for alle andre smagsindtryk at trænge igennem.

Hen imod slutningen er det måske som om gærsmagen tager en kende af, og man kan igen mærke citron- og appelsinnoterne. Men disse er jo heller ikke ligefrem karakteristiske øl-aromaer, og virker mestendels malplacerede. Leder man længe nok, finder man måske en antydning af noget sødt hyldeblomstagtigt, men nogen nydelse eller stor øloplevelse bliver det langt fra.

Alt i alt en temmelig stor skuffelse, der mest af alt er mislykket og væmmelig. Det er synd for et bryggeri, der ellers meget stabilt har leveret kvalitetsbryg til ganen. På den anden side kan man jo heller ikke vinde hver gang, og det er åbenbart svært at lave virkelig godt India Pale Ale.

Det kunne desværre ikke lykkes at lave jubilæumsanmeldelsen god. Til gengæld nyder vi stadig det tiloversblevne fra bearnaisen - vi smovser i marengs, for hviderne skulle jo også bruges til noget.

Skulle man ikke have opdaget det, har bloggen i anledning af jubilæet også fået en større overhaling. Jeg har ryddet op i kategori/emnedelen, da jeg har valgt, at bloggen primært er en ølblog og ikke en blog om mine til tider forskruede livsanskuelser. Tiraderne vil fortsætte som altid, men jeg finder det ikke nødvendigt, at læserne skal kunne søge på andre emner end de ølrelaterede. Tiraderne skal man nok støde på med jævne mellemrum alligevel. Det er til gengæld nu muligt at søge på bryggerierne bag øllene. Det er en feature flere læsere har efterspurgt, og jeg nu har valgt at efterkomme.

Innis & Gunn Rum Cask, Innis & Gunn

2012-02-11T17:05:00.000+01:00

Den anden af to øl, jeg for noget tid siden fandt i Føtex, Storcenter Nord, fra skotske Innis & Gunn. Det interessante ved bryggeriets øl er, at de er lagret på fade, der ellers bruges til whisky og andre spirituoser. Det giver øllet en ganske særlig og unik karakter, der nok er original, men som i første omgang ikke nåede uanede højder i kvalitet.

Denne øl er lagret på romfade, og det fremgår af etiketten, at den er en af bryggeriets egne favoritter. Den ser også interessant ud. Farven er nærmest palisanderfarvet med rødgyldent skum, der bruser lystigt, og alligevel holder et stykke tid. Bouqueten er til gengæld svag, og rommen kan kun anes.

Til gengæld er fadsmagen meget markant, hvis ikke nærmest altoverskyggende i bryggets smag. Det er en nydelig blanding af whisky og sherry, hvorimod der ikke er meget rom præsent. Brygget giver også den indre varme, og det er bestemt også på grund af smagen, og ikke blot de 7,4% alkohol, som øllet holder.

Whisky-sherry-essensen mærkes tydeligst i eftersmagen som om luften omkring ganen nærmest har en hel anden sammensætning og karakter, og det har den vel egentlig også. Det er dog sjældent, at man mærker den fornemmelse, når man drikker øl, og den er slet ikke ulig fornemmelsen efter en relativt røget whisky.

Så måske er det alternativet til dem, der kan lide smagen af whisky, men ikke bryder sig om - eller måske endda ikke kan tåle stærk alkohol. Under alle omstændigheder er det en nyde-øl, der nok kun egner sig til et snævert udvalg af retter.

Men en udtalt nydelse, og et heldigere resultat er den under alle omstændigheder.

Vel mødt til næste anmeldelse, som er anmeldelse af øl nr. 200!

Rauch Bier, Krenkerup

2012-02-10T13:01:00.000+01:00

Det er faktisk smukt på mange måder, at anglificeringen endnu ikke har sneget sig så forfærdeligt ind på det danske ølmarked. Ganske vist findes der undelødige pseudoøl såsom Copen*hagen og Kay-Sar, hvis sidstnævnte slogan som bekendt er på Smart English. Men begge disse øl produceres jo i udlandet, så det gælder jo ikke rigtigt.

Krenkerups Rauch, derimod produceres på Lolland, og man har vil min store glæde valgt at germanificere navnet i stedet. Tyskland er kendt for øl af høj kvalitet, og Krenkerup-bryggeriet har integritet nok til at regne ud, at dumsmarte slogans og hultklingende navne ikke gør øllet bedre, blot fordi de er angelsaksisk inspirerede. Det gør det jo sådan set heller ikke i sig selv at germanificere øllets navne. Til gengæld vidner det om, at bryggeriet lægger mere vægt på øllets karakter i sin markedsføring, frem for markedsføring via arbitrære slogans, der ikke siger noget om øllet men blot er 'le markedsføring pour le markedsføring' om man så må sige.

Nok snak! Rauch betyder røg, skulle man ikke vide det, om man ikke er adækvat bevendt udi den store sydlige nabos sprog, og malten er netop røget over abrikostræ, da spiringen skulle stoppes. Det har uden tvivl været en fryd at dufte, men ved åbning og skænkning mærker man ikke meget til den. Den dybrødlige farve og det flotte, flødeagtige gyldne skum lover til gengæld rigeligt godt i sig selv.

Og i smagen kan røgen bestemt mærkes. Øllet er først og fremmest bittert, og det er en bitterhed, der hjælpes rigtig godt på vej at en meget markant røgsmag, som man husker den fra lejrbål, sankt hans bål og andre af den slags lejligheder. Det er ikke en røgethed som man finder den i sild, ål eller salami, det er Rauchs røgsmag alt for kraftig og fandivoldsk til - og det er bare skønt. Man har ikke været bange for at give den for meget, men man er gået all in, og har valgt at den simpelt hen bare skal smage af røg - og det gør den så, og det er en kæmpe fest.

Den smager nu også af øl samtidig, men humlekarakteren er svær at få øje på bag al' røgen. Formentlig runder humlen og malten smagen af, så øllet ikke bliver harsk eller for krast. Og at malten spiller en fremtrædende rolle i mundfornemmelsen, vidner en den cremede fyldighed om. Hvis man vil have det optimale ud af øllet er det i øvrigt en fin ide at trække noget luft ind, mens man har øllet i munden - lige som når man smager på en god rødvin, hvis fylde også undertiden kan minde om den røgethed, der er til stede her i øllet.

Det er en fremragende øl, der er lige til at nyde i rigtig, rigtig lang tid, for hvert nip giver røg nok at nyde til flere minutter. Smagen tager ikke af af at den får lov at stå eller at den får mere temperatur. Ellers er den egnet til mørkt, krydret kød. Lam, vildsvin, vildt og den slags - eller selvfølgelig til rosmarinmarineret kylling, som var netop det, min kære viv havde kokkereret til - økologisk naturligvis.

Rauch er i øvrigt med i opløbet om at bliver årets øl blandt Danske Ølentusiaster. Det under jeg den gerne.

Velbekomme og skål!

St. Andrews Ale, Belhaven

2012-02-08T13:59:00.003+01:00

Belhaven lyver!

Det er ved at være længe siden, at jeg sidst har anmeldt øl fra det skotske 'Belhaven'-bryggeri. Dengang gjaldt det 'Belhaven Best' og anmeldelsen kan meget hurtigt resumeres således, at jeg nærmest nødigt ville prøve andre af bryggeriets øl, hvis hin øl skulle forestille at være den bedste.

Ikke desto mindre tog jeg mod til mig forleden, da jeg tilfældigvis befandt mig i Rema 1000, et discountsupermarked, jeg relativt sjældent færdes i. Der stod den som den sidste i et parti, så jeg tænkte noget i retning af 'nu eller aldrig', og med hjem kom den så, formedelst en 10'er.

Man behøver ikke åbne den, for at beundre bryggets fine farve, for i Storbrittanien forefindes flaskeøl i klare flasker, og sådan er det bare. Det siger, i modsætning til herhjemme, hvor det skal tages som en advarsel om dårlig kvalitet, ikke noget om bryggets beskaffenhed som sådan. Den kan bedst beskrives som havende en mørk pilsnerfarve, ikke ulig Classic - og så alligevel ikke helt så mørk endda. Når den er ude af flasken, og behørigt skænket i et glas, vil man kunne beundre det ret høje, letgyldne og faste skum og sidenhen dets ikke ueffne klæbeevne. Duften lover rigtig godt. Den har en kraftig, gennemtrængende og meget ren, bitter humleduft, der er både liflig og meget frisk.

Smagen er syrligt skarp, nærmest glasagtigt klar og ovre i en meget ren pilsnerhumlesmag. Det er bestemt mere en ale af navn end af gavn, hvilket ikke skal opfattes negativt. Smagen er blot meget mere over i det traditionelt fastlandseuropæiske pilsnerafsnit, end det er ovre i overgæret bryg fra Storbritannien. Smagen er kraftig og fyldig, men snæver. Det er den rene, tørre humlesmag, men klarere og friskere end jeg har oplevet det i nogen pilsner. Dens friskhed kunne minde lidt om ginger ale, men derudover hører lighederne med ingefærsodavand også op. Alt i alt er det en særdeles velsmagende tørstslukker, hvis eftersmag blidt masserer gummer og gane med en tør, bitter humleessens, der tager til efterhånden som glasset tømmes. Bestemt ikke dårligt for en rund 10'er.

Det er med andre noget værre sludder, når Belhaven kalder 'Belhaven Best' for 'Best', for nærværende St. Andrews Ale er på samtlige parametre en langt bedre øl, og det skal man ikke være nogen ølekspert for at kunne konstatere! Man skal også være godt dum, hvis man ikke ved bedre end at tro, at Belhaven Best er bedre end St. Andrews Ale, og i hvert fald for dum til at kunne lave en så god øl som nærværende.

At Belhaven kalder 'Best' for 'Best' må derfor være en bevidst løgn. Men det er næppe til skade for andre end bryggeriet selv, for skulle man som forbruger vælge at tro på deres markedsføring og holde 'Best' for bryggeriets bedste øl, vil man næppe ønske at prøve andet fra bryggeriet, da deres bedste dårligt nok kunne kaldes middelmådig. Det kan kun koste dem kunder, mens forbrugerne stadig vil have det øvrige udbud af gode øl at vælge ud fra.

Kalapøjser, Pladderballe Bryghus (aka. Slotsbryggeriet Føniks)

2012-02-05T11:22:00.003+01:00

Vi er nået til den sidste øl i Pladderballe Bryghus serie af øl konceptualiseret over karakterer fra Monrad & Rislunds univers.

Den sidste øl, Kalapøjser, opkaldt efter karakteren Mogens' faste rekvisit, en ballon sat fast til en stump haveslagne, er en Brown Ale, og det er en kategori, man må sige, Kalapøjser lever op til. Farven er mørkebrun, lettere grumset og med et endda overordentligt højt, gyldent skum. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har set så højt, plastisk skum før, Det rejser sig godt en tomme over glasset som en gylden smølfehue, og næsten ligegyldigt, hvor meget man hælder oveni, så stiger det bare, og vil bare ikke vælte ud over glassets kanter. Måske har det noget med skummet klæbeevne at gøre, for som brygget ryger i ganen bliver det - som ved de andre Pladderballe Bryghus-øl - krampagtigt hængende. Duften er sød, om med en syrlig kirsebæragtig snert, måske lidt som man kender den fra en kriek, omend det er svært at sige med sikkerhed, da det er længe siden, jeg sidst har prøvet sådan en.

Smagen lader intet tilbage at ønske i forhold til de andre mørke Pladderballe-øl. Den præges af samme varme fylde, aromaer af kaffe og chokolade, og af samme grund bør den tempereres, før man åbner den. Skulle man have glemt det er skaden ikke uoprettelig, for den taber ikke noget ved at vinde temperatur efter den er åbnet, snarere tværtimod.

Lige som Brodtgaard ændrer den lige så stille karakter, mens den står i glasset, også her er den formentlig restgæren, der gør sin virkning, men hvor dette havde nærmest destruktiv effekt i Brodtgaard, så bliver denne øl nærmest bedre og bedre, jo længere tid den nydes. De bitre kaffetoner dæmpes, og chokoladesødmen træder mere frem. Det samme gør den initiale kirsebæraroma, der melder sig som en til sødmen ganske velafstemt cherrysyrlighed ved gummerne.

Jeg mindes ikke at have prøvet en øl før, der bliver bedre og bedre jo længere tid den står åben. Dette er sandelig et unikt karaktertræk ved Kalapøjser. Jeg har prøvet øl, der ikke taber noget ved det - det er faktisk tilfældet for de fleste øl, trods alt, men at de ligefrem vinder noget, når de i forvejen har været tempereret er nyt for mig. Smagssammensætningen til sidst er også speciel, og de 5 stjerner for veludført og overraskende bryghåndværk er fuldt fortjente.

Pladderballe Bryghus' øl har indtil videre været det tema, redaktionen absolut har nydt mest at berette om. Det var med en vis skepsis, at jeg begyndte på dem, for iblandt konceptualiseret bryg - om det har været på den ene eller anden måde - har der været endda overordentligt langt mellem snapsene. Pladderballe Bryghus' øl har ikke været andet end snapse - omend én af dem var lige bitter og gæret nok for min smag.

Well done!

Brodtgaard, Pladderballe Bryghus (aka. Slotsbryggeriet Føniks)

2012-02-03T21:26:00.001+01:00

Jeg kunne næsten ikke få luft - og det kunne ikke blive meget bedre, hva' - men så gik den heller ikke længere. Det fuldstændig absurd høje niveau for denne serie konceptøl måtte dæmpes en anelse - men så igen kun en anelse.

Det startede ellers lovende med en let anretning af højt, kridhvidt skum oven på et nydeligt mørktgyldent, tåget bryg, der dog stadig havde langt op til den uforlignelige 'Kakerlakpulers' indhold af restgær. Skummet var en klasse for sig - det var som om det bare ikke ville vige og, da det endelig gjorde, udkæmpede en nærmest desperat dødskamp for at undgå det. Duften er typisk IPA-agtig, kraftigt sød med toner af søde æbler, hyldeblomst og blommer.

Og det fortsatte sådan set også lovende med god bittersød smag, som man kender det fra en IPA. Det er en hård smag, der tæsker løs på smagsløgene med humle uden omsvøb, tilsat appelsinnoter. Det er på dette tidspunkt rigtig, rigtig godt, og det hele munder næsten ud i en oral orgasme af en eftersmag, der først rigtig mærkes efter at brygget er nedsvælget - en tør, kraftig humlebitterhed, der giver baghjul til prominente topkvalitetspilsnere som Urquell og Boston Lager.

Men det er desværre kun i begyndelsen.

Jo længere ned man kommer i glasset, desto mere tager en klæg gærsmag over, og dominerer mere og mere. Jeg havde ellers håbet, at hvis man ventede længe nok med den næste slurk af det fedtede glas, ville det nok blive bedre - men som da Brodtgaard måtte give afkald på bimsetøjet, så udeblev gevinsten desværre. Det kan godt være, at der var mindre restgær end i 'Kakerlakpuler' - desværre var der også rigeligt til at reducere en ellers overordentligt lovende øloplevelse. Eftersmagen formår dog, som en lykkepose i pølseenden, at bevare sit bid, så det trods alt ikke bliver den rene underskudsforretning.

Den lidt kedelige afslutning rokker da heller ikke en tøddel ved den eksceptionelt gode indledning og de fire stjerner, der er mere end fuldt fortjente.

Kakerlakpuler, Pladderballe Bryghus (aka. Slotsbryggeriet Føniks)

2012-01-31T22:03:00.001+01:00

Vi fortsætter i samme stil ...

Det er med en god stout som med en sorbet. Den skal agiteres, mens den får den rette temperatur - ellers skiller den. Det er i den grad tilfældet med den anden øl fra Pladderballe Bryghus, Kakerlakpuler (der prydes af det yndigste portræt af musicus Øyvind Ougaard på etiketten) hvis bræmme af restgær giver baghjul til bundfaldet i samtlige sydtyske Weißbier ... tilsammen. Det er intet mindre end vidunderligt allerede inden, den er knappet op.

Ellers er brygget natsort med højt - særdeles højt - luftigt, brunt skum. Duften er af ristet, på grænsen til branket, for ikke at sige en lille smule brændt, karamel, kaffe og et syrligt stik - måske af æbler.

Stikket går ikke igen i smagen. Det er en kompakt blanding af sød, karamelagtigt maltet fylde - næsten sukret i substansen, med en lækker og varm bitterhed i baggrunden, som en stærk kop kaffe iblandet et ordentligt skvæk brun farin. De 6,8% alkohol gør deres til at øge fylde uden at brygget ellers går hen og bliver sprittet. Kodeordet er velafstemthed - en ualmindelig velafstemthed mellem de mange smagsindtryk. Ligesom Monrad & Rislund, Classic Pilsner er det en oplagt øl at nyde langsomt, men uden at den behøver slå lige så hårdt som fx Willemoes krasbørstige 9,8%s porter.

Slotsbryggeriet Fønix har ramt lige i centrum endnu engang. Det er øl af en ganske særlig kvalitet, som man sjældent ser herhjemme, og det er helt klart en fjer i hatten både til bryggeriet, og til komikerkoryfæerne Monrad & Rislund, der som duo nok holder pause på ubestemt tid, men altså fortsat formår at levere kvalitetsunderholdning til det danske folk - nu i form af en serie øl, der bare bliver bedre og bedre.

Bonusinfo: Jeg har fået at vide af Jan Monrad ham selv, at duoen så sandelig ikke holder pause på ubestemt tid, men at de atter er fuldtallige, efter at Søren Rislund havde været på orlov i nogle få måneder.

Monrad & Rislund, Pladderballe Bryghus (aka. Slotsbryggeriet Føniks)

2012-01-30T21:48:00.003+01:00

Lovende overraskelse

Jeg har sjældent været heldig, endsige imponeret af diverse koncept-øl. Der er prøvet et par af dem her på bloggen, og klarest i erindring står kun den, der formåede at floppe totalt - den såkaldte Klovn. Nu ligger det sådan, at Slotsbryggeriet Føniks har fået den fikse, omend agtværdige, ide at lave fire øl, der alle er opkaldt efter elementer i komikerparret Monrad & Rislunds univers.

Det er en agtværdig ide, fordi Monrad & Rislund - i mine øjne i hvert fald - er noget af det mere begavede komikerunderholdning, vi har haft. Men det er også med en vis skepsis, at jeg knappede den første op, dels fordi erfaringerne med den slags konceptøl ikke er de bedste, og fordi den første øl var en Classic Pilsner - en 'næsten standardøl', og under alle omstændigheder den mest standardagtige i rækken, der desuden tæller en IPA, en Brown Ale og en Stout.

Alle er selvfølgelig indkøbt, og det var blandt andet dem, jeg refererede til, i sidste indlæg, hvor jeg som bekendt kunne berette, at jeg for øjeblikket kun lå inde med interessante øl. Nærværende øl valgte jeg, fordi den passede bedst til aftenens økologiske madorgie - en lasagne bestående af blandt andet hjemmelavede pastaplader, som også indgik i en anden af min vivs kulinariske kreationer.

Og der skulle ikke gå lang tid, før den første overraskelse indtrådte - faktisk under et sekund fra kapslen lettede til den lifligste humleduft bredte sig - eller nærmest eksploderede ud i lokalet. Det er sket et par gange før, at øllet næsten kan duftes før det er åbnet, men jeg mindes ikke, at det er sket med pilsnerøl før. Det er dog først, når man stikker snuden i glasset, at man kan sætte ord på duften. Den er klassisk classic-agtigt kornet med et lifligt stænk af græs. Det visuelle udtryk skuffer heller ikke. En jævnt tåget brun-orange lød, kronet af et ganske højt og fyldigt, gyldent skum. Der er ingen tvivl om, at øllet er ufiltreret, og det endda uden at bryggeriet praler af det på etiketten.

Men allerbedst er det, når glasset sættes for munden. Smagen er fyldig og cremet af en udsøgt bitterhed, der bare er rigtig rar og varm, som om Mogens netop havde givet én et kæmpe bamsekram. Der er noter af udsøgt blid, omend bitter humle tilsat et stænk af nænsomt ristet kaffe, der blødt runder smagen af. Og hvor bliver det i øvrigt tydeligt, at blidt og blødt ikke betyder tyndt eller karakterløst, for der er rigelig fylde og karakter i overflod.

Og der er intet, der ødelægger det gode helhedsindtryk. Ingen syrlighed eller metalsmag. Det er bare rigtig godt, velkomponeret og vellykket. Et lille pladderballesque't mesterværk.

Innis & Gunn Original, Innis & Gunn

2012-01-28T13:28:00.001+01:00

Der er lagt op til en ny guldalder her på bloggen. I mit køleskab er der kun øl, jeg glæder mig til at prøve - kun øl med særpræg, kun øl, der på en eller anden måde borger for kvalitet ... Ja, altså på nær den San Miguel på en liter, som en kær gæst efterlod nytårsaften. Den skal til gengæld nydes i selskab med gode venner, så den vil med sikkerhed også blive en fornøjelse at konsumere.

Så anbefalingerne kommer nok til at sidde løsere, hvorimod der bliver længere mellem tiraderne - jeg beklager på forhånd.

Men videre til den første serie af spændende øl i Hippiehybelens køleskab. En øl - velsagtens en pilsner - det er i hvert fald, hvad den mest ligner - fra det skotske bryggeri Innis & Gunn i Edinburgh. Bryggeriets særkende, at de lagrer øllet på fade, der ellers bruges til fremstilling af whisky, cognac og andet - og ikke uden resultat må man sige.

I første omgang skal man selvfølgelig lige bide tænderne sammen, og tvinge sig til at abstrahere fra den klare flaske. Den er ikke brugt for at drille, som når Carlsberg brygger noget særligt udrikkeligt sprøjt, den er åbenbart udtryk for standarden i ølflasker i Storbrittannien (endskønt landsmændene i BrewDog da har gjort en dyd ud af at være mere som kontinentet på dette felt) og tjener altså ikke som advarsel, sådan som den gør ved danske øl. I modsætning til danske øl i klare flasker, er etiketten på nærværende øl, da også ganske prangende, og det er kun øllets mørke lød, der isoleret får indholdet til at ligne morgenurin i modsætning til fx Copen*hagen, hvor også flaskens - og navnlig etiketternes - design nærmest stinker af urinprøve.

Den mørke lød ledsages af en overraskende og ganske markant syrlig bouquet. Den er vinøs og har klare toner af cognac, whisky og ananaskirsebær. Alt dette går faktisk igen i smagen, hvor cognacelementet tydeligt dominerer, sammen med et velafstemt element af ingefærsødme. Humlen er trængt i baggrunden af cognac, ananaskirsebær og whisky, og mange ville mene, at det er så fortrængt, at det ikke er ølagtigt længere. Jeg har dog prøvet meget værre eksempler på øl, der ikke minder om øl, og man kan stadig mærke, at der et sted i fundamentet ligger noget humle, der bevarer fornemmelsen af øl.

Øllet virker samtidig friskt - men det skyldes måske mere den anbefalede temperatur, som er køleskabskold. Det er sjældent, at jeg stemmer i på, at øl skal drikkes ved lav temperatur - men lige her, med alle de gode noter af tøndelagret brændevin, kan jeg faktisk se en mening med det. Øllet bliver friskt, og de spændende smagsnuancer får lov til at dominere.

Men til sidst må jeg indrømme, at jeg sad tilbage med fornemmelsen af, at øllet var mere spændende end egentlig godt. Et enkelt glas cognac, whisky eller et enkelt ananaskirsebær i ny og næ er godt - men man får også hurtigt nok. Det er en spændende øl, som afspejler noget seriøs og i grunden vellykket nytænkning, som øllet da også får en ekstra halv stjerne for, men resten af oplevelsen kan altså kun lige slæbe sig op på lige over middel.

Willemoes Porter, Vestfyen

2012-01-25T17:21:00.002+01:00

Jeg har det med Willemoes øl, som jeg har det med sushi. Det er da meget godt engang imellem, men jeg kan slet ikke se, at det skulle være så godt, som det giver sig ud for at være. En særlig ting, der irriterer mig ved Willemoes-serien (ikke ved sushi) er, at de nærmest ikke kan lave en specialøl, uden at de skal putte alt muligt, der egentlig ikke hører i øl, i dem. Antioxidanter, muscovadosukker og farin for bare at nævne et par ingredienser.

Så er det jo næsten en halv sejr for øllets renhed, når de i tilfælde som nærværende nøjes med kun at putte to ekstra ting i, i dette tilfælde lakrids og kulsyre. Renere bliver det nok ikke, når man har med Willemoes øl at gøre.

Det visuelle og olfaktoriske indtryk fejler nu heller ikke noget. Brygget er aldeles uigennemskinneligt - omend filtreret og ligesom lidt for flydende af en porter at være, men skummet kroner tæt og lysebrunt over natten. Duften er ganske sød med toner af ristet malt, karamel, svedsker og en syrlig note af friske æbler. Skummet klamrer sig til glasset efterhånden som det langsomt falder.

Smagsoplevelsen starter allerede i skummet, der føles dejlig afsvedet mod tungen. Bryggets flydende del udvikler sig, som det breder sig over tungen - først sødt og karamelagtigt, cremet og fyldigt, så bliver det mere maltagtigt som man forestiller sig Lektor Blommes bolsjer (uden stryknin) og ender med en massiv bitterhed som man kender det fra krydret snaps - bare uden den harske rivende fornemmelse. Fornemmelsen af den indre varme er dog også præsent, for brygget holder hidsige 9,8% og svarer til 3,2 genstande.

Det er næsten for meget at putte i en enkelt flaske, men der er jo ikke nogen, der siger, man skal tømme den i et drag. Faktisk er det en fremragende helaftensøl, som man kan nippe af over flere timer. Den bliver ikke ringere af at få stuetemperatur, og man må undres over at der er tilsat kulsyre, for den fortsætter med at smage aldeles fremragende, endskønt den er doven.

Det er omsider en rigtig vellykket øl fra Willemoes-serien uden at der er snydt alt for meget. Det er faktisk imponerende, at man kan lave en så god øl, og kun snyde så lidt i processen.

Spelt-segmentet, stribe 100!

2012-01-22T18:01:00.001+01:00

Min vivs og mit projekt, webtegneserien Spelt-segmentet har endnu ikke kørt i et år, men alligevel fejrer vi allerede nu jubilæum: Stribe nr. 100 - der forøvrigt er dagsaktuel, er uploaded i dag.

Følg linket - god fornøjelse :-).

Willemoes Belgisk Ale, Vestfyen

2012-01-20T09:12:00.000+01:00

Først og fremmest en tak på forhånd til Steen for hans fine ølblog, "Tid til en øl". Grunden til, at jeg her anpriser den er at jeg ikke selv har nået at fotografere dagens øl, så jeg plankede hans billede af den. Undskyld, eller tak. Steen skulle gerne være blevet underrettet, og han bestemmer selvfølgelig, om jeg må bruge billedet.

Willemoes Belgisk Ale produceres, lige som bryggeriets andre produkter på bryggeriet i Assens. Til al' held er 'belgisk øl' ikke et beskyttet mærke, og markedsføringsloven er formentlig lempet tilstrækkeligt under 10 års VKO-regime, at man nu kan kalde noget, der produceres på Fåborgvej i retning mod Haarby, 'belgisk', uden at det betragtes som falsk varebetegnelse.

Det til side er det jo besnærende og tillokkende med belgisk inspireret øl, selvom betegnelsen under alle omstændigheder må anses for at være en tilsnigelse. Belgierne er jo kendt for at brygge godt øl, og Vestfyen mener åbenbart, de kan gøre dem rangen stridig ... Inshallah!

Duften vil jeg beskrive som syrligt-sød, og mere sodavandsagtig end øl-agtig. Tankerne ledes diskret i retning af æblemost. Dette er dog slet ikke uhørt ved belgisk øl, så Vestfyen har ikke tabt endnu. Farven er nydeligt mørkerød med fyldigt gyldent skum. Jo jo, det kunne være meget mere ulig belgisk overgæret øl.

Smagen er en sjældent velafstemt kombination af syrligt og bittert. Det er i sig selv imponerende, fordi syrligheden oftest overdøver og ødelægger bitterheden. Smagen er temmeligt særegen - syrligheden er nok igen henad umodne æbler, og kombineret med bitterheden ender det et sted i retningen af porter med (et let og pikant stænk af) citron. Bedst er dog eftersmagen, som præges af en ganske intens, fyldig, rund, ganske bitter men ikke det fjerneste besk eller harsk kaffearoma.

Om det er belgisk af andet end navn - som fx af gavn eller karakter - forholder jeg mig fortsat skeptisk til. Jeg hæfter mig fx ved et totalt fravær af hovedpine dagen efter på den positive side, og på den negative en ikke uvæsentlig mangel på fylde og særegenhed. De belgiske øl er simpelt hen vildere og bryggerierne dernede bestræber sig i højere grad på at lave noget, ingen af de andre i landet laver - ofte med fantastiske resultater til følge.

Men netop derfor er Belgisk Ale jo også mange forskellige ting. Sødt, surt, bittert, fyldigt, cremet, tyndt ... - og sikkert også salt - så mon ikke Willemoes Belgisk Ale under alle omstændigheder matcher et eller andet belgisk bryg et eller andet sted mellem Oostende og Bastogne?

Winterfestbier, Neumarkter Lammsbräu

2012-01-15T20:23:00.002+01:00

Mere til fest end til jul

Neumarkter Lammsbräu har markeret sig som det økologiske bryggeri i Tyskland. Samtlige produkter er produceret med økologiske og GMO-fri råvarer, og det er jo alt sammen meget godt. Man kan desværre også ærgre sig en smule over, at kvaliteten aldrig rigtig står mål med de gode intentioner, og det er bestemt ikke fordi økologisk øl ikke kan være godt. Det har blandt andre danske Bryghuset Braunstein aldrig så tydeligt demonstreret.

Men det er ikke kun i den økologiske profil, at Neumarkter Lammsbräus ambitioner udi politisk korrekthed skinner igennem. Selve nærværende øls navn nærmest runger af det, thi der er ej tale om en juleøl - næh nej - der er skal tale om en 'Winterfestbier' - en Vinterfestøl. Så undgår man at træde de trossamfund, der ikke fejrer jul over tæerne, og skulle nogle individer iblandt visse af trossamfundene ikke tage det med religionens øvrige lære så tungt, kunne bryggeriet måske endda vinde et par nye kunder. (Bortset fra, at hvis føromtalte individer allerede så stort på forbuddet mod nydelse af alkohol, så ville de nok heller ikke have det store problem med, at der stod "Weihnacht" på ølflasken - men man ved selvfølgelig aldrig.)

Denne øl var i øvrigt en julegave fra min kære viv, der jo trofast bakker mit bloggeri op, og det er skam gengældt. Hendes blog er i øvrigt flyttet hertil, mens vores fælles tegneserie fortsat er, hvor den hele tiden har været. Den blev nydt til et overdådigt aftensmad, bestående af konfiterede andelår med sovs lavet på fedtet fra juleanden med dertil hørende kartofler og gulerødder. Det var også den sidste juleøl, jeg havde tilbage, så nu kan julen så småt erklæres endeligt overstået ... hvad øl angår i hvert fald. For vi har stadigvæk rigeligt af både nødder og figner.

Oven på Oranjeboom-pilsneren mærker man med det samme, at nærværende øl, der også er af pilsnertypen, er i en helt anden klasse. Den dufter simpelt hen af mere, om det så i sig selv ikke er direkte overvældende. Pilsnertypens velkendte letsyrlige bouquet blander sig nydeligt med en krydret duft af humle med et pikant tilskud af nelliker. Farven er mørkgylden med off white skum.

Smagen er fyldig, og relativt kraftig - smagningen er fortsat påvirket af det hollandske flop. Bitterheden er hård og tør, som man kender det fra andre tyske pilsnere. Den præges også af en pikant bismag af lakrids, der yder den den nødvendige karakter til at skille sig ud fra andre stærke øl, man har prøvet, og man glæder sig i det stille over, at duftens syrlighed ikke går igen i smagen. Eftersmagen lader til gengæld noget tilbage at ønske. Den er svag, omend luftigt pikant bitter.

Som juleøl betragtet, og sammenlignet med andre juleøl, som man kender dem herhjemmefra, mangler den dog lidt karakter. Det søde, man kender fra hjemmemarkedets bryggerier er ikke præsent, og det mangler for at kunne matche den fede julemad ordentligt. Hvis jeg ikke vidste, at den blev lanceret i forbindelse med julen, ville jeg nok bare have taget den for en stærk guld- eller exportøl.

Og som export- eller guldøl betragtet er den nu også ganske udmærket.

Oranjeboom, Brouwerij de Oranjeboom

2012-01-15T20:20:00.001+01:00

Min undskyldning er, at de pludselig havde en hel hylde fuld af dem i min lokale Fakta, og at de ikke engang var særligt dyre. De stod sammen med specialøllene, selvom jeg fra starten havde min tvivl om, hvorvidt der var noget specielt ved dem - eller i hvert fald noget specielt godt ved dem. Sagen er den, at øl, der har samme navn, som det bryggeri, der brygger dem, sjældent er specielt specielle, jf. bryggeri og øl ved navn Carlsberg, Tuborg, Royal, Ceres, Heineken, Busch og jeg kunne blive ved.

Forventningerne var altså ikke på forhånd for høje, og øllet udseende lovede heller ikke det store. Det var den vanlige, gammelkendte stråfarvede pilnergult, der prægede brygget, dog med en overraskende holdbar tæt, hvid skumkrone. Duften var letsyrlig med et stænk af letprikkende bitter humle - i det hele taget en let duft, der i bedste fald måtte siges ikke at være noget ud over det sædvanlige.

Letdrikkelig er den også. Man kunne også være mere ærlig, og kalde den vandig, eller slet og ret tynd. Desuden har den en letsyrlig bismag, der som brygget langsomt tømmes bliver mere og mere fremtrædende, går over i det metalliske og ikke yder nogen gavn overhovedet. På den positive side kan nævnes, at det er en god tørstslukker, og at der glimtvis er tilløb til humlesmag, der dog alligevel ender med at løbe ud i vandet - undskyld, sandet. Jeg var faktisk fristet til at hælde resten ud, men valgte alligevel at drikke resten - mest fordi, jeg er en fattig fedterøv.

Ceres Jule-hvidtøl, Royal Unibrew

2012-01-13T13:32:00.000+01:00

... vs. KB-Juleøl

Til de sidste julekager (ikke julegodter, for køkkenskabet bugner stadig af figner og nødder), en hjemmebagt Christstollen, nød jeg julens sidste nisseøl fra Ceres. Min lokale fakta havde hentet et parti hjem, som blev solgt for en slik, og hvor det dog ærgrede mig, at jeg ikke købte to six-packs i stedet for kun én, for få dage senere var der udsolgt af det sliksøde bryg.

Så måtte jeg over i kiosken og betale ågerpriser for KB-Juleøl, der som bekendt blev anmeldt sidste jul. Men behovet for julehvidtøl synes nu alligevel at have været dækket adækvat, eftersom jeg først nu, længe efter at julen definitivt er forbi, har fået gjort kål på beholdningen.

Jeg kan jo ikke stå for det mørke, sliksøde stads med det gyldne, sodavandsagtige skum og den karamelagtige duft.

Og med resterne af Christstollen spredt ud på en stor tallerken, rosinerne klistret ind i flormelis og marcipanen der blander sig med søde kage - og så et skvæt Ceres Jule-hvidtøl til. Smagen er karamelagtigt sukkersød med sodavandsagtigt brus. Den ledsages af en let humlebitterhed ved mandlerne, men overordnet er det helt klart de søde nuancer, der dominerer.

Den er derfor også både sødere og mindre fyldig end KB-juleøl. Det er faktisk tydeligt, at Ceres Jule-hvidtøl snarere er en øl til teenagere end en nisseøl til voksne. KB-juleøl vinder over Ceres Jule-hvidtøl, men de to øl ligner dog så meget hinanden, at det ikke kan aflæses på min karakter. Jeg til fals for begge dele, og lapper det under alle omstændigheder i mig som slik.

Jule Stenøl, Thisted Bryghus

2012-01-10T21:42:00.001+01:00

Middelmådig sulfit-Satan

Det ellers fine bryggeri, der som de første gik foran med økologiske øl i Danmark, har desværre også for vane at producere øl med tilsat sulfit (E 223). Det slipper man heller ikke for i denne juleøl - Jule Stenøl. Jeg er selv astmatiker og har det med at reagere over for store mængder sulfit, sådan som det forefindes i billig hvid- eller boblevin. Det kan mærkes som let åndenød og trykken for brystet, så hvis det er noget, læserne har oplevet i forbindelse med indtag af især hvidvin, vil de måske nu vide hvorfor.

Jeg skal dog til bryggeriet forsvar sige, at jeg aldrig har oplevet lignende symptomer med deres - eller for den sags skyld andre bryggeriers øl. Til gengæld er det endnu en grund til, at jeg foretrækker øl frem for vin.

Vel - sulfit eller ej, så dufter den bestemt ikke ringe. Den har en sød, velafstemt duft med fravær af gærede blommer. Derimod er den en fyldig bouquet af chokolade med en snert af vanille og fløde. Brygget er meget mørkt og med overraskende - eller skuffende om man vil - lyst, halvskrøbeligt skum.

Smagen er en habil bittersød blanding af kaffe og chokolade men en snert af søde nødder - mandler måske - samt friskt træ. Desværre er der også en snert af noget syrligt græsagtigt, der måske ville være velgørende i en pilsner eller kellerbier, men her forekommer som en hund i et spil kegler. Det er egentlig synd, for ellers balancerede de forskellige smagsnuancer egentlig ganske elegant. Fyldigheden lader også noget tilbage at ønske, og eftersmagen er tynd i forhold til, hvad man resten af indtrykket lader forvente.

Albani Julebryg aka. Blålys, Royal Unibrew

2012-01-09T16:39:00.001+01:00

Forfriskende sprittet

En gammel klassiker, kending og alt det der, og år efter år en mulighed for Albani-brandet til at bryde en lille smule igennem Carlsbergs totale dominans, og vise at de lokale bryggere også kunne ... indtil selvfølgelig at de blev opslugt af Royal Unibrew. Så nu er det bare en gammel kending, men det er da også rart, at brandet i det mindste har fået lov til at bestå.

Således husker jeg blålys omtalt som en af de farlige julebryg - bl.a. sammen med Carlsberg 47 - en af dem, man bundede som det sidste, man kunne huske fra julefrokosten.

Det kan heller ikke undre med en alkoholprocent på 7, at den har fået selv hærdede drankere til at gå i gulvet ved vintersolhvervstid. Promillerne kan allerede mærkes i duften, der ud over en måske lidt for kendt pilsneragtig humlearoma rummer en ret markant sprittet note.

Smagen er hård, noget metallisk, besk bitter, grænsende til (men ikke ovre i) det harske, igen med en meget markant sprittethed, der dog - ligesom den metalliske bismag alligevel ikke skæmmer det samlede billede. Sprittetheden giver en fornemmelse af overmodne frugter, og selvom det ville være en fæl oplevelse at tygge i så gærede frugter på en varm sommerdag, så smagen på dette bryg skulle matches, så gør det ikke noget, når der er tale om en stærk øl som denne. Eftersmagen er også godkendt - nøddebitter og igen på grund af sprittetheden ganske fyldig.

Det er godt nok lidt ufint det hele. Der er fuld gas på sprittethed, metalsmag, humlebitterhed - men måske netop derfor ender de forskellige indtryk i et nogenlunde velafstemt slutresultat, der i betragtning af, at nærværende øl har rygte af virkning som en lægtehammer, faktisk formår at glæde smagsløgene og i øvrigt fremstå overraskende frisk.

Willemoes Jule Ale, Vestfyen

2012-01-07T20:18:00.000+01:00

Julen er for længst ovre, men her i huset er der stadig mange julegodter, vi ikke har fået gjort kål på - herunder et par juleøl, som vil ramme bloggen her i januar.

Først i rækken er Willemoes Jule Ale. Lige som sin undergærede bror er den tilsat flere ingredienser, der ikke hører til i øl, herunder det suspekte farvestof E150c. Desuden kan nævnes farinsukker og glucosesirup, og det er desværre ikke første gang, man finder den slags i Willemoes øl. Det er faktisk mere reglen end undtagelsen, og selvom min holdning til at tilsætte andet end vand, humle, gær og malt i øl er blevet mildnet med tiden, så synes jeg det er ærgerligt, at man ligefrem gør det til et af sine kendemærker.

Alt andet lige ser det dog ikke ud til at skade øllets duft, der er kraftigt sød på en 'julede' måde, inkluderende svedsker og nelliker. Farven er meget mørk (og det tror pokker med tilsat karamelfarvestof) mens skummet kun lige hiver sig op til at være gyldent. I det hele taget hiver skummet ikke særlig meget - det er hverken højt eller klæbende, så det rent visuelle udtryk ender en kende skuffende.

Smagen er fyldigt bittersød af søde frugter og træristet malt. Den kraftige duft og tilsatte farin gør dog også brygget lidt parfumeret og lettere syntetisk. Det er ikke en udelt fryd hvad mundfornemmelse angår. Faktisk mærker man de tilsatte sukkerstoffer i en decideret sukret bismag, og det er ikke bare snyd - det er faktisk lidt for meget.

På den anden side smager øllet nu heller ikke decideret dårligt. Den høje alkoholprocent og bitterhed giver en god cognac-agtig fornemmelse, som fortsætter i eftersmagen, og alt andet lige runder smagsoplevelsen ganske nydeligt af. Det er, når alt kommer til alt, alligevel en ganske velkomponeret blanding, af humle, vand, gær, malt samt udvalgte tilsætningsstoffer, Bryggeriet Vestfyen er sluppet af sted med.

Mit Ølår 2011 højde- og lavpunkter

2012-01-03T08:36:00.000+01:00

Allerførst - Godt Nytår til alle læserne.

2012 er allerede godt i gang, og jeg har omsider fået nosset mig sammen til at fyre en mindre tirade af, om ølåret 2011 set her fra Hippiehybelen i Aarhus Vest. Som der altid er i løbet af et år har der været op- og nedture. På det sidste, har jeg valgt at fokusere på de rene anmeldelser, og lagt tiraderne lidt på hylden - mest for at gemme guldkornene til, når de virkelig er påkrævet - som fx i de højde- og lavpunkter fra året, som jeg nu vil gennemgå.

Højdepunkter 2011

Jeg vil starte med højdepunkterne. Det er altid skønt at afprøve øl, der viser sig at behage. Men hver gang det sker, bliver det omvendt en kende svært rigtig at finde ordene til at beskrive begejstringen. Altså - ord er der nok af, og festligt og flatterende skal det såmænd nok også blive, men det er mildt sagt en udfordring at yde anmeldelsen det sug af morskab i solar plexus som når en anmeldelse af en dårlig øl rammer lige i øjet. Jeg gemmer derfor de dårlige øl - og dermed de sjove anmeldelser - til bagefter. De følgende indlæg skal i øvrigt ikke opfattes som en rangliste (på nær den sidste øl, som ER den samlet set bedste/ringeste, jeg har smagt i løbet af året) men snarere som højdepunkter fra forskellige sider af mine ølsmagningsaktiviteter i løbet af året.

Det bedste nye bekendskab - BrewDog
Fra det det skotske konceptbryggeri BrewDog har jeg i løbet af året prøvet 5 øl hvoraf ingen har fået karakter under 3 stjerner, som er grænsen for, hvornår jeg finder noget middelmådigt. Jeg har aldrig kedet mig, når jeg har smagt en øl fra bryggeriet, og som gammel punker glæder det mig oprigtigt, at en producent af - ja et eller andet - faktisk med rette trækker på punkstilen og dens udtryk. BrewDogs øl er brygget kompromisløst og uden skelen til vaner og traditioner. Fremgangsmåden synes at være, at hvis man får en ide til et bryg, så uanset hvor hovedløs den virker, så brygger man den bare alligevel. Jeg spekulerer på, hvor meget øl, de mon kasserer deroppe nord for Hadrians Mur - hvor mange eksperimenter, der trods alt var for dristige, og måtte opgives? Vel - imponerende er de i hvert fald, Brewdogs øl, og især Punk IPA har været en oplevelse langt ud over det sædvanlige. Den er blevet en af mine foretrukne øl at give i gave, samt at tilbyde og anbefale. Kudos i øvrigt til COOP Danmark for at have en række BrewDog-øl i deres faste sortiment af specialøl.

Den bedste pilsnerøl - Samuel Adams Boston Lager
2011 var også det år, jeg lærte, at det, der efterhånden har udviklet sig til den generiske øl, alle kender, og alt for mange kan lide uden at have smagt andre slags øl - jeg tænker selvfølgelig på pilsneren - faktisk også kan være en interessant øl, såfremt den ellers brygges ordentligt. Tre skal nævnes - Session Pilsner fra Svaneke Bryghus - en af de desværre relativt få øl fra Svaneke Bryghus, der virkelig har imponeret, 77Lager fra BrewDog, og endelig Samuel Adams Boston Lager, årets højdespringer blandt pilsnerne, og jeg der ellers gik og troede, at jeg aldrig ville give en pilsner 5 stjerner. Fælles for de tre øl er en både forfriskende og kraftig, spids, ja man kunne vel nok kalde den sprød pilsnersmag, der er dejligt bitter uden at være harsk.

Den største danske nyopdagelse - Rise Bryggeri
Det har ikke været mange øl, jeg har anmeldt fra det lille Ærø-baserede bryggeri. Faktisk kun én - og en anden, deres juleale, drak jeg til jul. Da syntes jeg dog, at det var uforskammet sidde og skrible notater ned midt i julemaden med gæster på besøg. Jeg kan dog sige, at Ærøbryggeriets juleale var en 5-stjernet oplevelse, ligesom valnødde-øllen "Premium økologisk valnød". Ud over at lave fortræffeligt øl, er alle bryggeriets produkter også økologiske. At være økologiske kan bryggeriet Ørbæk også bryste sig af, men deres produkter synes at være af langt mere svingende kvalitet, og selv om grundlaget, jeg vurderer Rise ud fra nok ikke gør resultatet særlig signifikant, så borger det alligevel for en tendens til kvalitet med to 5-stjernede oplevelser i streg. Det kunne BrewDog ikke engang opnå.

Den bedste gigantinnovation - Carls Bock, Carlsberg
I forbindelse med Carlsbergs ølvalg stod denne alene tilbage som den eneste øl, der var rigtig god. Der er ikke meget at sige om Carlsbergs udvikling i det forløbne år her i afdelingen for højdepunkter - langt det meste skal omtales i næste afdeling om lavpunkter. Ikke desto mindre skal giganten, kolossen på lerfødder da have ros, når det en sjælden gang lykkes den, at lave noget ordentligt, og det lykkedes sandelig med Carls Bock. Det tragiske er blot, at danske øldrikkere ikke har begreb skabt om øl, og hellere vil have ligegyldigt sprøjt end ordentligt øl, så Carls Bock vandt ikke ølvalget. Det gjorde den langt mere ligegyldige Gylden. Synd synd synd - men jeg er glad for, at jeg nåede at få smagt Carls Bock, før den forsvandt lige så hurtigt som den var kommet, som en påmindelse om, at selv ligegyldige bryggerier ind i mellem kan ramme plet.

Årets største øloplevelse 2011 - 666 Black Damnation, De Molen
Intet, jeg før har smagt kan måle sig med denne øl, og jeg frygter ... arh, jeg frygter det egentlig ikke. Jeg ville have sagt, at jeg frygter aldrig at komme til at smage så pragtfuld en øl igen, men skulle man rende ind i noget, der måske bare var halvt så godt, så er lykken allerede gjort.

666 Black Damnation fra hollandske De Molen er den bedste øl, jeg har smagt med så uendeligt mange længder ned til nummer to, at det dårligt kan beskrives. Den er velkomponeret, velafstemt, intens i smagen, fyldig, kort sagt perfekt - and then some! Den er dekadent, den er øllenes svar på hybris, og derfor passer den blasfemiske titel også på mere end én måde. Og for at fuldende øllets indbydende koncept blev den nydt langfredag. En tragisk krølle bliver man desværre heller ikke foruden. Den kan ikke købes mere, den blev kun brygget i et lille begrænset oplag, og det var åbenbart et svineheld, at jeg kom forbi den Skjold Burne på Store Torv i Aarhus, lige netop på det tidspunkt, hvor de havde den. Halvtreds bobs for under to deciliter er også den højeste pris, jeg nogen sinde har betalt for en øl - men det var hver en krone og hver en dråbe værd.

Skål på årets - og formentlige mange års - største øloplevelse!

Lavpunkter 2011

Højdepunkterne bliver ikke højere af, at der i løbet af året også har været nogle tvivlsomme - for ikke at sige højst tvivlsomme øloplevelser. På den anden side gør disse lavpunkter heller ikke højdepunkterne lavere, og det er altid skønt at få en god øl mellem læberne, når man ellers er inde i en stime af modbydelige humleprodukter.

Jeg startede som bekendt året med en kavalkade over Faktas faste ølsortiment. Det var en eklatant skuffelse, der nok alligevel var forventelig. Knap så forventligt var det måske, at temaet senere på året om Carlsbergs nye produkter i anledning af et kæmpe markedsføringsstunt, der skulle relancere hele brandet, ikke stod meget tilbage for Faktas sortiment, når det gjaldt om at opnå - eller nednå om man vil - det samme begrædeligt lave kvalitetsniveau. Årets lavpunkter vil uvægerlig kredse om disse temaer, der da også til sidst fik mig til næsten at opgive overhovedet at gide de tynde ølprodukter længere, og det tror jeg, er en tendens, der vil holde ved et stykke ind i det nye år.

Årets specialølflop - Rose Wit, Carlsberg
Rose Wit er måske Carlsbergs forsøg på at gå plasticlegetøjsproducenterne i bedene, ved at lave en lyserød prinsesseøl i omtrent samme giftige pink nuance, som prinsessekareter til Zhu-zhu-pets, frisørsaloner fra My Little Pony, eller nuttede sportsvogne til Barbie. Målgruppen synes - på farven at bedømme - at være cirka den samme ... når segmentet har nået en lidt højere alder ganske vist. Der er til gengæld ikke meget lyserød prinsesse over smagen, der vel bedst beskrives som værende i retning af umodne tyttebær i citronsyre, tilsat en forbandet masse gær. Praktisk taget udrikkelig er den, alligevel er den en del af Carlsbergs eksklusive Jacobsen-serie af temmelig dyre specialøl. Undertegnede har i hvert fald permanent ekskluderet sig selv fra nogen sinde at drikke det eddikesure sprøjt igen, og det er den eneste sammenhæng i hvilken, jeg finder betegnelsen 'eksklusiv' rammende, hvad denne såkaldte øl angår.

Årets standardølflop - Copen*hagen, Carlsberg
Som led i den store nye forkromede markedsføringsmæssige proaktive, dynamiske, managementefficiente, progressorienterede [indsæt eget hult rungende business-buzzword her ...] relancering af brandet Carlsberg, bryggede koncernen en øl i Litauen, som de valgte at kalde - hold nu godt fast - Copen*hagen - (og hvad asterisken skal til for, står hen i det uvisse). Man kunne også have kaldt den "Vilnius", eller "Lithauania" men åbenbart har det ikke den fjerneste betydning for en øl, hvor den egentlig brygges.
Det til side, er en Copen*hagen en tisgul rædsel i en klar flaske med en etiket, der ligner gulnet papir. Alt i alt ser en Copen*hagen ud som en hengemt urinprøve fra begyndelsen af forrige århundrede. Jeg har aldrig smagt på sådanne prøver, men jeg tror alligevel ikke, at Copen*hagen smager sådan. Hvis den havde gjort det, havde den dog i det mindste smagt af et eller andet, fremfor den næsten fuldendte smag af absolut ingenting, som er oplevelsen, man sidder tilbage med efter at have bællet en Copen*hagen. Totalt mislykket, uden karakter og en skamstøtte over et bryggeri, der i sin iver efter at lave uendeligt ressourcekrævende marketingstunts ikke kan finde ud af at bruge de nødvendige ressourcer på at lave et humleprodukt, der rent faktisk smager af noget - sådan som de allerfleste danske mikrobryggerier kan. Nærværende øl forsvinder forhåbentlig snart fra markedet - og skulle man være så heldig, så er det en yderligere bonus, at der ikke går nogen danske arbejdspladser tabt.

Årets udenlandske lavpunkt - Busch Light
Bryggeriet, der som et andet pylret pattebarn pinagtigt har gjort sig bemærket som dem, der de sidste 100 år eller deromkring har forsøgt at fortrænge den oprindelige Budvar med deres egen underlødige Budweiser, laver også andre øl. Fx Busch Light, som nogle gode venner af huset fik sørget for, blev bragt hjem til os hele vejen fra Wisconsin. Tak Maja, Grant og ikke mindst Lena for at bruge sin sparsomme bagagevægt, så jeg kunne anmelde disse amerikanske pragteksemplarer på alt det, der bekræfter os europæeres fordomme om amerikansk standardsprøjt. Noget nær komplet uden smag - bortset fra smagen af vand og kulsyre selvfølgelig.

Det værste Light/alkoholfrie produkt - Tuborg Super Light
Jeg skal ikke spilde megen tid, ord eller hukommelse på denne komplet udrikkelige undskyldning for en alkoholfri øl. Jeg har smagt indtil flere alkoholfrie øl i Tyskland fx, og har konstateret, at de faktisk kan smage godt - i modsætning til denne opblanding af sæbearoma og blik. Fy og føj! Nu, hvor jeg for ganske nylig har erhvervet mig et kørekort ved jeg i hvert fald med 100% sikkerhed, at hvis jeg skal køre hjem efter festen, vil jeg ikke røre dette underlødige brygprodukt med en ildtang - så hellere bare sodavand, eller lunkent postevand - begge dele smager af mere og bedre.

Floppet over alle flop 2011 - Kay-Sar, Cult.
Ligegyldigt, hult, intetsigende, vacant, void, uden smag, uden karakter, helt og aldeles uden betydning. Ét stort marketingstunt er, hvad Cults patetiske flop af et halvvejs udrikkeligt humleprodukt i virkeligheden er. At det samtidig er målrettet segmentet med bukserne nede i sokkerne og epoxylim i håret på weekendtur på Social Club, hjælper ikke på det hult rungende koncept, tværtimod. Det er en øl lavet af dumsmarte, slikkede, nålestribede marketing-management-business-corporation-initiative-coordinators, for dumsmarte, slikkede, nålestribede marketing-management ... Ja, I forstår nok pointen.
Brygget er ikke det vand værd, den er lavet af - den er dårligt nok den plads værd, den optager i rum-tid-kontinuummet. Den er en hån mod alt, hvad øl står for, mod øls smag, farve, fylde, konsistens, mundfølelse, aroma, bouquet - i samtlige disse kategorier flopper den fælt, og det eneste, man kan blive imponeret over er, at man faktisk kan få noget til at være mislykket på så mange parametre.
Cults Kay-Sar er 100% marketing og 0% substans. Nok har den møvet sig ind i de fleste supermarkeder, hvor den ifølge Cults direktør Brian Sørensen skulle gøre Carlsbergs rang som førende danske bryggeri stridig - NOT SO MUCH! Overalt står køleskabene med underlødigt Cult-bryg næsten stopfulde hen. Jeg tror måske, jeg én gang har set nogen stå i en supermarkedskø med en Kay-Sar i indkøbskurven, og Cults lumre Kay-Sar-reklamer har heldigvis heller ikke domineret gadebilledet, sådan som jeg havde frygtet.
Jeg kan på baggrund af mine fornemmelser ikke dømme Kay-Sar ude som kommercielt flop endnu. Men håbet lever, og jeg har intet set, der tyder på, at Kay-Sar reelt vinder markedsandele fra de andre bryggerier. Forhåbentlig må denne hån mod øl opgives inden længe. Heller ikke det vil koste danske arbejdspladser, da Kay-Sar produceres i Tyskland, og bryggeriarbejderne der, skal nok finde andet arbejde, hvor de så i øvrigt kan producere noget bedre øl - det er tyskerne jo kendt for. De eneste, der måske bliver arbejdsløse er måske nogle af Cults dumsmarte, slikkede, nålestribede marketing-management-business-corporation-initiative-coordinators - de vil ikke blive savnet!

Rød Jul, Svaneke Bryghus

2011-12-31T11:40:00.000+01:00

Rød Jul lægger godt ud, omend den ikke helt lever op til sit navn. Farven er mere brun end rød, men et vist orange skær kan dog anes i det i øvrigt dejligt grumsede bryg. Skummet er gyldent og relativt tæt, duften sødlig med et letsyrligt skær.

Smagen er mere ovre i det krydrede med spor af nelliker udover en ikke ueffen pilsnerhumle. På trods af den krydrede smag formår øllet ikke at være usædvanligt, uden at det dog gør noget negativt ved helhedsindtrykket. Især eftersmagen formår at imponere - her er det igen humlen, der tager fat, og leverer en langvarig, blid og velbehagelig bitter oplevelse.

Den dominerende humle og dermed bitterhed gør ikke rigtig øllet til en velegnet juleøl. Den minder mere om en regulær mørk øl, med et krydret islæt, der nok er en kende juleagtigt, men ikke ville gøre øllet særlig egnet til julemaden. Der skal mere sødme til, og den kan heller ikke se sig helt fri for at være en kende syrlig - noget der for nogen giver friskhed, mens det for mig - ja - ikke rigtig passer ind. Overordnet mangler brygget også fylde, og kombineret med syrligheden ender Rød Jul faktisk med at være en anelse tynd.

Rød Jul har for øvrigt klaret sig noget middelmådigt i dagspressens test af julebryg, og det er ikke uden grund. Lige som tidligere formår øllet ikke helt at imponere, og følger dermed tendensen fra Svaneke Bryghus til at hvile på laurbærrene efter at have været en af de første succesfulde spillere på markedet for mikrobryg herhjemme.

Næsgaarden Økologisk Porter, Bryghuset Braunstein

2011-12-28T21:09:00.000+01:00

En vidunderlig mørk duft ledsages af en vidunderlig mørk farve. Den er nærmest natsort med gyldent skum, og en saftig, nærmest klæbrig duft af svedsker, karamel og stærk kaffe.

Smagen skuffer bestemt heller ikke. Bryggets fylde fylder sandelig meget i mundhulen, endskønt man kun tager en liden mundsmag. Kaffe- træ og maltbitterhed blander sig først, ledsaget af en god blomme/svedskesødme, der afslører hvor nydeligt duften varsler om en god smagsoplevelse. Herefter tager en solid humlebitterhed over i eftersmagen, der kun ganske langsomt og blidt klinger af.

Det er ikke en porter, der smager af skippersved, tjære og havn. Det er bestemt en luksusporter, som man kender dem fra de danske kvalitetsbryggerier. Med andre ord, man får sig en overraskelse - måske skuffes man endda - hvis man forventer en Limfjords-Porter. Næsgaarden Økologisk Porter er først og fremmest blid, velsmagende og velbehagelig. Den river ikke, sådan som nogen måske vil mene, en porter skal gøre.

Jeg synes dog ikke, det gør noget som helst. Denne øl er fin som den er.

Jefferson Merry Christmas Beer, Ørbæk

2011-12-10T18:33:00.001+01:00

Sådan en til jul.

Jefferson-øl har været testet her på bloggen en enkelt gang før, nemlig til påske. Det var ikke nogen ringe oplevelse, og de gode takter slås atter an i denne juleøl. Bare for at genopfriske er Jefferson-serien Ørbæks særlige øl, som de bruger ekstra meget krudt på, og navnet har de fra den tidligere amerikanske præsident, Thomas Jefferson, der selv var ølbrygger. Nu har mine erfaringer indtil videre været ret gode med Ørbæks økologiske bryg, så det undrer mig faktisk en smule, hvorfor de ikke bare lancerer Jefferson-øllene i deres almindelige serie - men når nu det er så vigtigt for dem, så lader vi dem da endelig.

Duften er krydret og sød, og det tror pokker, når der er tilsat sukker og nelliker - så meget for reinheitsgebot. Den ledsages desuden af en vis pikant alkoholduft - ja, det er ganske behageligt og derfor ikke rimeligt at kalde sprittet - om en god snaps, der trækker på både frugter og bare - blot ikke med de samme procenter.

Farven er ifølge etiketten rødbrun - jeg synes mest af alt, den er brugn, og dejligt grumset, ufiltreret som den er. Over brygget kroner en flot gylden smølfehat af noget nær det tætteste skum man kan finde uden for en Guinness.

I smagen mærker man mest bitterheden, det er en god og fyldig nøddebitterhed med en anelse røget træ og en solid, omend blid eftersmag af bitter humle. I den fortrinsvis bitre smag blander sig en indlsag af søde kirsebær, slåen og overmodne blommer - jeg prøver at undgå at sige svedsker, da jeg anser svedsker for at være noget af det mest modbydelige julen forbindes med - men for alle jer, der kan lide svedsker, er der også noget i denne øl, og det er ikke i en grad, så det er ubehageligt for os andre almindelige dødelige.

Det er en øl, der med sine mange forskellige smagsnuancer, der iøvrigt matcher hinanden godt og ikke slås om opmærksomheden, passer rigtigt godt til julemaden. Indslaget af nellikker passer måske endda ekstra godt til rødkålen. Det er bestemt en øl, der er på min ønskeliste til julemiddagen. Så skal jeg bare ud at finde den igen, for nu er den udsolgt i min lokale Fakta. Det rokker dog ikke ved, at coops discountkæde skal have ros for sit valg af denne øl i julesortimentet.

Lanternen, Nibe Bryghus

2011-12-01T15:40:00.001+01:00

Det går bedre ...

Så er det kommet så vidt. Mit og min kones julekalenderprojekt Spelt-segmentets julekalender er gået i luften med den første stribe! Der kommer også til at køre en konkurrence på bloggen, hvor man skal svare på et dagligt spørgsmål til striben fra den foregående dag .Med andre ord kommer første spørgsmål i morgen, så forbliv indstillet og bliv eventuelt som fan på Spelt-segmentets facebook-side.

Men nok om det, det er trods alt øl det handler om - og en spændende en af slagsen: En Belgisk Dubbel-type fra Nibe Bryghus, der i øvrigt har sin debut her på bloggen. At det er en dubbel, har en anden læser været så venlig at forklare mig, betyder, at øllet er brygget både med over- og undergær. Jeg ved, der også findes tripler - de må vel så være brygget med mellemgær, men hvad så med quardrupler, der også findes?

Det må indtil videre stå hen i det uvisse - jeg vil prøve at undersøge det, hvis jeg finder tid mellem rentegningerne og. ølsmagningerne.

Og jeg er tydeligvis rendt ind i en stime gode øl. Jeg har selvfølgelig også besluttet mig for at holde mig til de interessante juleøl i år, og det giver bestemt mere lyst til at smage løs. Og dagens øl er ingen undtagelse.

Det er en meget mørk øl, hvis gær vil kunne ses tydeligt på indersiden af flasken, hvis den har stået eller ligget et stykke tid. Det er derfor vigtigt at huske at agitere flasken før man skænker. Under denne proces vil der hæve sig en flot, gylden, klæbrig omend. noget luftig skumkrone., der .dufter om ikke gennemtrængende så dog fyldigt af chokolade.

De første par mundfulde byder en særlig overraskelse. Øllet prikker på tungen, ja det brænder faktisk ikke ulig en mild chili tilsat kakao - en lækkerbisken i sig selv. Derudover byder den på fine søde chokoladeindtryk og lige så fine kaffeindtryk. Man kan måske ærgre sig lidt over, at indtrykkene aldrig bliver mere end fine, og derfor måske også en smule spinkle. De bliver fx ikke overvældende eller bare kraftige.

For selvom Lanternen, med sin initiale prikken, der desværre også forsvinder efterhånden, nok formår at imponere, så ender den ikke med at være ekstraordinær. Den har et par positive særegenheder samt en meget behagelig og langvarig kaffebitter eftersmag, en cremet fylde ... og så heller ikke så forfærdelig meget mere.

Men det er en god øl, der med sin fine sødme og fylde egner sig udmærket til julens mad, og den giver mig ganske afgjort lyst til at prøve flere øl fra Nibe Bryghus.

Willemoes Julebryg, Vestfyen

2011-11-30T16:37:00.001+01:00

Det går godt ...

Vi fortsætter med juleøllene, der mestendels er indkøbt i den lokale Fakta, hvilket også gælder dagens øl. Tjek endelig jeres discountsupermarked for at se, om der skulle være ordentlige øl at få her i juletiden.

Julebryg fra Willemoes lægger ud med en fin rødorange farve under et gyldent, men noget lufigt skum. Duften er letsyrlig på den gode måde, som friske æbler i det tidlige efterår, kombineret med en relativt fyldig karamelbouquet.

Den har en fin, man fristes til at sige nydelig, blanding af karamel- og maltsmag, som man kender den fra mørke bolsjer, og et bitrere humleelement, der trænger godt igennem i eftersmagen.

Og det er faktisk lidt af en underdrivelse, for eftersmagen udvikler sig sekund for sekund til en tung, klæbrig bitterhed, der minder om daggammel kaffe blandet med pibesovs. Det er intet mindre end pragtfuldt, netop fordi det ikke er nogen af delene, men blot produktet af godt brygarbejde, der får øllet til at smage, som det gør - med hjælp fra lidt tilsat sukker ganske vist, men det har næppe haft betydning for eftersmagen, der trods alt er det bedste, denne øl byder på.

Ud over eftersmagen byder øllet dog ikke på de store overraskelser. Det har en god fylde, en god smag, og en fremragende eftersmag - hvad mere kan man forlange? Ikke det store måske, men selvom der er tale om godt øl, er det hverken unikt eller ekstraordinært.

There is no Santa, BrewDog

2011-11-27T16:48:00.001+01:00

... Men der er nisser til!

Så er det ved at være jul - så meget, at selv kirken mener det og nu har erklæret advent. Det er ikke nogen stor hemmelighed, at vi ikke går op i lige netop den vinkel på julen. Men når nu det betyder så meget for alle andre, må det hellere markeres.

Her i huset tror vi på nisser, men ikke på hverken basusjern eller julemand - og netop det sidstnævnte er omdrejningspunkt for dagens øl fra skotske BrewDog - et bryggeri, der tidligere har imponeret ganske meget og kun har leveret skuffelser i form af lettere mislykkede eksperimenter, snarere end egentlig kedelige øl

Og nu hvor vi er ved julen, skal det da også lige nævnes, at min hustru og mit tegneserieprojekt Spelt-segmentet går i luften med sine egen julekalender fra 1. december. Der vil være en stribe for hver dag indtil juleaften, en fortsat historie om mystiske hændelser, venskab og julens sande ånd. Forbliv indstillet!

Men videre til dagens øl. There is no Santa - og for min skyld gerne. Julemanden er en helgen, og den slags hverken tror jeg på eller går ind for, og i øvrigt er hele julemandskonceptet udtryk for en forbrugskultur, der om ikke andet går fuldkommen over gevind i .juletiden.

Der er tale om en stout, og det er ikke tit, man ser den type øl omtalt som juleøl. For det meste er der tale om stærke pilsner/exportøl, men i mine øjne ville en stout, især en sød en af slagsen, passe fint som juleøl, da det netop er det fyldige, søde og gerne lidt tykke øl, der bedst passer til julemad. og -godter.

Duften kan mærkes, så snart kapslen lettes. Den dufter sliksødt. uden at være parfumeret, min hustru mente, den duftede af gløgg, og det er jeg ikke selv utilbøjelig til at mene duften af kanel og nelliker taget i betragtning. Til gengæld synes jeg måske også, at det er lidt for brusende, og at det gyldne skum er for lyst i forhold til den ellers fine mørkebrune farve.

Smagen er først og fremmest let syrlig som tidlige efterårsæbler, kombineret med en godkendt træbitterhed længere tilbage i ganen. Det krydrede islæt af kanel og nelliker antydes også i smagen, og giver øllet en meget særegen karakter.

Desværre er den alt for vandig i konsistensen til rigtig at glæde, og det er her, den taber i forhold til de rigtig gode BrewDog øl. Den smager meget godt, den er interessant og vellykket i sin komposition, den er endda rigtig god som juleøl, idet den matcher årstidens krydderier, men det hele er bare ikke fyldigt eller stærkt nok.

Jeg ved, BrewDog kan gøre det bedre.

Jule Bryg, Harboe

2011-11-25T17:30:00.001+01:00

Uskøn omend godkendt julebryg

Nej, det er ikke med min gode vilje, at jeg deler navnet, når nu det er forkert. Men lige som Harboe har svært ved at lave rigtig godt øl, har de også et problem med retstavningen. Det er i det hele taget en udmærket tommelfingerregel, at hvis en person/ organisation/virksomhed har store problemer med retstavningen, så har de ikke sjældent også problemer med kvaliteten. There I said it - kald mig bare arrogant, hvis I vil.

Og nej, dagens øl formåede heller ikke at brillere, hvad kvalitet angår. Den ser nu ellers ikke værst ud. Gyldent skummer den over en mørkorange pilsnerfarve, der dog viser sig er skabt ved lige dele sukker, og glukosesirup samt ugæret byg. Det er ikke ligefrem rent bryg. På den anden side er det også set værre, fx er der ikke tilsat karamelfarve, sådan som man ellers tit ser det i årstidens øl. Men brygsiruppen kan direkte lugtes i øllets ret tunge, letsprittede - nærmest klistrede odeur.

Smagen er en ikke alt for skøn blanding af sødt og bittert. Lige som i duften er sødmen mere klistret end egentlig behagelig og minder en om den slags overmodne blommer, der gør hvepsene aggressive i august. Den efterfølgende bitterhed er tæt på at blive harsk - men løjer af i sidste øjeblik. Nogen rigtig nydelse bliver den aldrig, den er i forvejen for skarp og sprittet, og lige som sødmen ledsaget af en stikkende metallisk bismag, der fuldender en mest af alt rodet og uelegant smagsoplevelse...

Til julebryggens forsvar skal det dog siges, at den alligevel passer bedre til den søde julemad, end flere af de populære juleøl gør. Nærværende øl er langt mindre harsk i bitterheden, end fx Tuborgs overvurderede Snebajer, og det skal den alt andet lige have kredit for.

American Pale Ale, Randers Bryghus

2011-11-18T20:41:00.001+01:00

Randers Bryghus' produkter er så småt begyndt at være fast inventar i COOP's butikker, og således også i Fakta, Hasle, Århus V. Om det reelt er en fordel med Randers Bryghus' produkter, eller om man egentlig kunne have ønsket noget andet uden at være uforskammet - ja, det må jo vise sig.

Men Randers Bryghus' filosofi fejler ikke noget. Øllet er upasteuriseret og ufiltreret og indeholder kun vand, humle, gær og malt. En ren øl, om nogen. Farven er lysorange ... eller mørkegul om man ved, dejligt tåget med meget højt, luftigt og alligevel trægt, nærmest fedtet skum af store bobler, der bare ikke VIL sprænges. Duften gør til gengæld ikke så meget væsen af sig. Den er letsyrlig, med toner af græs og humle, garneret af en rå humleduft, men som sagt er intet af det særlig markant.

Det går lidt bedre i smagen, der er fyldigt humlesød, med et godt bittert bid i mandlerne og eftersmagen. Her er der også tale om en rå, tør humlesmag, der holder længe. Desværre er der også lidt for meget gær i smagen til, at det sådan er rigtig godt.

Men det er ikke desto mindre godt nok, og måske endda lidt til. Smagen er ikke den mest kraftige, men det, der trods alt er, er ganske solidt og hvad den måske mangler i fylde og kraft har den til gengæld i friskhed.

Double Brown Ale, Svaneke Bryghus

2011-11-17T20:01:00.001+01:00

Langt mellem snapsene

Jeg må hellere få tømt mit køleskab for alle de øl, der ikke er juleøl, nu hvor jeg så småt har taget fat på julesæsonen. Nærværende øl fra Svaneke Bryghus har efterhånden ligget der længe, og var i sin tid en del af et tilbud på 3 for 20 kr. i min lokale Fakta. Som bekendt bugner supermarkedet pludselig af interessante øl - ikke mindst juleøl - og det endda af langt mere interessante øl, end dem fra dette brand, der med mikrobryggeriernes sejrsgang herhjemme, efterhånden har lagt sig på en af de magelige pladser bagest i hovedfeltet, hvor innovationen ikke rækker længere end hvad der udtænkes på Carlsberg, Harboe og lignende insignifikante aktører ... Målt på nytænkning forstås..

Og selvom farven er flot brunorange og i øvrigt mat og tåget, da øllet er ufiltreret, og skummet både er fyldigt og nydeligt gyldent - ja, så er der ikke meget bouquet at komme efter. Duften er letsyrligt sød uden nogen nævneværdig fylde. Man skal ikke være meget forkølet, før den faktisk forsvinder helt.

Og smagen formår ikke at rette op på de dårlige førstehåndsindtryk. Der. er tale om en ganske let brown ale - at det er en double. - og derfor stærkere bro.wn ale - gør ikke noget for smagen overhovedet.. Fylden mangler i en iøvrigt uinspirerende og tam syrlig smag, hvor gær dominerer, hvor der er alt for lidt brændt eller sød malt, og hvor den afsluttende humlebitterhed er for tam.

Det er ikke første gang at Svaneke Bryghus skuffer, og formentlig heller ikke sidste. Der er efterhånden meget langt mellem snapsene i rækken af bryggeriets produkter, og mageligheden synes nu for alvor at have sat ind, efter at brandet har slået sig fast. Det er en trist udvikling, men det var også forventeligt, at det ville ske med et eller flere af de gamle mikrobryggerier før eller siden.

Økologisk Julefred, Thisted Bryghus

2011-11-12T19:19:00.001+01:00

God debut for julesæsonen

Ja, selvom jeg egentlig selv ikke kan fordrage jul før december - eller i hvert fald advent - så bliver jeg jo selv nødt til at starte tidligt, hvis jeg skal nå igennem en bare tilnærmelsesvis væsentlig del af det store udbud af juleøl. Så i embeds medfør er jeg atter tvunget til at gøre noget jeg hader, ja, det er sandelig hårdt at være ølblogger med alt det øl, der skal anmeldes.

Sidste år gjaldt det i høj grad standardudvalget af juleøl, hvilket nok vil gøre årets anmeldelser mere interessante for dem, som interesserer sig mere for de små bryggeriers produkter. Og heldigt er det, at min lolkae Fakta pludselig nærmest bugner af interessante øl - ikke mindst juleøl, der bare venter på at blive anmeldt.

Som nu denne øl, som i øvrigt på stedet gav mig lyst til at skrive om øl igen. Det var en lyst, der havde ligget lidt brak, men øko-øl fra Thisted, jeg endnu ikke kender - ja, det var åbenbart det, der skulle give mig inspirationen igen.

Og flot ser det ud. En gylden, cremet skumkrone troner over et dyborange bryg. Den dufter dog ikke af så meget. Faktisk ikke rigtig af noget.

Men det gør ikke noget, for smagen fejler absolut intet. Det er en både sød og bitterkrydret øl, præget af især karamel- og malttoner i forgrunden og en lækker, tør humlebitterhed bagude. De to smage er vel afstemt hinanden, som to brikker i et puslespil passer de til hinanden, og udgør en aldeles velkomponeret helhed. Den let nellikeagtige smag af bittert og sødt gør det til en velegnet juleøl, og det er vist faktisk første gang, jeg har oplevet, at en juleøl rent faktisk ville egne sig til den søde julemad.

Duff Beer, bryggeri ikke angivet

2011-10-26T18:10:00.002+02:00

Bloggen har holdt lidt pause - og det er nok ikke sidste gang, det sker. Motivationen for at skrive fast har svigtet lidt, men inden jeg for alvor holder pause, skal læserne have en sidste anmeldelse med af en øl, der efterhånden har udviklet sig til en moderne klassiker.

Duff Beer er et mærke, der oprindeligt er skabt af folkene bag The Simpsons. Duff går for at være et tyndt industriprodukt uden særlige meritter. Det er selvfølgelig fristende at bedømme øllet på dette grundlag, for man får nemt på forhånd den opfattelse, at det må være aldeles forfærdeligt.

Men så gal er den nu heller ikke. Der er ikke nogen overraskelser ved øllet - heller ikke negative - man kender til hudløshed den strågule farve og det kridhvide skum. Duften er meget vandig - hvis den overhovedet er til stede.

Smagen er ganske uinspirerende, humlen er meget svag, og overdøves dels af en syrlig, dels af en metallisk bismag. Ingen af bismagene bliver dog så dominerende, at øllet ligefrem bliver udrikkeligt, men det er ganske vist en meget tynd kop øl, der måske lige er en kende mindre ringe, end hvad man forventer efter at have set The Simpsons - og så heller ikke et hak bedre.

Den er sjov at prøve, og med det mangelfulde smagsbillede, kunne den nemt blive populær her i landet. Formentlig er det markedsføringen, der gør den for dyr til, at den ville kunne begå sig side om side med øl af samme tvivlsomme kvalitet - og så alligevel. Duffer ikke decideret ringere end Cults modbydelige Kay-sar-øl - den er faktisk en tand - om ikke bedre, så i hvert fald - mindre ringe, så måske har Duff en fremtid som andet og mere end blot en kuriøsitet herhjemme.

Men jeg drikker den næppe igen - så hellere soda- eller postevand.

Royal Plsnr, Royal Unibrew

2011-10-03T17:24:00.001+02:00

Gammelt øl på gamle flasker

Royal Unibrews seneste store satsning er en relancering af deres regulære pilsner under et nyt navn, Plsnr. Åbenbart er der en udbredt opfattelse blandt de store bryggerier, at hvis man staver gammelkendte produkter på nye smarte måder, så ændrer de sig radikalt til det bedre. Således var Carlsberg ude med deres Plzner i forbindelse med ølvalget, og nu følger Royal Unibrew altså trop.

Det fremgår dog også, at der ikke alene er fjernet to bogstaver i navnet (så det nu er nærmest uudtaleligt.) En knivspids af bitterheden er også fjernet, så øllet kan blive endnu tyndere og smage af endnu mindre end det gjorde i forvejen.

Men anledningen til at drikke den var ellers fin nok. Hele familien havde været på den lokale fodboldbane, for at overvære min papsøn spille fodboldkamp. Det var selvfølgelig noget andet end dengang jeg hver søndag var fast inventar i Sundby Idrætspark, men da vi kom hjem, kunne jeg mærke, hvordan jeg trængte til en tynd øl efter kampen - sådan som det sig hør og bør. Og så var det da alt andet heldigt, at man ind imellem også ligger inde med det tynde sprøjt selvom man anser sig selv for connoisseur.

Udseendet er som forventet, kedeligt strågult med hvidt, boblende skum. Duften er der heller ikke nogen overraskelser ved, den er lethumlet og vandig. Smagen er, positivt beskrevet, hård, letbitter, frisk og har en ganske velafrundet og fin balance mellem bitterhed og fylde. Der er ikke meget smag i den - det er vitterlig en van(d)lig dansk pilsner, men som van(d)lig dansk pilsner betragtet, er der små glimt af fornøjelse, hvis man ellers gider lede efter dem. Jeg husker Royals gamle pilsner som sur i det, selvom det ikke fremgår af min anmeldelse fra dengang, og det lader til at være blevet bedre. Den sidste mundfuld smager i hvert fald ikke af sutsko eller noget i den retning, den formår at holde den aroma, den har - ikke så mærkeligt, når der er så lidt af den - og det er alt andet lige en lille forbedring.

Men klasser bedre er den bestemt ikke, og den hæver sig fortsat ikke op over det store brede gennemsnit af ligegyldige danske pilsnerøl.

Høstfugl, Fuglsang-bryggeriet

2011-09-30T18:28:00.001+02:00

Det er en debutant, der afrunder mini-temaet om høstbryg, i den forstand, at det er den første øl, jeg indtil videre har prøvet fra det Haderslev-baserede Fuglsang-bryggeri.

Et bryggeri, et bryggeri
Det er et hus med Fuglsang i
(Disse to linjer gentages)
Og er der ingen Fuglsang i
Så er det ej et bryggeri.
Et bryggeri, et bryggeri
Det er et hus med Fuglsang i.

Ja sådan hører man tit folk fra Haderslev-egnen synge på melodien til O Tannenbaum, som hyldest til den lokale bryggerivirksomhed. Så man skal aldrig spørge folk fra Haderslev, om det lokale øl er godt - man får formentlig et vældigt vægtet svar.

Høstfugl beskrives som en mørk hvedeøl, og så kunne man jo godt undre sig en kende over, hvorfor den ikke bare markedsføres som en mørk hvedeøl i stedet for som høstbryg. Men åbenbart har høstbryg-konceptet slået sig fast i en sådan grad, at det mørke hvedeøl er blevet mindre attraktivt, og det er jo ellers ærgerligt. Den er lavet af hvede og byg, så særlig høstagtig er den egentlig ikke, når man tager flere af de andre høstbryg i betragtning, som er brygget med op til fire forskellige malttyper.

Men uanset hvad man kalder den, holder den en fin nøddebrun farve, og er meget grumset (husk restgær), med tæt, gyldent skum. Det er en usædvanlig flot øl, den ligner næsten lys chokolade med flødeskum ovenpå. Duften er frisk og frugtagtig med toner af blommer, ferskner og syrlige æbler. Den syrlige klang er ikke noget godt tegn, selvom det heller ikke behøver ende helt værst.

Smagen virker først sød, og det skader den næppe at få noget temperatur. Den får herefter en gennemført, sprød og træagtig bitterhed med en meget elegant ledsagende sødme. Som ofte ved de gode øl, kan det være svært, at beskrive smagen helt nøjagtigt, men der er både nøddebitterhed og nøddesødme, som af mandler, til stede. Sødmen bærer karakter af blommer og fyldigheden er, som man kender den fra modne pærer. Det er dog den bløde, fyldige, nøddebitterhed, der dominerer billedet.

Der er også en bismag af gær, der i begyndelsen ikke gør så meget - det er en hvedeøl, og de må gerne smage lidt af gær. Problemet er blot, at hvis man ikke får drukket den hurtigt nok, så tager gærsmagen over, og ødelægger faktisk ret meget, af den ellers gode og velkomponerede smag.

Men drikkes den hurtigt nok, er den en mere end godkendt fornøjelse.

Pilsner, Svaneke Bryghus

2011-09-22T14:14:00.002+02:00

Min undskyldning er, at den var på tilbud i min lokale Fakta. Og i betragtning af, hvordan udbuddet ellers er i min lokale Fakta, så så det da spændende ud. Jeg har, som læserne vil vide, sjældent høje forventninger til Svaneke Bryghus' øl, og det har jeg da heller ikke her, hvor den står på en anmeldelse af den formentlig allerkedeligste øltype, der findes, hvis man da ellers ser bort fra light-øl og den slags.

Den er ikke specielt grumset i betragtning af, at den er ufiltreret. Skummet er ret fyldigt og klæbende, men duft er der ikke meget af. Duft er der ikke meget af, så lidt faktisk, at nogen udsigelser derom, ville være mere spekulation end beskrivelse.

Smagen er på den søde side af, hvad man normalt oplever i danske pilsnere. Man smager kornet og malten mere end man smager humlen, der dog også byder på en vis frisk bitterhed. Desværre kan man heller ikke se bort fra en temmelig markant, syrlig bismag, der trods fylde ender med at sætte sit negative præg for meget på en ellers jævnt-over-middel pilsner.

Jubilæumsøl, De 5 Gaarde (Harboe)

2011-09-22T13:59:00.001+02:00

De 5 Gaarde - og glem nu ikke, at det brand er et af Harboes mange brands, som blot er til for at skjule, at det egentlig er Harboe, der står bag - har brygget Jubilæumsbryg i anledning af Schackenborg Slots 350 års jubilæum. Stedet bebos af Prins Joachim og Prinsesse Marie, hvilket jo egentlig burde være dårlig nok reklame i sig selv, så der er vitterlig ingen grund til oven i købet at skrive Harboe på flasken.

Men selvfølgelig skal den da ikke afskrives på forhånd, bare fordi Harboe står bag, og det er selvfølgelig heller ikke slottets skyld, hvem der vælger at bo i det. Så i gang med anmeldelsen.

Duften er behageligt kornet og ligefrem. Farven er flot, mørk dyborange, næsten brunlig med et meget flot gyldent, tæt skum.

Det er fortrinsvis en bitter øl, og det kan man allerede mærke, hvis man nipper af det høje skum. Der er tale om en en nogenlunde fyldig nøddebitter aroma med en krads humleingrediens, der vel afrundes af en let maltsødme. Man kender måske nok alle smagsindtrykkene i forvejen, men ellers forekommer den at være ganske velkomponeret. Desværre tager alt det velkendte over, og øllet ender med at være kedeligt, også fordi det faktisk ikke er helt fyldigt nok, og jo mere man drikker af den, desto mere velkendt, kedeligt og tyndt bliver det, og ender som en våd, kvabset oplevelse.

Okkara Ólavur, Okkara

2011-09-22T13:26:00.003+02:00

Denne øl blev købt på bogmesse i Ridehuset i Aarhus. Det var såmænd ikke fordi, jeg tog derind med skumle bagtanker om at tjekke baren ud, det var faktisk for at kigge på bøger, for sådan nogle kan jeg faktisk godt læse - omend langsomt. Desuden har en af vores venner, Ole, netop udgivet sin første Roman, der kan bestilles her, og vi var selvfølgelig også nede for at høre ham læse op.

Og bare fordi jeg nu med rette - og med gustent overlæg - kan hævde, at jeg selvfølgelig ikke fremhæver familiens talenter før andres, så er det med slet skjult stolthed, at jeg kan annoncere, at min kære viv også har udgivet en roman. Hun giver Marklund, Egholm, Wolf og Läckberg kam til håret, gør hun (denne karakteristik står naturligvis for egen - og ikke hendes - regning), i denne blodige grungeroman, som kan bestilles via Books on Demand her.

Ja det er da fantastisk, som jeg lige pludselig skriver løs om bøger, er det ikke? Jeg kunne også skrive lidt om det nys overståede valg, for det var netop på valgaftenen, at - nej, det var ikke på valgaftenen, at der var bogmesse - jeg drak dagens øl. Skrev jeg drak? Ja, det gjorde jeg, og hvorfor jeg valgte lige netop det ord, er der en særlig pointe i, der vil blive klar for læserne senere.

Okkara Ólavur er en færøsk øl. Tilbage i 1991, hvor jeg var med den lokale ungdomsskole på Færøerne, fandtes der kun ét bryggeri deroppe, nemlig Föroya Bjór. Jeg husker det som meget bittert og ikke som nogen særlig nydelse, men dengang havde jeg heller ikke den nørdede interesse for øl, som jeg har i dag. Til gengæld fik jeg lejlighed til at smage Föroya Bjór for nogle år siden igen, og da faldt de egentlig ganske fint i min smag - lidt kraftigere og mere afrundet i smagen, end vanlige danske pilsnere - men selv det er ved at være længe siden, og det er iøvrigt ikke det bryggeris øl, vi her har med at gøre.

Okkara er et nyt bryggeri - så nyt, at der i skrivende stund ikke findes en dansk Wikipedia-artikel derom - grundlagt i 2010, og så nyt er det, at de har valgt at bruge deres facebook-side som officiel hjemmeside. Det er ikke nemt at finde informationer om bryggeriet på andet end færøsk, og der må jeg indrømme at mine evner til at gætte ud fra kontekst og hvad der ligner noget man kender, kommer til kort. Jeg fandt dog en anmeldelse af en af deres øl, hvoraf det fremgik, at brygmesteren hedder Høgni Jensen, og er oplært af tidligere brygmester på Thisted Bryghus, Peter Klemmensen. Det lyder jo ganske forjættende. Øllet holder 5,8% ligesom logoet hælder præcis det samme - fordi det indtil for nylig var grænsen for, hvor stærkt øl, der måtte brygges på Færøerne.

Okkara Ólavur indeholder ellers fire slags humle, og kandiderer jo nærmest til at være en høstbryg. Desuden indeholder den karameliseret ... et eller andet færøsk, som jeg ikke kan regne ud, hvad betyder (poknutum gróti). Og sidst - men bestemt ikke mindst slemt - tilsætningsstofferne E300 (som vel er uskadeligt) og E233 - en fæl sulfittilsætning, der ikke har noget at beskaffe i øl!

Duften lover ellers godt - en kraftig, frugtagtig søde, hvori der melder sig nogle kraftige, rene, bitre humletoner fra det dyborange bryg, der lige netop er en kende mørkere end jævn dansk pilsner. Skummet er hvidt, tæt, og holder ret godt. Allerede her melder der sig dog også en syntetisk, metallisk bilugt, noget overmodent korn og en vis sprittethed, der må undre i forhold til den ellers ikke så høje alkoholprocent.

Smagen kan lettest beskrives som kraftigt syrligt-metallisk med en letbitter eftersmag. I det øjeblik brygget rammer tungen, smager den pilsnerbittert, som man kender det, men herefter overtager en ret skarp, syrligt-metallisk smag, der intet godt gør for øllet. Efter at have overvejet lidt, hvad øllet egentlig smager af midtvejs mellem svælg og tungespids, nåede jeg til en smag, der svarer til, hvordan jeg ville forvente, at billig håndsæbe smager. Den ender med en harsk bitterhed bagest i kæften, som man skal være til meget bittert øl for at kunne nyde på nogen som helst måde. Bitterheden kan sammenlignes med sure sokker eller overfladen på en vellagret ost, der har stået uden for køleskabet natten over. Det eneste gode, man måske kunne sige om smagen er, at den trods alt har en vis fylde, og ikke virker tynd. Men hvad gør det, når den iøvrigt smager fælt? For så smager man blot det fæle så meget desto mere.

Det er måske nok en øl med karakter, og derfor en øl med noget identitet. Men det er ikke for det gode, man husker den. Den er kort sagt forfærdelig, og ikke noget, jeg vil anbefale nogen at drikke. Af samme grund blev nærværende øl drukket - ikke nydt, og det blev slet ikke drukket ud, næh, der røg en ikke ubetragtelig rest ud i afløbet. Det var en fornøjelse at huske på alle de spændende ting, der er sket i mig og min families liv på det sidste, men at genopleve afprøvningen af denne øl var ikke noget at se frem til, hvilket også forklarer nærværende indlægs lange indledning.

Høstbryg, Svaneke Bryghus (Høstbryg V)

2011-09-22T11:52:00.001+02:00

Svaneke Bryghus' kvalitet har, så vidt jeg kan bedømme ud fra min blog, været noget svingende. Øllet har aldrig været direkte ringe, men der har været langt mellem snapsene, og jeg har ofte haft en fornemmelse af, at Svaneke Bryghus er kørt en smule agterud i forhold til de andre fine kvalitetsbryggerier herhjemme. Bedre bliver det i dette tilfælde ikke af, at Svaneke Bryghus' Høstbryg på papiret - altså etiketten - er den suverænt kedeligste høstbryg af dem alle. Der indgår kun bygmalt, vand, gær og humle og dermed kun en type malt. Jeg gik ellers og troede, at der var en forståelse omkring, at en høstbryg skulle være brygget på flere forskellige typer malt, men det er så åbenbart ikke tilfældet.

Men grim er den da i hvert fald ikke. Den har en flot dyborange farve og tæt, off-white til gyldent skum, som klistrer godt til glasset, hvilket er en fryd og desværre en mangel ved de andre høstbryg. Duften er næsten hyldeblomstsød og gennemtrængende med visse stænk af humle. Det er måske ikke den mest efterårsagtige duft, man kunne ønske sig, men nogen ringe duft er det på den anden side heller ikke - bestemt ikke.

Smagen er i modsætning til duften overvejende bitter. Den dominerende aroma er af nødder, med en nydeligt komplimenterende smag af bitter humle, der til sidst svøber sig om mandlerne i eftersmagen. Både smag og eftersmag er blid og fyldig, så man mærker brygget både på tunge, i gane og i svælg. Menuen står på valnød og bitter humle, der komplimenteres af en maltsødme, der spiller rigtigt godt op mod bitterheden, og giver fylden. Der er ikke tale om den krasse, næsten røgede smag i Krenkerups Høstøl, og selvom anmeldelsen her ikke skal være en tirade om, hvad en øl bør være, og hvad denne ikke indeholder, så kunne man alt andet lige godt have håbet på noget mere overraskende i Svaneke Bryghus' Høstbryg, for selvom det er godt, er det også velkendt. Desværre er det ikke helt så godt, at det ikke gør noget, at det samtidig er velkendt, for en lignende karakter ville man også kunne finde i en god undergæret øl af wienertypen.

Alt i alt en god oplevelse - omend uden de store overraskelser.

Er jeg for hård?

2011-09-14T12:00:00.001+02:00

Det sker nok for os alle ind imellem. Man kommer til at sige eller skrive noget, som nogen tager anstød af, føler sig truffet af, eller på anden måde generes af. Det sker næppe sjældnere i vore dage, hvor de elektroniske medier og sociale netværk er tilgængelige for alle og enhver, hvormed det er blevet nemmere at give udtryk for sine holdninger - både nuanceret, og - som det nok er tilfældet i nærværende ølblog - råt for usødet og uden omsvøb.

Jeg har modtaget en kommentar på et indlæg, jeg skrev for over et år siden om Carlsbergs Tuborg Fine Festival. En læser føler sig meget truffet over, at jeg kalder de øl, der åbenbart er hans favoritøl, for spritterøl, og i hans optik svarer det åbenbart til, at jeg mener, at alle der drikker disse øl er alkoholikere. Jeg mener naturligvis intet som helst i den retning, hvilket fremgår af indlægget: "Dertil kommer, at det ikke kun er sprittere, der drikker disse øl. Jeg kender flere, der kun drikker til fester, som foretrækker denne type øl, fordi den hurtigere gør en fuld." - Så skulle det vist være sat på plads, forudsat at vi anerkender at ordene "spritter" og "alkoholiker" er nogenlunde synonyme.

Jeg har da også hurtigt tilbagevist kommentarens påstande, men vil alligevel for en sikkerheds skyld spørge læserne: Går jeg over stregen i mine anmeldelser? Er jeg for grov - ikke bare over for bryggerierne, som er dem, jeg oftest giver det glatte lag, men giver jeg også nyderne af øllene for mange slag på vejen?

Jeg har valgt en skarptskåret retorik i mine indslag for at gøre det klart, hvad jeg mener, samt at gøre indlæggene mere underholdende - men er mine tirader i omtalte - og andre tilfælde - gået over stregen for almindelig anstændighed i jer læseres øjne?

Jeg modtager hellere end gerne konstruktiv og destruktiv kritik, og håber på en ophedet debat.

Høstøl, Krenkerup (Høstbryg IV)

2011-09-11T18:39:00.000+02:00

-Bitter bitter bitter - og god!

Krenkerup er et Gods, der ligger ved Sakskøbing på Lolland. Nu hvor det efterhånden er et stykke tid siden, at Feudalstyret blev afskaffet i Danmark, har de mange godser måttet finde nye måder at sørge for selvoprettelsen på. Krenkerup har kastet sig over ølbrygningen, og man må så sandelig håbe, de dermed har ramt rigtigt, for ikke alene er godset udtryk for en forældet feudalinstitution - den ligger også placeret i det absolutte Udkantsdanmark. På den anden side, kan man jo så argumentere for, at det nok ikke er arbejdskraft, der mangler på den egn, så måske ligger det slet ikke så tosset alligevel.

Og i hvert fald er Krenkerups øl nået til hylderne i COOPs supermarkeder som fast inventar i Kvickly-kæden, og det er da et væsentligt skridt mod succes. Nu bliver det spændende så at se, om øllene kan stå distancen, når det gælder kvalitet.

Krenkerup Høstøl holder den laveste alkoholprocent af høstbryggene, og er helt nede på 4,1%. Om det er den, der har givet mig den hovedpine, jeg i skrivende stund - dagen efter - slås med, tvivler jeg derfor en kende på. Den brillerer heller ikke med sit udseende. Mest af alt ligner den en almindelig pilsner, bortset fra det tågede indslag i brygget, der må skyldes, at det er ufiltreret. Det har ingen af de dyborange- til røde toner, som kendes fra de andre høstbryg, men det fremstår strågult som en anden Carlsberg eller Tuborg. Skummet er skrøbeligt og kridhvidt, og peger altså heller ikke i nogen interessant retning.

Det er ved duften, det begynder at blive interessant. Den dufter velgørende bittert - i det hele taget har høstbryggene manglet noget ordentlig bitterhed - og sødmen skal være rigtig god, før den kan kompensere for det. Bitterheden mærkes i den grad også i smagen. Det er en både frisk, velgørende og frem for alt skrap, skarp og bidsk bitterhed, der nærmest niver i tungen som små hidsige klemmer med modhager på. Det er en bitterhed, der minder om det man finder i en god IPA, men med et anderledes krast islæt, og det går endelig op for, at den faktisk smager røget. Den minder i fylde og smag om det røgsalt, jeg har været heldig at smage i de hedenske kredse jeg undertiden færdes, og det er helt uden forbehold en nydelse.

Og der er ikke meget andet at berette om i denne øls smag end bitterhed, men det er til gengæld også en bitterhed, som man sjældent møder den. Det er en rendyrket bitterhed, hvor bitterheden er i centrum, og hele øllet er bygget op om at gøre bitterheden så markant og gennemført som muligt. Fik jeg nævnt bitterheden?

Kvaliteten fejler ganske sikkert ikke noget i øllet fra Krenkerup Gods, for såvidt som denne høstbryg kan fortælle. Det er bestemt et mærke, jeg vil vende tilbage til senere, for hvis de andre øl er bare cirka så gode som denne, er der mange gode øl - og anmeldelser - i vente.

Willemoes Høstbryg, Vestfyen (Høstbryg III)

2011-09-09T14:15:00.002+02:00

- God omend syntetisk

Dagens øl er den indtil videre stærkeste høstbryg, jeg har prøvet - den holder 7,2% - og det er også den stærkeste, jeg har på lager. Det er også den, hvori, der er brugt flest forskellige ingredienser, og det skal jeg nok også komme tilbage til senere i anmeldelsen.

Også denne øl blev købt i min lokale Fakta, der jo til min store fornøjelse har udviddet sortimentet af interessante øl betragteligt her på det sidste. Alle tre høstbryg, der indtil videre er anmeldt, kommer netop fra min lokale Fakta, og allerede nu er den gennemsnitlige kvalitet af Faktas øl derfor højnet betragteligt.

Den blev nydt til en savoykål-og-hakket-andebryst-mix med røde ris., så det var allerede lidt efterårsagtigt, og det var da også en kraftig bouquet, der ramte næseborene efter at det ravgyldne bryg med det letgyldne skum var hældt op. Til gengæld var det ikke de bitre og maltsøde toner, som jeg havde regnet med, der dominerede duften - endda slet ikke, og jeg måtte faktisk længe overveje hvad det egentlig var, den duftede af.

Gennem næsen trænger en kombination af let overmodne blommer med et snert af karamel, og ved siden af dette en gennemtrængende odeur, der udløste nostalgiske minder om barndommen, når familien kørte til Tyskland og købte ind af billigt slik. Jeg vil i dag helst ikke tænke på, hvad det slik indeholdt - det var før jeg blev økologisk bevidst i en grad, der får andre til at ryste på hovedet af mig - og så var det oven i købet billigt, fra Tyskland og det var i 80'erne ... 'Nuff said, jeg er stadig hel, men nærværende øls duft mindede mig især om noget syrligt-sødt slik, der hvis man bed i det, nærmest blev pulveriseret i munden, og altid var i næsten selvlysende pastelfarver. Det var en nostalgisk, og alligevel foruroligende oplevelse.

Jeg greb da også ud efter flasken, og fandt da også ingredienslisten sammenlignelig i længde med nogle af de psykiatriske lægemidler, jeg tidligere har lavet telefonundersøgelser om. Og blandt dem fandt jeg hurtigt, den formodede misdæder: Blåbærflavour! Willemoes Høstbryg er altså tilsat et aromastof, og personligt er jeg fuldkommen ligeglad med, om det er naturligt eller ej. For det første kan naturlige aromastoffer være lige så skadelige og allergifremkaldende som unaturlige. For det andet hører smagsstoffer ikke hjemme i øl - hvis man vil lege med smagen er der rigeligt med malttyper til den slags. For det tredje er nærværende aromastof simpelt hen for fremtrædende, og får brygget til at tage sig meget syntetisk og kunstigt ud. Det er aldrig godt.

I smagen mærker man også tydeligt blåbærflavouren (og hvorfor det skal skrives på engelsk er mig en gåde) igen. Det giver en nærmest eksplosionsagtig sødme idet brygget rammer tungen, og det er slet ikke ulig det pulveragtige slik fra det store land syd for grænsen. Sødmen er meget gennemtrængende - og i og for sig velgørende - men øllet kan ikke løbe fra at indeholde ting, som øl helst ikke skulle indeholde, og derfor - ret beset ved snyd - kommer til at smage godt. Derfor ender øllet heller ikke med bare at være godt, det føles også unaturligt og syntetisk - men derfor smager det nu godt alligevel. Det skader heller ikke, at brygget bliver bitrere efterhånden som det glider under ganen, og det kondenserer som en blid omend gennemtrængende bitterhed ved mandlerne. Det er dog ikke en bitterhed der som sådan komplimenterer sødmen, så det samlede smagsbillede ender med at være mere forvirrende end velkomponeret.

Jeg er temmelig delt om denne øl, men når alt kommer til alt, synes jeg, man burde bruge almindelige brygteknikker for at opnå den smag man leder efter, fremfor at putte alle mulige ting i øl - og helt bør man da holde sig fra aromastoffer. Så jeg tror ikke, jeg gider drikke Willemoes Høstbryg igen, selvom den måske smager godt. Der er alt andet lige bedre øl på markedet, og de indeholder ikke noget, man kan have sine mistanker om. Aromastoffer, sulfitter og andre grimme ting, der giver allergi og andre sygdomme skal ikke bare holdes ude af øl, men ude af alt.

Høst, Thisted Bryghus (Høstbryg II)

2011-09-06T16:53:00.002+02:00

- Velbrygget nordjysk høstøl.

Efter at have prøvet Randers Bryghus' Høstbryg slog det mig, at en høstbryg vel egentlig også burde passe godt til efterårets køkken - de grove rodfrugter og det mørke kød. Og i den forbindelse forekom hin kronjyske øl mig faktisk lidt for lettilgængelig. Det er vigtigt med noget bitterhed og noget kraft til at spille ordentlig op mod efterårets fest af både gode og grovkornede smagsindtryk. Ikke dermed sagt, at jeg fortryder, eller vil lave om på min anmeldelse af Randers Bryghus' Høstbryg, men blot en passant notere dette, da jeg faktisk helt havde glemt at tage det op til overvejelse, da jeg anmeldte den.
Det skal ikke ske med dagens øl, der slet og ret hedder "Høst". Det er en meget dyborange, næsten rød sag med tæt, letgyldent skum, der dog falder relativt hurtigt. Høst er brygget med malt fra fire forskellige kornsorter, hvede, byg, havre og rug, så det er også en mere komplekst sammensat øl end Randers Bryghus' øl, der kun var brygget på hvede og byg. Høst har en let syrlig duft af overmodne sensommerfrugter.

Smagen er først og fremmest velgørende bitter, hvilket enhver høstbryg bør være, hvis den skal passe til årstidens grove grøntsager. Bitterheden domineres af en fyldig, bitter humlesmag, ledsaget af enkelte karameltoner og en maltessens, med en vis sødme, der spiller godt op til bitterheden. Den er samtidig lige en tand sprittet - det er godt, fordi det giver ekstra fylde. Det er ikke fordi man skal være bange for at blive fuld for hurtigt af denne øl, den indeholder 6% alkohol, hvilket altså ikke er overdrevet. Den helt igennem vellykkede og lækre smagsoplevelse afsluttes med en kraftig og veldrejet bitter humleeftersmag.

Det er klart en øl, der passer bedre til efterårets fødevarer, end den ellers ikke uefne Høstbryg fra Randers. Det skal nu ikke i sig selv få konsekvenser for en høstbrygs kvalitet, hvorvidt den passer til årstidens udbud af frugt og grønt eller ej. De bliver stadig vurderet ud fra deres individuelle kvaliteter, og en øl behøver jo ikke være ringe, bare fordi den ikke lige passer til en bestemt type mad.

Epilog over Det Nye Carlsberg eller "Hadegaven"

2011-09-03T18:31:00.000+02:00

Jeg var en tur i Rema 1000 forleden, og opdagede denne pakke Carlsberg-øl i en gavepakke, der kunne erhverves for - jeg tror det var kr. 45,-.

Den indeholder seks forskellige øl:

Carlsberg Premium
Copenhagen
Velvet Ale
Carlsberg Export
Carls Special

Jeg må indrømme, at hvis jeg fik kr. 45,- i hånden for at tage sådan en pakke med, er jeg ikke sikker på, jeg ville, for jeg mener ikke, den ville være slæbet værd. Som læserne selv vil kunne se i linksene, scorer kun Carls Special en nævneværdigt høj karakter, mens de andre rangerer fra 'jævnt uinteressant' til 'nærmest udrikkelig'. Langt hellere købte jeg for mine egne penge en sixpack Carls Special, for den ville jeg vide, jeg kunne nyde, mens jeg skulle kæmpe mig igennem disse fem med seriøs risiko for, at lysten til at hælde dem i vasken skulle blive for stærk.

Hvis jeg skulle modtage denne æske som gave, ville jeg tage det som en fornærmelse - så er i advaret, og jeg ville kun give den til andre som en meget dårlig spøg, eller hvis jeg decideret ikke kunne lide modtageren, for aldrig før har jeg da set en gaveboks med så ligegyldige øl.

Høstbryg, Randers Bryghus (Høstbryg I)

2011-09-03T18:11:00.001+02:00

- En god begyndelse.

Måneden er endnu engang skiftet - fra august til september - og dermed er efteråret officielt startet. Det er også en anledning til at pifte lidt liv i min ølblog, som jeg ikke har været helt tilfreds med aktivitetsniveauet på her på det sidste. Jeg har derfor besluttet mig for at påbegynde et nyt tema, der passer til årstiden, nemlig "Høstbryg" - slet og ret.

Jeg ved ikke, om det er en ny ide, bryghusene har fået, men jeg mindes ikke, at jeg før har set Høstbryg i butikkerne i samme omfang som jeg ser i øjeblikket. Der er i hvert fald rigeligt at vælge imellem, og nyheder skal da afprøves, som altid med risiko for, at det hele viser sig at være et flop.

Risikoen for totalt flop er dog noget mindre end ved sidste tema om Carlsbergs nye øl. Alene øllenes ingredienser lover en helt igennem mere interessant oplevelse. Fælles for høstbryggene synes nemlig at være, at de alle er brygget med malt fra flere forskellige typer korn, velsagtens for at fejre høstens komme. At blande forskellige typer kornmalt er en måde at variere øl på, der er lige så gammel som brygningen selv, og ikke sjældent med gode resultater.

Den første øl i temaet er Høstbryg fra Randers Bryghus, forøvrigt købt i min lokale Fakta, der åbenbart har udviddet udvalget af specialøl betragteligt her på det sidste. Det vil jeg komme tilbage til i kommende indlæg. Overfladisk betragtet - og her tænker jeg helt bogstaveligt på, hvad der kan læses på overfladen af etiketten - er denne øl den kedeligste høstbryg, jeg indtil videre har set. Den er nemlig kun lavet på to typer korn - rug og hvede, mens de andre, jeg har på lager, alle har hele fire typer korn. Jeg starter altså med det lettilgængelige øl, og arbejder mig frem gennem de mere sofistikerede, og formentlig starter jeg dermed med det kedeligste.

Udseendet er imidlertid ikke kedeligt. Den ville have været ravfarvet, hvis ikke den samtidig var grumset og dermed uigennemskinnelig - det er jo forøvrigt alt sammen godt. Skummet er højt, tæt og gyldent, og kroner majestætisk over det dyborange bryg. Man skal huske at ryste flasken, før man hælder det allersidste øl op, så man får alt det gode i bundfaldet med. Duften er sødligt frugtagtig med en anelse gær.

Den smager sødt frugtagtig og er ganske fyldig. Det er en sødme, der bedst kan sammenlignes med den man finder i ferskner og nektariner. Brygget har en vis friskhed, men heldigvis ikke af den slags, man finder i vandige pilsnerøl - det sørger fylden for at forhindre. Som brygget bevæger sig hen over tungen, er der en tiltagende humlesmag, der munder ud i en ganske blid og ganske behagelig nøddebitter eftersmag. Det er næsten mandelblødt, og bitterheden er på ingen måde bidsk.

Det er både godt og simpelt, uden at man får fornemmelsen af, at bryggeriet bare har valgt det sikre fremfor det interessante. Det er samtidig en god øl til dem, der ikke bryder sig om bitre øl, men bedre kan lide de søde. Alligevel er der stadig langt til de mystiske eksperimenter, såsom Velvet Ale fra Carlsberg, eller Stuykman Wit fra Nørrebro Bryghus, så man stadig har et bryg i hånden, som man ikke er i tvivl om, rent faktisk er øl.

Black Princess, Cervejaria Teresópolis

2011-08-31T14:42:00.003+02:00

- Eksotisk skuffelse

Min kære vivs klassekammerat fra gymnasietiden, der nu bor i Brasilien, var forleden i Danmark, og havde været så sød at tage en brasiliansk øl med hjem, for at jeg kunne teste den her i min blog. Det er jeg naturligvis både glad for og beæret over. Jeg synes, det siger lidt om min blog, at folk vil bruge deres kostbare baggageplads og vægt på et fly, der flyver kloden halvvejs rundt, bare for at få et par ord med på vejen fra undertegnede. Det varmer at vide, at folk finder mine ord værdifulde nok, og det gør mig også en kende stolt.

Det er ikke hver dag, man får mulighed for at vurdere en brasiliansk øl, så det var med hjertet oppe under drøblen, at jeg knappede op - først i skrivende stund opdagede jeg, at den havde twist-off-kapsel. Da jeg ikke forventer at komme til at drikke denne øl igen - måske nogensinde - kan jeg desværre ikke være læserne behjælpelige med en vurdering af, om kapslen er let at vride af eller ej.

Brygget selv er meget mørkt, og ja - vel praktisk taget sort, således som navnet også antyder. Skummet kommer godt efter, og på stående fod kan jeg kun huske 666 Black Danmation som lige så mørk og med samme mørkebrune skum. Duften lader til gengæld en del tilbage at ønske i forhold til 666 - og det ville også være urimeligt at sammenligne andet end det allerbedste øl med hint hollandske mesterværk - det er mestendels en sød duft med toner af ristet malt og karamel - det sidste er forøvrigt tilsat, så det undrer ikke.

Ligesom duften halter efter udseendet, så halter smagen også efter duften. Det første man mærker er en halvtynd fornemmelse af vand. Det er, den nærmest sorte farve til trods, ret så tynd, og den tilsatte karamel E150c bruges som bekendt mest som farvestof. Så at der er stor diskrepans mellem smagens kvaliteter og farvens lader sig nemt forstå. Farven er reelt snyd, og det kan i den grad smages - eller rettere, ikke smages.

Der er nogle små spredte spor af brændt malt, og en antydning af karamel, men det er alt sammen meget svagt og fuldstændig uden de kvaliteter, en mørk øl med münchner-malt burde have. Der er næsten ingen sødme, praktisk taget ingen bitterhed og den er lige så fyldig som en McDonalds-bolle uden noget imellem (ikke at det ville gøre den store forskel med noget imellem, forstås).

Red Ale, Ørbæk

2011-08-29T11:35:00.004+02:00

- En lidt slatten omgang.

Vi er i denne omgang kommet til den sidste økologiske Ørbæk-øl med rød etiket, nemlig Red Ale. Jeg er undertiden blevet beskyldt for, at min blog ikke kun handler om øl, men at jeg også i tide - og især utide - bruger bloggen til at sprede politiske budskaber af komprommiterende karakter. Jeg vil gerne understrege og forebygge eventuelle misforståelser og beskyldninger her ved at understrege, at mit valg at anmelde Ørbæk-øl - der som bekendt er økologiske - med RØD etiket intet - ABSOLUT INTET - har at gøre med det forestående valg, endsige da, hvem jeg har tænkt mig at støtte og stemme på.

Nej, så lavt synker jeg bestemt ikke. Og så skal man forøvrigt huske på, at Ørbæks Dobbeltbock blev anmeldt længe før valget blev udskrevet, og at ville antyde, at jeg nu udnytter den politiske situation til at sprede min politiske synspunkter ved at fortsætte med at anmelde øl med lignende etiketter er en uhyrlig påstand, der ikke har det fjerneste hold i virkeligheden. Så fik vi slået det fast!

Red Ale er den sidste Ørbæk-øl i denne omgang, der anmeldes. Indtil nu har øllene været aldeles godkendte, uden at de dog har været ekstraordinære på nogen måde. Til at begynde med viser denne øl da heller ikke meget mere, end hvad man kunne forvente - en dyborange til rød farve med tæt, men ikke højt, off-white til gyldent skum. Den dufter ikke af meget. Faktisk er der kun en letsur, vandig bouquet at spore, der snarere er kedelig end egentlig modbydelig.

Smagen er mestendels sød, med en letgæret syrlig bismag. Det, at den snarere smager gæret end egentligt sur gør, at den i første omgang ikke er direkte ubehagelig at drikke. Der er dog på nuværende tidspunkt ingen tvivl om, at der er tale om den klart svageste af de rødetiketterede øl fra Ørbæk. Den er syrligt sød på samme måde som umodne blommer eller anden frugt er det, og det er denne smag, der sætter sig som en klæbrig fornemmelse bagest i munden og mere giver en gæret end en bitter eftersmag. Smagsindtrykkene er mere forvirrende end harmoniske, og det rodede indtryk forhindrer også øllet i at være rigtigt forfriskende - sådan som tyndt øl fx gerne kan være det.

Den formår måske nok at behage pletvist med den sødme, der trods alt er, og syrligheden er ikke stærk nok til at ødelægge dette ikke ubehagelige indtryk. Men endnu engang er det ikke en eksplicit fordel for en øl, at den ikke smager grimt. Den skal smage godt for at vinde påskønnelse fra min side. Den bliver aldrig nogen stor nydelse. Den er for flad og slatten i smagen, den mangler fylde og karakter, selvom den på den anden side heller ikke er umuligt tynd. Den smager såmænd nok anderledes end det jævne pilsnersprøjt som de fleste drikker - men den smager ikke bedre.

Dark Horse, Ørbæk

2011-08-27T15:04:00.005+02:00

- Mørk og god.

Jeg bevæger mig langsomt videre gennem Kvicklys tilbud på Ørbæk-øl med røde etiketter, og har fundet en øl ved navn Dark Horse.

Dark Horse lever vel op til sit navn, måske lige bortset fra, at der rent faktisk er tale om en øl, og ikke om en hest. Der er tale om en mørk tysk øltype ved navn Schwarzbier, som igen er beslægtet med de mørke tjekkiske, undergærede øl, og dermed svarer til de mørke lager-øl som f.eks. Rød Tuborg. Den er tilmed - som alle Ørbæks øl - økologisk.

Og mørk er den som antydet - dyb rødbrun, hvis man lyser igennem den, og ellers sort. Skummet er meget tæt, og ganske flot, letgyldent og måske alligevel lysere, end man kunne forvente med den lød. Det er en meget fast skumkrone, der næsten kan modelleres til figurer, om man skulle få lyst dertil. Duften er maltagtigt sød med visse syrlige, omend ikke eddikeagtige, toner.

Smagen er både kraftig og fyldig, primært sød med fersken- og nektarinaroma garneret med kraftige malttoner. En blid nøddebitter bismag ledsager den primære smag på vej hen over tungen, og dominerer en ikke ueffen, men alligevel ikke helt tydelig nok eftersmag. Den er også en kende syrlig i smagen, på samme måde som let overmodne blommer kan være det, men ikke på en måde der skæmmer. Tværtimod er syrligheden med til at give brygget karakter, så det endelige smagsindtryk ikke bliver for standardiseret, for det er trods alt gammelkendte smagsindtryk øllet spiller på.

Double Bock Beer, Ørbæk

2011-08-19T15:22:00.006+02:00

- Lækker nøddeagtig bock.

For efterhånden et godt stykke tid siden fandt jeg en runde Ørbæk-øl på tilbud i min lokale Kvickly. De stod nederst på hylden med økologiske kvalitetsvarer i stedet for den sædvanlige plads bland specialøl, og undertegnede hoppede selvfølgelig på dette billige og dumsmarte marketingstunt med benene samlet.

Men Ørbæk-øl er sjældent ringe, så jeg havde en formodning om, at det næppe var noget dårligt køb, og indtil videre har jeg haft ret.

Ikke alene har Double Bock Beer en fin orange farve og en sød maltduft med stænk af bitter humle, der ledsages af tæt gyldent skum og en god smag. Ingen af delene ødelægges af, at der skulle ryge et stykke kylling ned i glasset. At putte mad ned i glas er på det seneste blevet lille Thorolfs yndlingsbeskæftigelse ved middagsbordet, og mit ølglas skulle heller ikke gå ram forbi.

Kyllingen kom til at smage lidt mærkeligt af at være dyppet i øllet (omend ølmarineret mad for det meste er en fest). Øllet i sig selv til gengæld lod ikke meget tilbage at beklage sig over. Det afgiver en ganske intens smag af sød malt og nøddeagtig bitterhed, der blander sig i et næsten perfekt forhold. Den ledsages af en vis sprittethed, hvilket ikke er mærkeligt med en alkoholprocent på 7,8, men det ødelægger ikke helhedsindtrykket - snarere giver det brygget lidt ekstra fylde. Det nøddeagtige - valnøddeagtige - bliver mere intenst som brygget får temperatur. Det eneste, man kan beklage sig over, at den nøddeagtige smag lidt for hurtigt klinger af i eftersmagen.

Velbekomme!

Änglamark Classic, Krönleins Bryggeri.

2011-08-15T17:18:00.007+02:00

- God økologisk standard

Änglamark er, som mange nok vil vide, et økologisk mærke indført fra Sverige, der forhandles i COOP's butikker. Mærket bestræber sig på at forene rimelige priser med økologisk kvalitet, og det er min ydmyge vurdering, at det faktisk har givet flere mennesker mulighed og råd til at handle økologisk i hverdagen.

Iblandt de mange Änglamark-varer er der også to øl, en pilsner, der allerede er anmeldt, samt en classic. Så må man sige, at man har de mest forhandlede øltyper herhjemme repræsenteret. Som man måske kan se, er emballagen egentlig ganske uprætentiøs, og det er også et af det hastigt voksende brands kendemærker - ikke så mange dikkedarer, bare økologi til en pris, der er til at betale.

Man kunne så frygte, at kvaliteten halter bagefter, når ellers de økologiske krav er overholdt. Det er heldigvis ikke tilfældet, hvilket allerede kan ses på bryggets farve. Det er flot orange med letgyldent, brusende - og alligevel relativt holdbart skum. Bouqueten er frugtsød med et hint af bitter humle. Duften er ikke voldsom, men bestemt mærkbar og markant.

Brygget smager fyldigt maltbittert. Faktisk er det overraskende, hvor tydeligt man smager malten, og man kommer næsten til at tænke på Lektor Blommes lille æske med bolsjer, der jo også endte med at blive hans endeligt. Men her er der ikke dryppet malurt - eller stryknin for den sags skyld - i bægret. Det er den gode søde maltsmag så er det en fryd, og den ledsages af en letfrugtig sødme. Der er ingen humle ved dette bryg, andet end den, der bittert og behageligt kilder smagsløgene ved mandlerne rigtig længe, efter at brygget er skyllet ned.

Det er en ganske habil standardøl, og så gør det jo ikke noget, at den samtidig er økologisk. Den kan erhverves formedelst 7 kr. i COOPs butikker, og det er konkurrencedygtigt med Carlsbergs og Royal Unibrews hovedbrands, og oven i købet kan man få hele to for den pris, Carlsbergs nye tynde øl koster.

Det er faktisk slet ikke så ringe endda.

Kong Harald Classic, Jelling Bryggeri

2011-08-08T07:45:00.004+02:00

Lettere til biddet.

Dagens øl er den anden, Annemarie og Jacob havde med, da de var på sommerferie i Århus' ghetto, og hvor de agerede gæsteanmeldere. Gæsteanmelder havde jeg også på, da jeg anmeldte den ene øl, de havde med, nemlig en Stout fra samme bryggeri, men nu er det atter tid til et sololøb.

Classic-typen er en variant af pilsneren, hvor man bruger lidt mørkere og sødere malttyper - gerne af wienertypen. Det giver undertiden en lidt fyldigere og sødere smag, men ind imellem uden at øllet bliver bedre end bryggeriets ækvivalente pilsner. Jeg har ikke prøvet nærværende bryggeris pilsner, så en sammenligning dermed kan der ikke blive tale om. Blot ved jeg, at der på forhånd kan være tale om en øl, der ikke udmærker sig mere, end de alt for mange alt for jævne pilsnere, der findes på det danske ølmarked.

Heldigvis er det da heller ikke skummet, der sædvanligvis afslører en øls kvalitet, for så ville det ikke love godt. Det ellers gyldne skum er nemlig meget svagt, og næsten ikke til at få til at rejse sig, selv om man hælder den op fra stor højde uden at holde glasset på skrå. Duften er til gengæld behageligt sød, en blanding af sød humle og frugt. Farven på brygget er flot dyborange.

Smagen er en veloplagt blanding af sødt og bittert og tilmed frisk. Det aromatiske billede er ikke ulig det, man kender fra India Pale Ale, omend ikke lige så fyldigt og kraftigt. Men et godt stykke over vanlig classic-standard er den så ganske sikkert. Til forskel fra stouten fra samme bryghus går denne øl lige til biddet og viser med det samme hvad den kan. Resultatet er, at den trods alt ikke kan mere end stouten - til gengæld behøver man heller ikke at give Classic lige så meget tid og koncentration.

Willemoes 200 år, Vestfyen

2011-08-04T13:18:00.005+02:00

- Det søde øl.

Dagens øl er en hyldest til den danske søhelt, Peter Willemoes, efter hvem hele Willemoes-rækken af specialøl fra Vestfyen angiveligt er opkaldt. Mon ikke fordi den gode Peter selv var fra Assens?

Den blev drukket en aften, hvor jeg havde lyst til øl til maden, så der er ikke nogen røverhistorier om, hvordan jeg stødte på den. Det skulle da lige være, at den blev anskaffet i den lokale Fakta som del af et slagtilbud.

Det er en mørk, rødlig øl med næsten mørkegult skum. Duften er sød og frugtagtig som af overmodne blommer. Det er forøvrigt rigtig godt, selv om duften, når man møder den i ikke-ølrelaterede sammenhænge kan være nok så ubehagelig. Det er den type duft, der kan gøre årstidens hvepse ganske balstyriske, så måske skal insektallergikere være forsigtige med, hvor de drikker den.

Smagen er kraftig sød, domineret af karamel og malt, som man kender det fra maltbolsjer, en næsten slikagtig fornemmelse mærkes på tunge og i gane. Samtidig giver brygget den indre varme, på trods af at alkoholstyrken ikke er vanvittigt høj - 6,5%. Dette er de dominerende smagsindtryk - andre er blomster- og blommesødme - der er rigtig mange, og det er svært at få sat navn på dem alle, men de snubler ikke over hinanden i forsøget på at komme frem. I stedet blander de sig nydeligt i en sød baggrund af blommer og i forgrunden karamel og malt med bitter humle som velafstemt bismag.

Det er en velkomponeret øl, der dog ikke repræsenterer noget unikt. Det er en god øl, der ikke desto mindre trækker på velkendte træk - undertiden endda velkendte klichéer, så nogen nyskabelse er den ikke. Den forbliver dog en lækker, fyldig og intens nydeøl.

Fynsk Forår, Ørbæk

2011-08-01T08:40:00.004+02:00

- Syrlig sommerklassiker

Flere gange, mens jeg har haft min blog, er jeg blevet anbefalet denne øl. "Ih, du må prøve Fynsk Forår! Ih, du må prøve Fynsk Forår ... Og den er med hyldeblomst ..." Jeg holder meget af hyldeblomst, men jeg har alle dage haft en skepsis mod andet en malt, humle, vand og gær i øl. - En skepsis, der ganske vist er blevet mindre intens med tiden (ikke mindst i denne blogs levetid), men en vis skepsis består ikke desto mindre. Jeg har da også nippet til den ind imellem, når venner og bekendte bestilte en, og været så høflig ikke at sige min ærlige mening med det samme, nemlig at jeg mest af alt har syntes, at den smagte væsentlig mere surt end godt.

Så det var ikke med de mest positive fordomme, at jeg tog denne øl ud af køleskabet for at lade den temperere. Ja, for jeg foretrækker at lade øl temperere, selvom alle andre - inklusive bryggeriet - måtte mene, at en øl bedst drikkes iskold. Det kan godt være, at denne øl markedsføres og opfattes som en frisk sommerøl til solskinnet, men solskin har der som bekendt ikke været meget af i år, og min erfaring siger mig, at øl kun sjældent taber noget ved at være et par grader over køleskabstemperatur.

Det er en meget lys øl, der hældes i glasset. Faktisk er den nærmest citrongul med ikke helt tæt nok hvidt skum. Brygget er smågrumset, har ud over en sød og kraftig hyldeblomstduft også en bilugt af gær, der dog ikke er stærk nok til at varsle fiasko på nuværende tidspunkt.

Til gengæld var jeg glad for, at jeg havde tempereret den, for ved de knap 10 grader, den var nået op på trængte den søde hyldeblomstsmag virkelig igennem. Jeg kunne slet ikke genfinde det næsten citronsure, jeg ellers huskede denne øl for. Det er min klare opfordring til sommerølsnyderne: Nyd denne øl tempereret. Den vinder virkelig ved det. Den bliver sød, blid og perlende frisk, og et udmærket alternativ til FUN med hyldeblomstsmag blandet med Liebfraumilch.

Grunden til, at den trods alt ikke når højere i min agtelse end dette er, at den stadig er for tyndbenet, sødmen er ikke kraftig nok til at kompensere for andre smagsindtryk, og den har en bismag af gær, hvilket nok er hovedårsagen til, at den smager surt, hvis den drikkes koldt. Det er ikke katastrofalt, men det skæmmer stadig.

Fynsk Forår er ikke en øl, jeg vil anbefale som sommerøl. Hvis man vil have en øl uden bitterhed, der samtidig er frisk, kunne man gå ombord i Jacobsens Velvet Ale. Den kommer mere til sin ret som sommerøl end nærværende øl, og det siger faktisk ikke så lidt om, hvad Fynsk Forår - økologi, hyldeblomst, spelt og andre gode intentioner til trods - fortsat mangler.

Brown Ale, Ørbæk

2011-07-28T14:13:00.005+02:00

- Så hellere en brownie.

Hele familien var taget til hovedstaden på ferie i sidste uge. Der blev set seværdigheder og truffet gamle, og knap så gamle venner i Danmarks smukke hovedstad, der ganske vist til tider næsten lignede Venedig mere end København.

Således fandt vi os selv torsdag formiddag på en café i indre by med en god ven og kontakt i tegneseriemiljøet, og efter at have nydt en overdådig brunch, blev Aslak, min papsøn, sendt op til bare for at købe os tre brownies.

Kort efter kom tjeneren kækt anstigende med tre brown ales ...

Og så gik tjeneren tilbage med de to af dem, for jeg kunne jo lige så godt prøve en af dem, nu var de var blevet åbnet. Vores brownies kom da også lidt senere. Ørbæk plejer at imponere jævnt med deres økologisk øl, og derfor var min glæde da også stor ved, at det lige netop var derfra beværtningen havde sine øl.

Udseendet gav nu ikke de store forventninger. Det er en relativt mørk øl, men er nok alligevel en af de lyseste brown ales, jeg har set. Den bruser mere end den skummer, og ligner i det hele taget tynd Coca-Cola lidt for meget. Duften er ganske sød, hvilket ikke får den til at virke mindre som en sodavand, men man kunne jo være heldig, om det så i det mindste var en sød øl.

Det er det desværre ikke. Brygget er overordnet set temmelig tyndbenet, og der er praktisk taget intet til den søde tand. Der er en godkendt bitterhed ved mandlerne, og en egentlig ganske habil eftersmag, hvor karamelsødme blander sig med en bitterhed præget af nelliker og gran. Men selvom eftersmagen redder meget, forbliver den for vandet og for uinteressant til, at den kan kaldes over middel.

Jeg undskylder på forhånd overfor bryggeriet, fra hvem jeg bruger dagens illustration, at jeg har brugt denne uden at spørge om lov først. Nogen gange er hyggeligt socialt samvær med familie og gode venner dog vigtigere end ølbilleder, og det er kun godt, når hyggen når højder, der får én til at glemme den slags.

Jelling Stout, Jelling Bryggeri

2011-07-19T09:56:00.003+02:00

- Reddet på stregen.

Det er i al hast og i lettere panik, dagens øl anmeldes. Problemet er, at jeg åbenbart har forlagt mine notater, og der er andre presserende planer for dagen, så det er om at få det overstået i en ruf.

Gæsteanmelderen denne gang er Jakob, der var så rar at se Tour de France sammen med mig i lørdags. Det var udset til at være den helt store kongeetape i Pyrenæerne, men det endte, som nogen vil vide, som en fis i en hornlygte. Men hyggeligt var det bag stuebordet, med kaffe, kage, og selvfølgelig en enkelt øl - en stout fra Jelling Bryggeri, som de forrige gæsteanmeldere havde haft med i værtsgave.

Der er ikke noget system i, hvornår jeg har gæsteanmeldere i min blog. Det sker når lejligheden byder sig, og jeg håber, det vil ske oftere i fremtiden, for det er om ikke andet ganske hyggeligt, når det kan lade sig gøre.

Af en stout at være, er Jelling Stout desværre ikke helt tyk nok. Det kan man allerede se, når øllet skænkes. Skummet er ligesom ikke helt tæt nok, og det er lidt for lyst. Brygget er såmænd sort nok, men viskusiteten er for vandet. Stout skal helst flyde lidt tykkere end normalt øl.

Den dufter sødt, Jakob mente af hyldeblomst, jeg selv syntes mest af roser - men en habil blomstersødme var under alle omstændigheder at spore.

Den lidt skuffende indledning gik, om man så må sige, igen i smagen. Det kan godt være, at der er rigeligt til gummerne og området omkring mandlerne, hvor en hvas bitterhed af træ klæber sig til tungen. Oven på smagsmusklen, derimod, er festen desværre lukket og slukket. Der er ikke rigtig noget til de midterste smagsløg, andet end en noget vandet fornemmelse - ja, næsten frisk og det er aldrig en ros, når det gælder stout - og blomstersødmen fra duften kan kun lige akkurat spores allerforrest.

Det lykkedes os dog, at presse lidt ekstra smag ud af den ved at lade den hvile på tungen og så trække noget luft ind. Det gav nogle jævne - men behagelige toner af lakrids, og således blev brygget reddet fra at ende som ligegyldigt.

Det er en stout, der ikke helt er tykt og bittert nok, men alligevel akkurat formår at imponere med et varierende smagsspektrum, såfremt man ellers giver den den fornødne tid. Den var også ganske udmærket til min vivs chokoladekage, der dog altid vil kunne stå alene. Det er jeg ikke så sikker på, at Stout fra Jelling Bryggeri vil kunne.

Både jeg og Jakob gav den fire stjerner.

Det er ikke godt nok, Carlsberg! (Det nye Carlsberg. Finale)

2011-07-16T09:03:00.005+02:00

I forbindelse med relanceringen af sig selv som brand har Carlsberg sendt 7 stort set ligegyldige øl på markedet. (Medregnet er ikke engang Eve- eller Beo-serien, som jeg for at skåne mig selv, har valgt at gå uden om.) Det drejer sig om

- Copenhagen

- Export

- Plzner

- Bock

- Gylden

- Velvet Ale

- Rose Wit

Bortset fra Bock - som vitterlig er en fremragende øl, men som efter alt at dømme på det foreløbige afstemningsresultat vil ryge ud af sortimentet igen - spænder øllene i kvalitet fra tæt på udrikkelig (Rose Wit) til middelmådig (Velvet Ale).

Det var fuldkommen forventeligt at Carlsbergs såkaldte fornyelse, eller relancering, dårligt nok bragte noget som helst interessant med sig. Til gengæld er relanceringen er klart eksempel på, hvordan de store aktører på ølmarkedet panisk fægter rundt og prøver alt muligt mærkeligt for at få folk til at drikke mere øl.

Den løsning, bryggerierne igen og igen tyr til, er at brygge øl, der på den ene eller den anden måde slet ikke smager af øl. De to Jacobsen-øl er nok det klareste eksempel på dette, men der er også en anden mulighed, og det er at brygge øl, der slet ikke smager af noget som helst. Her er Copenhagen skrækeksemplet fra Carlsbergs nye sortiment.

Jeg forstår imidlertid ikke logikken i denne strategi. Hvis forbrugerne vil have noget, der ikke smager af øl, hvorfor prøver man så i det hele taget at brygge øl - og hvorfor ville folk overhovedet købe noget, der ikke smager af noget - bortset fra kildevand måske?

Er det for at nå de unge mennesker, der jagter den hurtige brandert? Eller er det, som de faktisk selv påstår i deres markedsføring - for at øge omsætningen fra kvinderne? Det kan godt være, at Carlsberg har lavet grundige undersøgelser, der viser, hvad de unge og dem med to X-kromosomer helst vil drikke. For mit eget vedkommende kan jeg blot konstatere, at jeg kender masser af både unge og kvinder, samt folk der er begge dele, der gerne drikker øl - også godt øl.

Desuden kender jeg en masse fra samme befolkningsgruppe, der tyller Carlsbergs pseudocider i sig, som var det slik. Jeg har en stærk mistanke om, at Carlsberg i virkeligheden har været for blinde for netop dette, så bryggeriet nu bruger uanede marketings- og brygressourcer på at få de forbrugere, der skiftede fra gyngerne til karrusellen tilbage på gyngerne. - Selvom det i sidste ende ikke vil gøre nogen forskel på omsætningen netop fordi Carlsberg i alle årene har tjent ind på karrusellen, hvad de tabte på gyngerne.

Man skal åbenbart være et mastodontisk bryggerikonglomerat for at overse dette. Men det giver mening for så vidt, at Carlsberg mere og mere ligner en kolos på lerfødder, der er fuldkommen rådvild omkring hvilken vej, brygningen skal gå i fremtiden.

Det nye Carlsberg og de nye øl det indebærer er i hvert fald ikke noget, jeg på nogen måde finder vedkommende. Det er en samling ligegyldige produkter, der indenfor deres respektive genrer alle kan fås bedre fra andre bryggerier - med Bock som den eneste undtagelse, og det er begrædeligt, at den formentlig ikke vinder afstemningen, men bliver slået af den ligegyldige Gylden i stedet.

Drik noget andet øl end de nye fra Carlsberg. Der er måske endda et par af Carlsbergs gamle øl - fx den ikke helt uefne Hof, der er langt bedre end det sprøjt, det relancerede Carlsberg nu har sendt på markedet.

Dobbeltsmagning: Jacobsen Velvet Ale + Rose Wit, Carlsberg m. gæsteanmeldere (Det nye Carlsberg VI)

2011-07-14T10:14:00.006+02:00

- We are not amused - or impressed.

I går havde vi besøg i hippiehyblen af et par af rigtig gode venner fra den tid, hvor jeg som anarkistisk hippie-metallist tonsede rundt og legede punker på indre Nørrebro. Anledningen var alle tiders til at smage på nogle gode øl - der var jo nogle Thy-øl tilovers efter Thorolfs fødselsdag - samt de sidste to øl, som Carlsberg for nylig har udsendt som led i deres relancering.

Der er tale om to øl fra Carlsbergs eksklusive - og i mine øjne alt for dyre - Jacobsen-serie. Særligt dyre er de jo egentlig ikke, når man ser, hvor meget øl, man får for de 35-40 kr. de koster stykket, for hver flaske indeholder 75 cl. Til gengæld er det en mængde jeg i hvert fald ikke gider drikke på en gang, og det bliver man jo nødt til, når der ikke er skruelåg på.

Men det kan passe nogenlunde, når man deler den - og når man så kan erhverve to styk for under tres kroner inklusive pant på slagtilbud i Føtex, så begynder det jo efterhånden at se acceptabelt ud. Såvidt priser og mængde - det store spørgsmål er så, om også kvalitet og smag er acceptabelt.

Det var i hvert fald et par engagerede gæsteanmeldere, der som tidligere fast inventar i det Københavnske punk-miljø begge har en holdning til øl på omtrent samme baggrund som jeg: Uden at være eksperter udi malt- og humletyper eller brygteknik, er øl noget Annemarie, Jacob og jeg holder meget af, og vi ved hvad vi kan lide og ikke kan lide, og vi er i stand til at give udtryk for det på en underholdende måde - det er mere end rigeligt til at kunne anmelde øl.

Jacobsen Velvet Ale:

"Det er en amerikaner! Eller sådan en mexicansk sommerøl, Corona eller noget i den retning," kommenterede Jacob på den meget lyse væske, der let- for ikke at sige småfesent-skummende var blevet hældt op i hans glas.

"Den er i hvert fald meget lys, den kunne godt ligne sådan noget ... Sol for eksempel," tilføjede Annemarie.

"Og meget hvidt skum, der falder hurtigt," mumlede jeg.

Der var ikke den store uenighed endnu. Udseendet pegede dog ikke i retning af nogen særlig oplevelse.

Herefter blev der snust til varen.

Annemarie udbrød: "Vinøs", mens Jacob var noget mere forbeholden, "Den er uden duft. Selvom jeg stikker snuden helt ned i skummet, så mærker jeg ikke noget som helst. Og så mærker jeg det højst meget svagt." Selv havde jeg ikke meget at tilføje, duften var vitterlig ret svag, men jeg kunne godt ane de vinøse træk, Annemarie kunne spore.

Da produktet skulle smages, var Jacobs dom klar; "Den smager som Somersby uden smag. Det forekommer mig at være en fejlproduktion af Somersby, hvor man har glemt at give den smag, og så har man hældt den på de her flasker i stedet."

"Den har jo overhovedet ingen eftersmag" bemærkede Annemarie som det første, men var ellers knapt så afvisende. "Jeg kunne nu godt se mig selv drikke den. Fx ville den være god på en rigtig varm sommerdag i parken, efter man er cyklet hjem fra arbejde. Den vil fungere rigtig godt som en læskende sommerpilsner.

"Ja, den er læskende, det er den," indrømmede Jacob.

"Jeg kan godt mærke det hvidvinsagtige i smagen," sagde jeg, "men det er ikke nogen god hvidvin,"

"Nej hvidvin er mere tør," sagde Jacob.

"Der er jo også forskel på hvidvin, og det her ligner klart en sød hvidvin," fortsatte jeg.

"Ja, sød," svarede Jacob, "det minder om det der billige tyske paphvidvin, hvad hedder det?"

"Liebfraumilch?"

"Ja! Liebfraumilch," udbrød Annemarie og Jacob i munden på hinanden, og Jacob fortsatte: "Det drak jeg så meget af, dengang, og det var bare billigt." Vi andre nikkede indrømmende. Alle punkere har haft deres Liebfraumilch-perioder.

"Jeg kunne godt forestille mig den som aperitif," indvendte Annemarie, og det endda uden, at hun havde læst etiketten, hvor netop denne brug foreslås.

"Ja, måske", svarede Jacob, "men jeg ville aldrig gide drikke en hel spand af dem, selv hvis det var meget varmt. Det virker den også for flad til."

"Der er ikke meget brus i," sagde jeg, "men det generer ikke mig - det er der meget øl, der ikke har."

"Ej, men det skal de helst have, hvis de skal være forfriskende," indvendte Jacob.

Selv måtte jeg indrømme, at den faktisk smagte bedre end jeg havde forventet. "Men fungerer den som øl, når den nu smager så meget af sød hvidvin?" spurgte jeg mere eller mindre retorisk.

"Jeg ville til enhver tid hellere købe en Briscati til kr. 24," svarede Annemarie.

"Jeg vil heller have 6 Corona. De smager bedre - og mere af øl," sagde Jacob.

Vi var dog alle enige om, at den egentlig klædte den dessert, en æble-crumble-cake, som min kære viv havde komponeret af de fineste økologiske råvarer ganske udmærket. På forhånd havde jeg fortalt, at det åbenbart er en øl, der er målrettet kvinder, hvilket også Carlsbergs markedsføring antyder. Det hævdes på etiketten, at den passer til Sushi, dampet fisk og friske grøntsager. "Det er jo også sådan noget kvindeæde" bemærkede Annemarie med lige dele hån og sarkasme, og samtlige forsamlede - min viv, der ikke drikker øl inklusive - var i hvert fald enige om, at Carlsbergs lancering af denne "kvindeøl" hviler på nogle meget stereotype forestillinger, som hverken de tilstedeværende kvinder eller mænd kunne nikke genkendende til.

Karaktergivning:

Annemarie: Den smager egentlig udmærket, men den er ikke supergod. 3 stjerner.

Jacob: Fordi den minder mig om mexicanske øl, skal den have ... 3 sombrerohatte, og så trækker jeg ½ fra, fordi den er flad og skulle være målrettet kvinder. (Redaktionen har ikke kunnet fremskaffe et ordentligt sombrero-ikon, så her kommer karakteren i form af stjerner i stedet - red.)

Kaj: Som øl er den nærmest mislykket, men den smager faktisk ikke dårligt. Den smager faktisk godt, uden ellers at være fantastisk på nogen måde. 3 stjerner.

Jacobsen Rose Wit:

Annemarie og Jacob vidste godt, at Linda og jeg laver vores egen tegneserie for tiden, men de var ikke up-to-date med den. Vi fik lidt kvalitetstid til at gå med at vise den frem, og så var det ellers tid til mere dessert, og den anden Jacobsen-øl, Rose Wit. Den havde i mellemtiden fået lidt temperatur, hvilket jo i udgangspunktet er godt. Imidlertid fremgik det af etiketten, at den skulle nydes isafkølet, så vi fik den ikke drukket efter bryggeriets anbefalinger.

Min erfaring er imidlertid, at man altid smager en øl bedre, når den har fået temperatur. Dette skal forstås således, at smagsnuancerne træder bedre frem, når øllet ikke er helt koldt. Det gør derfor potentielt større skade for mulighederne for at smage øl ordentligt, hvis det køles for meget ned, og undertiden kan dette få øl til at smage decideret grimt. Jeg har ofte drukket øl meget langsomt, og jeg mindes endnu ikke en øl, der kom til at smage meget grimmere af at få temperatur - tværtimod husker jeg bl.a. de tynde amerikanske øl som nogen, det blev mig anbefalet at drikke HELT koldt, og hvor det viste sig, at det ikke skæmmede dem at få noget temperatur.

Kort fortalt tror jeg ikke, at øl kommer til at smage værre, hvis de får temperatur. Hvis de ikke smager godt ved 8-9 grader skyldes det, at den dårlige smag skjules af den lave temperatur, så når det anbefales, at en øl skal drikkes kold, skyldes det oftest, at den i virkeligheden ikke smager godt. There I said it!

Og med disse ord videre til anmeldelsen af den - i bryggeriets øjne for varme Rose Wit, som vi til gengæld kunne smage ordentligt.

"Det ligner Rosé-vin. Rosé-vin med skum" bemærkede Jacob som det første.

"For mig er det svært at vænne mig til en ny farve. Det ligner jo slet ikke øl," sagde Annemarie, "den er så'n underligt saftevandsrød, jeg tror iøvrigt det matcher flasken, det kunne være skægt at se, om alle Jacobsen-øl gør."

"Det gælder næppe Extra Pilsner," indvendte jeg "for den flaske er grøn".

"Nej, det kan jeg selvfølgelig godt se."

"Det er ellers et meget flot og tæt, skum I har" sagde jeg, og kiggede på min egen, der, da jeg hældte den op, brusede kraftigt og hurtigt stigende, hvorefter brusen lige så hurtigt kollapsede og mest gav mig indtrykket af tynd, grumset hindbærsodavand. Men på Jacob og Annemaries blev det stående længe - tæt fyldigt og med en snert af bryggets lyserøde farve.

Jeg stak nu næsen ned i mit glas og trak vejret dybt ind. Og så trak jeg det ind igen, og igen - og der meldte sig intet. Her måtte jeg komme med en indrømmelse; "Jeg har jo faktisk snydt lidt," sagde jeg "og duftet til den, lige da jeg hældte den op, og den stadig bruste, og da syntes jeg, den bare lugtede surt."

De andre snuste til deres endnu skumfyldte glas.

"Igen skal jeg have skum i næsten, for at kunne dufte den, og alligevel mærker jeg intet. Måske lige noget svagt surt, ellers ingenting," sagde Jacob.

"Jeg er enig - jeg mærker ingenting, eller noget svagt surt" sagde Annemarie.

"Men den smager af resten af æblekagen," udbrød Jacob efter at have sat glasset for munden.

"Jeg synes mest den smager af sure bær," sagde jeg uforstående overfor, at noget kunne smage os så forskelligt. Men Jacob var ikke sen til at forklare sig.

"Jo jo, den smager af resten af æblekagen. Hvis du prøver at spise noget æblekage, og så smager på øllet, så kan du smage æblekagen bagefter."

Som sagt så gjort, og jeg måtte give ham ret. Havde man smagen af min vivs uovertrufne æblekage i munden, når øllet blev hældt i gabet, så smagte man faktisk æblekagen. For øllet var simpelt hen for svagt i smagen til at overdøve den. Nu er det selvfølgelig også min vivs æblekage, men det er alligevel usædvanligt for en øl, at efterlade sig et så vagt indtryk.

"Men hvis man ikke spiser æblekage først," indvendte jeg, "så smager den af saftevand lavet på sure bær," (rønnebær tænker jeg i skrivende stund, hvor det selvfølgelig er alt for sent at foreslå det under selve smagningen) "hvor man fuldstændig har undladt sukker. Sådan smager den: Af tyndt, surt saftevand uden sukker - og så gær, og det hjælper ikke."

"Den er i hvert fald hurtigt drukket og glemt. Lige til at hælde i halsen," sagde Annemarie

Annemarie: Jeg vil give den to stjerner. Den er virkelig ikke særlig god.

Jacob: Jeg vil give den ... 1 papnæse! (Heller ikke en sådan besidder redaktionen en ikonografisk gengivelse af. Vi må atter nøjes med stjerner.)

Kaj: Jeg vakler lidt mellem en og en halv stjerne. Jeg synes den vitterlig smager grimt, virkelig surt, og i betragtning af, at den er en del af Carlsbergs eksklusive kvalitetsspecialølsserie og jeg skal komme efter dig ... Nej, en halv stjerne!

Mildt sagt var vi ikke imponeret af Carlsbergs nye såkaldte kvinde-øl. De rangerer i kvalitet fra middelmådig til decideret uacceptabel - i mine øjne i hvert fald. Desuden havde vi også lidt svært ved at gennemskue hvilken målgruppe Carlsberg egentlig forsøger at ramme.

"Som jeg ser det," sagde jeg "så prøver Carlsberg at fange nogle af dem, der drikker Somersby - men det producerer de jo også selv, så de bruger enorme ressourcer på at flytte folk, der er gået fra gyngerne til karussellen tilbage på gyngerne, og jeg forstår det simpelt hen ikke."

"Måske er det Champagne- og Asti-segmentet, som de prøver at få fat på" sagde Annemarie, "det er dem, der hverken drikker øl eller Somersby, og det er nok også mest kvinder, hvis man endelig skal lægge den vinkel på det."

"Ja, men det kan jo ikke være mange," indvendte jeg.

"Men der er jo de helt unge," sagde Jacob, "de 15 til 20-årige, de er mange af dem, der slet ikke drikker. Der er faktisk et marked der, der kunne være noget potentiale i."

"Jeg tror, at en stor organisation som Carlsberg har rimeligt tjek på, og har lavet masser af undersøgelser af, hvad folk vil have," supplerede Annemarie.

"Efter at have smagt de her øl, der tvivler jeg mere på netop det end nogensinde før," sagde jeg, "og de der undersøgelser de viser jo ikke en skid - andet end hvad virksomheden vil have dem til at vise."

Således sluttede ølsmagningen - skuffet over øllets kvalitet, men glade for hinandens selskab. Carlsbergs såkaldte kvindeøl slog os med langt mere undren end begejstring, og hvor man måske godt kunne forestille sig, at en Velvet Ale kunne nydes under de rette omstændigheder, så var dette ingenlunde tilfældet med Rose Wit.

Jeg vil gerne sige tak til Annemarie, Jacob og deres lille datter Frida, for at lægge vejen forbi, og heldigvis havde jeg da også nogle gode øl til dem, selvom de også måtte trækkes med Carlsbergs sære konceptsprøjt.

Maternus Premium Pilsener, Martens

2011-07-12T14:53:00.008+02:00

- Ak og Ve ...

Nærværende pilsner er købt i Aldi i Aabybro kort før et besøg hos svigermor. Jeg har ikke nogen undskyldning, anden end at den var der, og derfor skulle den prøves.

Men hvor meget jeg end tidligere har snakket om alarmklokker, der bimler, så tog denne øl måske prisen som den mest skræmmende øl, før den overhovedet er åbnet. Emballagen nærmest skriger discount, og det endda højere end alle de andre discountvarer - og det tør nok svagt antydes, at dem er der ellers rigeligt af i Aldi.

Alligevel er det kun én ting, der gør det - flasken er af plastic. Ikke hård plastic, som man kender det fra Coca-Cola-flaskerne, næh, det er den tynde, bløde plastic, hvor flasken nærmest står på fem eller seks små sokler, der omkranser den lille tap, hvor den flydende plastic er blevet hældt fra. Vi er ude i den billigste af den billigste plasticemballage, og selvom jeg altid har ment, at plåk-flaskerne ikke bare rimede på flop, men også var et, så tager denne emballage helt klart prisen som den absolut mest kiksede, jeg nogensinde har set. Klare glasflasker er som bekendt allerede slemt nok - men plastic er bare værre, uanset om det så måtte være brunt, som ølflasker ellers gerne er. Det eneste, jeg på stående fod kan forestille mig, vil forekomme mere kikset, er en øl i en helt farveløs plasticflaske - men det skal jo nok findes et sted. Emballagen gjorde iøvrigt også sit til, at dette var en øl, jeg simpelthen måtte prøve.

Og mine forventninger skuffedes ikke - det kan godt være, at jeg som ølentusiast blev skuffet, men ikke mine forventninger - de svarede sådan nogenlunde til det, jeg oplevede, da øllet røg ned.

Men øllet gav faktisk også plads til en smule begejstring, navnlig da det blev hældt op. Det skummer nemlig overraskende meget, og skummet er dejligt tæt, ikke uklæbrigt, og så er det nærmest som soft-ice i fylden og formår at lave en nydelig smølfehue øverst over glasset. Til gengæld er det en meget lys øl, og skummet nærmest lyser hvidt. Duften er bitter, som jeg husker den fra mine forældres hjemmebryg - en nostalgisk omend lidt skræmmende oplevelse, for dengang syntes jeg godt nok ikke, at øl smagte særlig godt.

Smagen er først og fremmest svag - det, som nogen vel ville kalde frisk. Smagen domineres af korn i en grad, så den næsten er brødagtig. Men det er ikke Emmerys fremragende Rugbrød, det smager af. Det er snarere hengemte discountboller fra et tysk discountsupermarked - på en måde meget passende, men ikke nogen fornøjelse. Der er en vis tilstedeværelse af humle - bitter humle uden nogen særlig karakter ud over at være bitter - velbehagelig er den fx ikke, og det samme må man sige om en anmassende metallisk bismag.

Det kan godt være, den har det flotteste skum, jeg nogensinde har set på en undergæret øl, men på smagsparametrene er og bliver den en sikker taber. - Et Aldiprodukt som vi kender det på godt og ondt - mest ondt i dette tilfælde, men skyd ikke hele skylden på tyskerne, for øllet er angiveligt brygget i Belgien. At belgierne overhovedet kan lave så dårligt øl, ja, det viser vel at selv på ølbrygningssiden, er belgierne bare ganske almindelige mennesker, ligesom brygmestrene på Carlsberg, Royal Unibrew, og alle de andre steder, hvor der brygges ligegyldigt sprøjt.

Royal Classic, Royal Unibrew

2011-07-12T13:57:00.006+02:00

- Klassisk Classic

Familien var til sølvbryllup i weekenden. Det gjaldt for mit vedkommende svigermors søster, der havde været gift med sin gemal i samfulde 25 år. Min kære viv hævder hårdnakket, at det da nærmest var i går, de blev gift, men selv når hun kigger i kalenderen, fremgår det, at de blev viet i 1986 - før internet, før ground zero, før krig mod terror, før TV2 - på TV altså, før murens fald, før Medina og Burhang ... (Jo mere jeg remser op, jo skønnere forekommer den tid at være ... hmmm).

Vel, nok med sidespringene. Der var tale om et klassisk sølvbryllup med tarteletter, steg og is, akkompagneret af elektrisk orgel med indbygget rytmebox, der sprøjtede hits som Tornfuglene, Red Rover, og Vort Modersmål Er Dejligt ud i et jævnt dansevenligt tempo. Jo - meget traditionelt var det - man fristes måske endda til at sige klassisk.

Og meget apropos - hvis man ikke var til den noget sure hvidvin, der blev serveret til forretten, så var der stillet Royal-øl frem på et bord som alternativ. Der var Pilsner og Classic at vælge imellem - jeg valgte Classic, egentlig ikke så meget fordi, jeg ikke havde prøvet den før og derfor ville prøve noget nyt, som fordi jeg vidste at alternativet var noget nær, om ikke udrikkeligt, så i hvert fald ganske intetsigende.

Man var under alle omstændigheder garanteret den fulde smagsoplevelse, for øllene var ingenlunde kølet ned. De var lige fra kassen - eller rettere bordet, og det skal festarrangørerne selvfølgelig ikke klandres for, men hotellet, hvor arrangementet foregik kunne godt have knebet ballerne lidt mere sammen på det punkt.

Lunken blev den altså hældt i glasset, og der formede sig hurtigt en høj og fyldig skumkrone. Den letgyldne farve gjorde sit til en ualmindeligt vellykket prolog, der i sidste ende dog blev skæmmet af, at øllet praktisk taget var uden bouquet.

Men heldigvis smagte den da af noget. Classic besidder en overraskende god og fyldig karamelsødme, der vel supplerer en noget velkendt - for ikke at sige jævnt kedelig humlebitterhed i baggrunden. Øllets største fordel bliver, at det ikke har nogen særlig ulemper, og fravær af ulemper alene gør altså ingen god øl. Karamelsødme til trods hæver den sig ikke meget over, hvad man ellers finder af classic-produkter her til lands, men til gengæld kan man vel glæde sig jævnt over, at classic-produkterne alt andet lige giver de fleste van(d)lige danske pilsnere baghjul.

Nærværende øl er et klassisk eksempel på en classic - lidt mørkere lød, og lidt flere søde, karamelagtige toner oven i den velkendte pilsnerbitterhed, det er nærmest klassisk til hudløshed, men det er vel, hvad man kan forvente af et overdimensioneret bryggerikonglomerat som Royal Unibrew - de laver ikke øl til connoisseurs, men til dem, for hvem middelmådighed er den højeste nydelse, det er muligt at tilstræbe.

Jeg endte med at fortryde, at jeg ikke bare havde drukket husets rødvin i stedet - den var faktisk god, og det er ellers sjældent, jeg gider drikke vin.

Rise Premium økologisk Valnød, Rise Bryggeri

2011-07-07T17:43:00.002+02:00

- 3-i-én

Rise Bryggeri ligger på Ærø, og markedsfører sig selv som et genopstået bryggeri. Oprindeligt blev det startet i 1884, brygningen stoppede i 1956, men blev så genstartet i 2004. Det er den meget korte version - en længere kan granskes på bryggeriets hjemmeside. Det er et bryggeri, der lægger stor vægt på kvalitet, lige som de mange andre mikrobryggerier gør, og desuden er det bryggeriets plan at udvidde sortimentet af økologiske øl med tiden. Eftersom nærværende øl også er økologisk giver det selvfølgelig sig selv, at den ikke er tilsat sulfit, men det er nu alligevel meget rart at se det skrevet direkte på etiketten.

Rises valnøddeøl har jeg fundet i Netto, hvor jeg sammen med min papsøn krøb i skjul for en mindre stillehavsmonsun. Skybruddet var dog næppe at regne for noget i forhold til det, der forleden ramte hovedstaden, der var endnu en anledning til at glædes over, at man ikke længere bor i en stuelejlighed i København, men på toppen af en bakke i Aarhus' ghetto, hvor den slags vejrfænomener næppe vil ramme så hårdt.

Men nok udenomssnak - forhåbentlig er denne og andre Rise-bryg del af Nettos faste udvalg af specialøl, for denne har bestemt været oplevelsen værd.

Den bruser en del - mere end den skummer, og bruset er off-white til gylden, mens selve brygget antager en mørkorange farve, ikke ulig stærk bock, som bryggeriet da også på bagetiketten hævder, den er. Duften er frisk, og valnøddeekstrakten kan allerede mærkes som en rar sødme, foran tyndt tæppe af mere traditionel bitter humle.

Smagen får spontant én til at udbrydde et "mums!" Man holder en pause for lige at nyde det ordentligt, og så begynder man at spekulere på, hvad det lige var, der skete. Det er nemlig en øl, man ikke bare smager én gang, men flere gange - selv har jeg talt tre:

Den indledes med en ret sød smag, med en snert af hindbær. Denne afløses af en mere bitter nøddeagtig smag midt på tungen, og her smager man især valnødderne. Det er rart at opleve en øl, der smager af det, der rent faktisk er puttet i den - i modsætning til de efterhånden mange honningøl fx, der ikke smager af honning overhovedet. Denne smag munder ud i en rigtig dejlig, nærmest fløjlsblød bitter eftersmag, der i kvalitet klart kan måle sig med Pilsner Urquells eftersmag.

Hele oplevelsen er fyldig og næsten cremet fra start til slut, og den tilsatte valnøddeekstrakt klæder øllet perfekt. Nogen vil hævde, at den slags overhovedet ikke har noget at beskaffe i øl - sådan havde jeg det også engang, det har jeg ikke mere, og det er denne slags øl årsag til.

Thy Pilsner, Thisted Bryghus

2011-07-05T16:42:00.004+02:00

- Ikke så god som lillebror.

Den 1. juli blev Thorolf ét år gammel, og det blev fejret behørigt med kaffe, kage, søde gæster, og selvfølgelig et lille udvalg af gode økologiske øl - nærmere betegnet Thy Økologisk Humle og Thy Økologisk Pilsner - begge fra Thisted Bryghus, og begge tidligere anmeldt her på bloggen. Osuma, der skulle bringe varerne ud til os klokkede imidlertid i det, og i stedet for at levere seks styk Thy Økologisk Pilsner, leverede de 5 øko-thy og en regulær Thy Pilsner.

Det var nu ikke værre, end at jeg så havde en øl mere at anmelde til min blog, så vi valgte ikke at bemærke det overfor leverandøren. Selvom den regulære pilsner vist er en kende billigere, er der trods alt grænser for, hvor smålig man bør være.

Hvad der til gengæld godt kan undre mig er, at dagens øl åbenbart stadig er den øl, Thisted Bryghus henter flest penge hjem på, simpelt hen fordi det er den øl, der sælger bedst. Jeg har aldrig selv prøvet den, i modsætning til den yngre økologiske 'lillebror', som efterhånden er blevet husets bryg herhjemme. Det kunne ellers være så fint, hvis Øko-Thy gik hen og blev bryggeriets primære bryg, og hin økologiske øl er bestemt af en kvalitet, der kan bære at være bryggeriets mest solgte. - Eller er den? Jeg var ved at glemme, at danskerne jo holder mest af øl, der ikke rigtig smager af noget, og med det in mente er det måske ikke så sært, at Øko-Thy ikke er blevet mere populær end storebror. Om storebror så er helt så kedelig og intetsigende som det andet standardbryg derude, vil vise sig i løbet af de næste par afsnit.

Det er en meget lys øl med et boblende, skrøbeligt skum. Duften gør ikke meget væsen af sig - det er en gammelkendt, blanding og korn og humle rørt uengageret sammen.

Smagen domineres af en ikke ueffen, ren og bestemt godkendt, hvas bitterhed, der holder sig længe på tungen, men den er ikke af samme kaliber som i den økologiske udgave, hvor den beske bitterhed rendyrkes. Thy Pilsner (uden øko) bider lidt mere end de fleste tynde standardøl på markedet, og formår bestemt at hæve sig et stykke over det jævne (læs: lave) danske niveau, men så heller ikke ét gram mere.

Blå Thor, Royal Unibrew

2011-07-01T15:46:00.006+02:00

- Vel over standard, men ikke over middel.

Jeg må til det igen - forklare, hvorfor der står én ting på øllets emballage, og noget andet i titlen på mit blogindlæg. "Ethvert barn ved jo, at Thor-bryggeriet har hjemme i Randers" vil flere sikkert hævde. Heldigvis er min blog for voksne, og for det andet tager børnene fejl - Thor-mærket er ganske vist opstået i Randers, men mærket har siden 1976 været en del af Ceres-gruppen, der forlængst er opslugt i bryggerikonglomeratet Royal Unibrew. Derfor angiver jeg øllet som hidrørende fra Royal Unibrew, og ikke som det fremgår af etiketten, fra Thor bryggerierne i Randers. Der er Thor-øllene ikke blevet brygget siden 2003, hvor bryggeriet lukkede, de brygges nu i Odense, hvilket vel gør ironien og forvirringen fuldkommen.

Men om ikke andet lever mærket da videre, og det kan man vel også glædes over. Personligt synes jeg, at Thor-logoet er et af de fineste - hvis ikke det fineste logo, et bryggeri har haft i Danmark, og det har ikke noget at gøre med min lejlighedsvise sværmen for det norrøne pantheon.

Når man skænker denne exportøl, som den kaldes - det vil på almindeligt dansk sige, at det er en guldøl - konstanterer man hurtigt - og vel nok til sin lettelse - at det kun er etiketten, der er blå. Selve øllet har en ret kedelig, bleggul farve, som man har set den så uendeligt mange gange før. Skummet er ganske højt og tæt, og ikke helt uklæbrigt. Til gengæld imponerer duften ikke, den er først og fremmest syntetisk, og minder mest om gummibelægningen på indersiden af kapslen - som om øllet havde reageret med den.

Men heldigvis er det da smagen, der først og fremmest tæller, og der er væsentlig mere godt at sige om den. Øllet har en fyldig smag af småsød/letbitter/lidt tynd humle - men man må holde fast i, at smagen er ganske fyldig. Det kan godt være, at humlen ikke er den mest interessante, man har smagt, men den smager egentlig godt - hvis ikke af så meget, og fylden er af en ganske særlig karakter.

Humlearomaen distribuerse ikke bare tørt på tungen som smag, men smyger sig gennem mundhulen som en let tåge, der elegant bølger sig frem som en damp, der udover elegant at pirre smagsløgene også formår at prikke til gummer og gane. Den lækre fylde og slet ikke så ringe humlesmag kan også nydes længe efter, at brygget er skyllet ned.

Ellers er der ikke meget at sige om Blå Thor - måske bortset fra, at en letmetallisk bismag heldigvis ikke formår at ødelægge det overordnede indtryk af en for så vidt vellykket guldøl, der vil fungere som et udmærket alternativ til de stærke pilsnere, der iøvrigt findes på det danske marked. Om det så er snyd, at øllet har opnået sit niveau, ved at få tilsat majs og glukosesirup, eller tilsætningen i virkeligheden har forringet den - ja, det er vel i bund og grund et spørgsmål om smag og behag.

Carls Gylden, Carlsberg (Det nye Carlsberg V)

2011-06-28T20:08:00.004+02:00

- Man må undre sig ...

Jeg er nået til den sidste øl i Carlsbergs ølvalg 2011, Gylden. Det er ikke en øl, som ølkenderne har været glad for. Fx giver Ole Madsen den den laveste karakter i sine øltips, og i kommentarerne er det en tendens, der går igen. Mine forventninger har derfor ikke været høje - jeg ventede noget i retning af de to temmelig mislykkede øl, der indledte dette tema, Copenhagen og Export.

Men lad os starte med begyndelsen. Umiddelbart lever øllet op til sit navn, gylden. Det er vitterlig en ganske flot gylden farve, brygget udstråler, med et letgyldent og højt skum, der faktisk holder længere, end man ud fra anmeldelserne i øvrigt havde turdet håbe. Den dufter dog ikke af meget - nogen ville sige frisk med noter af græs og en humle på den bitre side.

Smagen ligger dog i den anden ende. Det er fortsat humlen, der dominerer, men det med en sød en af slagsen. Samtidig er det ganske vist en meget letdrikkelig øl, den glider blidt lige ned i halsen, og det er ikke noget uudsletteligt indtryk, den gør på vej gennem munden. Den er læskende og frisk, og er for en ølkender allerede en kende kedelig. Samtidig er selv friskheden kompromitteret af, at der ikke er nok kulsyre i den til at spille op mod letdrikkeligheden. Der er forskellige aromaer og forhold i øllet, der synes at stritte i forskellige retninger frem for at blive forenede. Det er ikke nogen velafstemt eller velkompeneret øl. Dog er øllets dominerende smag i det mindste en smule anderledes. Den søde humlesmag er kombineret med en aroma af søde æbler, der afsluttes med en slet ikke ubehagelig vinøs eftersmag.

Mod bunden af glasset tager de gode oplevelser desværre af, og det bliver sværere og sværere at abstrahere fra det lave kulsyreindhold, der i sidste ende får øllet til at blive decideret dovent og på nippet til at være surt. Overordnet er det ikke nogen stor øloplevelse. Det er et forsøg på at lave noget nyt og spændende, der kun lykkes halvt - det er måske lidt nyt, men desværre slet ikke spændende.

Min absolutte favorit ved årets ølvalg er og bliver Carls Bock. Jeg synes i modsætning til de fleste ølkendere ikke, at Gylden er den dårligste - Plzner tager den pris ved at være så ligegyldig og uny, som den er - men om jeg fatter hvorfor det er Gylden, der i skrivende stund fører Carlsbergs ølvalg. Jeg vil omgående klikke ind og stemme på Carls Bock - så kan jeg forhåbentlig være med til at hindre den mindre katastrofe det ville være, hvis Gylden bliver Carlsbergs nye permanente øl frem for Bock.

Dagens anmeldelse slutter med et gravskrift over Carls Lager - som jeg aldrig lærte at kende, og juleøllen Carlsberg 47. Begge bliver nu fjernet fra sortimentet, for at give plads til vinderen af årets ølvalg. Jeg kan kun tale på vegne af Carlsberg 47, og ærgre mig over, at jeg aldrig nåede at prøve Lager. Flere gange har Carlsberg 47 gjort julefrokoster og andet til en kortere oplevelse for mig, for ud over at være en øl, der faktisk smagte rigtig godt, slog den også som en motorhammer med æter i forbrændingskammeret.

Jeg beder til Dionysos, Odin, Shiva og andre guder, der sættes i forbindelse med nydelsesmidler, samt deltagerne i Carlsbergs ølafstemning og Carlsbergs marketingafdeling om, at Bock bliver vinderen af ølvalget. Kun den kan magte at løfte arven efter de øl, der nu må vige pladsen.

Sparbryg, Skagen Bryghus

2011-06-27T16:58:00.006+02:00

- God til grillen ...

Det kunne blive til en velkommen pause i Carlsbergs nye sprøjt, da jeg i weekenden var til grillfest hos svigermor i Aabybro. Og hvad kunne være mere passende, end at servere noget af Nordjyllands fine øl til frokosten. Nordjydernes evner udi ølbrygning har jeg allerede kommenteret her på bloggen, og jeg gør det gerne igen, idet denne øl ganske bestemt også var en oplevelse, der bekræfter min tidligere positive omtale.

Sparbryg fra Skagen Bryghus er en ufiltreret øl, og derfor skal man som udgangspunkt ikke rette sig efter instruktionen om, at den skal skænkes forsigtigt, så gæren ikke kommer med ud i glasset. Flasken skal selvfølgelig agiteres, så man netop får gæren med. Det er en del af oplevelsen, og jeg har ingen grund til at tro, at det skulle forringe smagen.

At den er ufiltreret gør en kæmpe forskel allerede i glasset. Den er fuldkommen uigennemsigtigt orange, med et kraftigt, klæbrigt gyldent skum, der består af store bobler, som nægter at sprænges. Duften ligger i den sødt humlede ende med noter af fersken og et mere udefinerbart letsyrligt stænk, der ikke skæmmer på nuværende tidspunkt.

Det syrlige går faktisk igen i smagen, men uden at det skæmmer den heller. Den er ikke ulig de forskellige kellerbier, som man kender fra Tyskland. Også de har et syrligt stænk, der rigtigt gør gavn, når brygget har fået noget temperatur. I nærværende bryg blander det syrlige sig nydeligt med det fyldigt bitre, før man mærker en mindre humleeksplosion ved mandlerne. Det syrlige er alt andet lige blot en bismag (og heldigvis for det). Sparbryg domineres af en ret bitter, og alligevel blid humle, der i øvrigt kan nydes længe efter, at den sidste dråbe er løbet i halsen.

Det er en pilsner med overraskelser, uden at være noget, man aldrig har set før. Det er afgjort en god pilsner, men ikke en ekstraordinær en af slagsen. Men den har afgjort sin plads blandt de gode nordjyske øl, som ølelskerne i dette land er blevet velsignet med.

Carls Bock, Carlsberg (Det nye Carlsberg IV)

2011-06-26T08:54:00.005+02:00

- Det var bedre ...

Jeg er gået videre med Carlsbergs testøl, og har valgt at tage dem slavisk i den rækkefølge Carlsberg selv anbefaler. Dermed er jeg nået til Carls Bock, som blev nydt til endnu en omgang nydelige tortillas, hvis fyld var resten af den stegeso-tilberedte kylling fra dagen før. På forhånd havde jeg som bekendt luret Ole Madsens anmeldelser i Ekstra Bladet, og ud fra hans anmeldelse ville Gylden, som han bryder sig mindst om (og som jeg derfor gruer en kende for), nok passe bedre til mexicansk mad end denne øl. Men jeg tog mig i det, for efter at have fundet mig i noget af det tyndeste og mest ligegyldige sprøjt jeg har prøvet fra Carlsbergs side, trængte jeg virkelig til noget ordentligt. Og faktisk anerkender jeg heller ikke præmissen om, at man til tortillas og lignende skal drikke Corona-agtigt sprøjt. Hvorfor gøre god mad dårligere, fordi nogle hovedrige bryggerier i deres reklamer påstår, man skal?

Og denne gang blev jeg ikke skuffet. Carlsberg Bock lægger ud med en ravgylden kulør, næsten rød, når man holder glasset op mod lyset. Skummet er dybgyldent, næsten lysebrunt. Det bobler meget og falder hurtigt, men ser pragtfuldt ud. Duften afslører syrligt-søde toner, ristet malt og karamel blandet med græs og lime. Det syrlige skæmmer ikke duften, men komplimenterer nydeligt maltsødmen.

Det er især tonerne af karamel og ristet malt, der mærkes i smagen. Carls Bock smager faktisk rigtig meget af søde maltbolsjer. Syrligheden genfindes ikke i smagen, og det er, når alt kommer til alt, nok også bedst. Brygget er tilmed ganske fyldigt og smager rigtig krydret, med noter af lakrids, nelliker og anis, kombioneret med en aroma ved mandlerne, der ikke er ulig en god whisky eller et rigtig godt glas rødvin. Krydringen får en til at tænke en smule på jul. Eftersmagen er intenst humlebitter uden at blive krasbørstig. Det er utroligt, hvad man kan lave med vand, gær, malt og humle - for det er nemlig lige præcis hvad dette bryg indeholder - og intet andet.

Carls Bock er en suveræn favorit til at få min stemme ved ølvalget, og det tør jeg sige uden tøven, inden jeg har smagt den sidste af testøllene.

Carls Plzner, Carlsberg (Det nye Carlsberg III)

2011-06-24T14:50:00.005+02:00

- Det hjælper ikke ...

... på en øls kvalitet at stave dens navn etymologisk. For at en øl skal være god, bliver man nødt til at lave den ordentligt - ja, det er en cirkulær argumentation, jeg ved det godt. Min undskyldning er, at sidstnævnte pointe er sekundær i forhold til førstnævnte, altså - bare fordi byen, hvor pilsnerøl kommer fra hedder Plzen, så hæver det simpelt hen ikke øllets gunstige parametre at stave 'pilsner' på en fancy, kvasietymologisk måde.

Det er først og fremmest det, man konkluderer efter at have smagt den første af Carlsbergs nye Testøl. Allerede udseendet afslører, at denne øl formentlig ikke er noget særligt. Den ligner en ganske almindelig pilsner, selvom skummet måske lige netop sniger sig op og bliver lidt mere fyldigt, end hvad man er vant til. Duften er kornet og humlen synes at være på den søde side, selvom det kan være svært at afgøre, når bouqueten er så svag.

Svag er smagen i grunden også. Den smule man kan smage afslører måske en kende mere fylde, end almindelige standardpilsnere herhjemme, men faktisk ikke engang på linje med Carlsbergs egen Premium, der som bekendt også ligger end kende højere end den laveste fællesnævner. Den smule humlesmag, der kan spores, er måske også på den lidt sødere side, men ellers er den letmetalliske bismag den samme, som man tit finder i dansk øl. Selvom den måske er marginalt bedre end det billige discountsprøjt, de unge tyller i sig, hvis de ikke vil skilte offentligt med, at de hellere ville drikke Breezer, så er Carls Plzner alligevel en middelmådig genudsendelse af et middelmådigt remake af en middelmådig pilsner.

I det hele taget lover den ikke godt for Carlsbergs ølvalg denne gang. Ganske vist er denne øl den mest upopulære i skrivende stund (den får kun 15% i modsætning til henholdvis 40 og 44 til de to andre) så der er da fortsat en teoretisk mulighed for, at jeg nu er gennem det værste.

Det er imidlertid ikke Ekstra Bladets ølanmelder, Ole Madsens opfattelse. Han tipper denne øl til at være den næstbedste af testøllene. Jeg håber ikke, at han har ret, for så bliver det et par kedelige øl, jeg skal igennem. På den anden side giver han nærværende øl fire ud af seks stjerner, hvilket man i bunden af indlægget vil kunne se, at jeg synes er lidt på den gavmilde side. Det var jo også selvsamme Ole Madsen, der gav Flensburger Pilsener topkarakter tidligere på året, og selvom det da også er en udmærket øl, så synes jeg faktisk den gode Ole har en vis tendens til at overdrive, hvor begejstret man har ret til at være.

Denne øl vækker i hvert fald ikke megen begejstring hos mig, og jeg ser ingen grund til at købe den igen. På samme måde havde jeg det med vinderen af 2003-ølvalget, Dark, der da heldigvis også afgik ved en stille død i 2007. Vinderen af det første ølvalg fra 1997 er til gengæld blevet husets foretrukne ikke-økologiske øl, nu hvor den kan fås for rimelige penge i Fakta, og indtil videre forbliver den også den suverænt bedste, jeg har prøvet af de forskellige valgøl.

Export, Carlsberg (Det nye Carlsberg II)

2011-06-22T07:58:00.007+02:00

- Ringere end standard

Det er utroligt hvor længe og hvor godt, man kan leve på én fugl. I weekenden ernærede vi, to voksne og baby, os i hele tre dage på ét styk økologisk kylling fra Årstiderne - først stegt i Stegeso, siden pillet og opvarmet i hjemmelavede tortillas. Aldeles lækkert altsammen, og når man er i stand til at få føden til at strække så længe, er prisforskellen på god økologisk mad og billig industriskodmad næsten ikke til at få øje på.

Og til mexicanske retter såsom tortillas skal man jo åbenbart drikke tyndt øl - og gerne for min skyld, når nu min vivs tortillas er så fantastiske - så er det ikke så galt, hvis bryggeriet ikke formår at brillere.

Og det formår Carlsberg så sandelig ikke med deres andet nye tiltag, den såkaldte "Export" i den nye popsmarte flaske, om hvilken det eneste positive, der er at sige, er, at den i det mindste ikke er farveløs.

Export er den almindelige udenlandske betegnelse for stærke pilsnere, eller det vi i Danmark kalder guldøl. Det er ikke usædvanligt, at den lidt højere alkoholprocent giver brygget en kende mere smag eller fylde, men jeg kan allerede afsløre, at det kun i ringe grad er tilfældet her.

Farven er lige så interessant som afsnit 1285 af Glamour (tror jeg, jeg har aldrig set det). En fuldkommen ligegyldig pilsnerfarve, som man har set igen og igen og igen. Skummet bobler mere end det skummer, men holder alligevel længere end man kunne forvente. Der er trods alt ikke tale om det kollapsende skum, som karakteriserede den totalt mislykkede Copenhagen. Bouqueten er letsyrlig, kornet og trods alt frisk, men også den er en genudsendelse.

Tager man udgangspunkt i den laveste fællesnævner, formår denne øl i fyldigheden lige netop at trække sig en lille smule over niveau. Humlebitterheden er mild og blid, og derfor føles øllet også forfriskende, men det er på bekostning af kvaliteter såsom smag, aroma og i det hele taget karakter. Bitterheden formår at bide lidt - med streg under lidt (men det tillader blogger ikke) ved mandlerne, men der er en mængde standardøl, der formår at bide mere og med et mere interessant tandsæt. Eftersmagen er ikke uden behag, men den klinger så hurtigt af, at man næppe når at nyde den.

Det er allerede nu en meget anonym øl, og det eneste, der træder den mindste smule frem, er emballagen, som også snart vil ophøre med at være ny, og derfor blive lige så uinteressant som det, den indeholder. Først og fremmest er det en tylle-øl, der vil være god at drikke sig fuld i, men til det formål har Carlsberg jo egentlig allerede sin Hof (eller Premium) som endda er væsentlig mere interessant, selv om den måske er den mest generiske øl, vi har herhjemme.

Og dette faktum, at Carlsbergs standardøl overgår Export, rejser jo det relevante spørgsmål, hvorfor i alverden bryggeriet så sender en ringere pilsner på markedet. Det hele virker bare som et stort marketingstunt, der næsten (men også kun næsten) er lige så tomt for substans som Cults Kay-Sar-øl.

Den foreløbige konklusion efter at have prøvet to af Carlsbergs nye produkter er, at de absolut ikke repræsenterer en fornyelse på nogen som helst måde - de repræsenterer en forringelse af noget, der i forvejen er stort set ligegyldigt. Godt gået, Carlsberg!

Copenhagen, Carlsberg (Det Nye Carlsberg I)

2011-06-17T21:48:00.006+02:00

- En moderne fiasko - igen.

Som det fremgår af en af mine tidligere tirader, er Carlsberg begyndt at relancere sig selv med nye produkter, en ny flaske og en masse andet. Oveni er der kommet nogle nye specialøl samt tre nye Carls-produkter til afstemning. Jeg har besluttet mig for at anskaffe mig de nye produkter og teste dem her på bloggen i et nyt tema, som jeg har valgt at kalde "Det Nye Carlsberg". Det skal så vise sig, hvor nyt det er, - om de nye produkter overhovedet adskiller sig fra det, vi kender i forvejen, og i givet fald hvori det nye består.

Vi starter med et nyt pilsneragtigt ølprodukt ved navn Copenhagen. Hvis ikke det skulle være gået op for et par af læserne, er Copenhagen det engelske navn for København, som nok endnu færre læsere ikke vil vide er Danmarks hovedstad. Copenhagen brygges i Litauen ... Den lader jeg lige stå et øjeblik (samtidig med, at jeg håber på, at det nu dæmrer for læserne, hvorfor jeg gik så meget op i at opremse indlysende almindeligheder om øllets titel.)

Øllen "Copenhagen" brygges altså i Litauen, og det er jo i sig selv absurd nok til at skabe tvivl om lødigheden i hele Carlsbergs relanceringsprojekt. Jeg erkender at globalisering er en kendsgerning, og at det øl vi drikker herhjemme ofte produceres langt borte, men derfor er det alligevel tåbeligt at kalde en øl, der produceres 2000 km. fra Danmarks hovedstad for 'Copenhagen'.

Ølproduktet er et konglomerat af hvede-, ris- og bygmalt, vand, gær, kulsyre og - hold nu godt fast - humlearoma. Og nej, Humle uden suffixet 'aroma' er ikke at finde på varedeklarationen. Ikke engang humleekstrakt - nej, aroma - såkaldt naturlig aroma, men at kalde aroma naturlig er en narrehat, der skal få ting til at fremstå sundere eller mindre skadelige, uden at de nødvendigvis er det. Vi har her at gøre med en øl, som jeg ikke engang er sikker på, rent faktisk indeholder humle. Det er allerede en mindre skandale i sig selv.

Og for at føje spot til skade er ølproduktet tappet i en farveløs sodavandsflaske. Det giver den fordel, vil nogen sige, at man ikke behøver skænke det, for at se hvordan det tager sig ud. Det er i grunden også en udmærket service fra Carlsbergs side, at vise øllets fesent gule kulør til skræk og advarsel, så alle, der har den mindste forstand på øl, vil gå i en stor bue udenom. Min undskyldning er den sædvanlige, at jeg vil gå langt for læsernes skyld og teste alle øl, som jeg har mulighed for, uanset hvor hæslige de end måtte være. Desuden anerkender jeg bjergbestigerens begrundelse: Øllet skal drikkes, fordi det er der!

Man får til gengæld ikke skummet at se gennem sodavandflasken, så op i et glas må den jo hældes. Her danner der sig hurtigt en relativt høj, hvid og luftig skumkrone, der nærmest larmer, mens den kollapser under sig egen kulsyrepumpede oppustethed. Snuser man til brygget i det korte tidsrum skummet rent faktisk kan ses, bliver man ramt af en decideret sur odeur, lidt som man forestiller sig, at vaskemiddel fra DDR nok har lugtet. Med skummet fordufter lugten imidlertid også, og det er faktisk ikke så ringe endda - hellere et bryg, der ikke lugter af noget, end et, der lugter grimt.

Min kære viv påstod ganske vist, at det lugtede meget af øl, tyndt øl, ganske vist, men øl ikke desto mindre. Jeg anerkender, at min viv har en væsentlig bedre lugtesans end jeg, men jeg kunne ikke lugte noget som helst.

Smagen formår glimtvis at behage - meget mod forventning, men det viser sig også at være en stakket frist. De første par mundfulde udløser en blød, letsød bitterhed, der i modsætning til skummets lugt ikke er det mindste sur, ej heller metallisk. Smagen er dog ikke på nogen måde sofistikeret eller interessant. Jeg vil karakterisere den som en øl for folk, der synes, Corona smager for skrapt.

Efter de første par mundfulde er det i øvrigt så som så med den initiale smag, ligesom lugten hurtigt fordufter fra brygget. En bruset, sodavandsagtig fornemmelse tager hurtigt over - i det hele taget er der bare alt for meget kulsyre i, og måske mere end nogensinde før føler jeg, at det snarere er en danskvand end en øl, jeg sidder med.

Den ikke helt ringe smag i begyndelsen er det eneste, der redder denne øl fra at være en total katastrofe - men en katastrofe er den nu alligevel i et temmelig stort omfang. Det er uforskammet at noget bryggeri vil sende et så ringe produkt på gaden, og jeg finder det fuldkommen uforklarligt, at noget forbrugerne vil købe et så underlødigt produkt.

Men som altid er der en velsmurt marketingsmaskine, der skal få forbrugerne til at hælde de store bryggeriers udrikkelige sprøjt i ganen. Ud over, at jeg måtte lide den tort at ligge på hospitalet for blindtarmsbetændelse, skulle jeg også være udsat for TV3's TV-reklamer netop for nærværende øl. Det er ikke andet end en gang ligegyldigt, overdimensioneret, billedgejl med en slesk baryton-voice-over - et luftkastel, der er fuldstændig lige så fantasiforladt og kunstigt som nærværende ølprodukt.

Tak for absolut ingenting, Carlsberg. Jeg håber så sandelig, I selv er stolte af jeres relancering. Selv synes jeg indtil videre, den er til at hælde direkte i kloaken. ligesom det bedst sømmer sig med dagens øl.

Spelt Bock, Indslev Bryggeri

2011-06-17T09:24:00.008+02:00

- Super dobbeltdebut!

Dagens bryg er på flere måder en nyhed her på bloggen. Det er første gang, jeg anmelder øl fra Indslev bryggeri, og det er første gang, jeg anmelder en øl, hvor kornsorten spelt er brugt. Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg følte mig inspireret til at købe denne øl, (der i øvrigt forhandles i visse Fakta-butikker - props til COOP for det) fordi min viv og jeg har involveret os i vores eget tegneserieprojekt Spelt-segmentet.

Her kan man følge med i, hvad der sker i kollektivet af samme navn. Man kan følge kernefamilien Ralf og Vita med børnene Sofus, Emma og Storm samt klappeslangen Python, det samlevende par, Benedicte og Mike med de sammenbragte børn Veronica og Bo, det umage bøssepar, Ahmed og Claus samt den nørdede singlefyr Bertel. Vi modtager gerne konstruktiv kritik for replikker og tegninger - og skulle der være en ølglad avisredaktør blandt læserne, har enhver form for tilbud om offentliggørelse i trykte medier den allerstørste interesse.

Nuvel, videre til dagens øl.

Spelt Bock har en meget mørk farve i betragtning af, at den er brygget på en hvedesort. Imidlertid viser det sig ved granskning af etiketten, at den faktisk er sammensat af byg-, hvede-, rug- og speltmalt. Så ren spelt er der ikke tale om. På den anden side kender man jo også til de mørke hvedøl - og blandt dem tager Spelt Bock sandelig prisen. Øllet er faktisk fuldstændig uigennemskinneligt sort, hvilket korresponderer fint med, at det er ufiltreret. Skummet er lysebrunt, tæt og klæbrigt, duften er til gengæld nærmest fraværende, men det skulle også være det eneste, der skæmmer en aldeles lovende prolog.

Og smagen skuffer ganske sikkert heller ikke. Den er først og fremmest en kombination af malt- og chokoladesød, krydret med en solid brændt kaffebitterhed. Det er et ganske klassisk smagsbillede, som vi alle kender - nogen ville sige til hudløshed - jeg vil sige som et klassisk rockorkester, der aldrig skifter stil, fordi den grundform, de har valgt er perfekt, så der ikke er grund til at lave om på den. Ikke dermed sagt, at det hele smager ens - ingenlunde - Spelt Bock udmærker sig ved sin pikante fyldighed, der giver brygget en næsten luftig lethed, som den glider over tungen og kun som blæst i sand sætter sit alligevel markante virkningsfulde aftryk på smagsløgene.

Kun langsomt - ganske langsomt - klinger smagen af. Eftersmagen er nøddebitter og ubetinget nydelse. Det er sandelig alle tiders debut for både Spelt og Indslev Bryggeri her på bloggen.

Karlens Classic, Albani (?)

2011-06-16T11:05:00.004+02:00

- Godt discountbud

Som antydet har bryggeriet bag dagens øl ikke kunnet fastslås med sikkerhed. Jeg har dog hørt overbevisende argumenter, der peger i den retning, nemlig at Albanis logo skulle gå igen flere steder på Karlens-flaskerne, så indtil andet fremgår, så sætter jeg pengene på dem.

Ellers er Karlens-mærket den tyske discountvarekæde Lidls eget mærke, og så skulle man jo ellers tro, at alt var tabt, for det er ganske bestemt de lave priser, og ikke den høje kvalitet, Lidl er kendt for.

Men alligevel skal man ikke glemme, at discountvarekæden kommer fra Tyskland. Og i Tyskland brygger man som bekendt godt øl - bedre end i Danmark i hvert fald. Om det er det, der smitter af på Karlens, skal jeg ikke gøre mig klog på, men over vanlig discountsprøjtstandard er den så ganske sikkert.

Flasken, der er vist foroven, er iøvrigt ikke bryggeriets vanlige - eller etiketten er i hvert fald ikke. Etiketten er blevet lavet i anledning af to af mine nære venners bryllup, som jeg var til i weekenden - stort tillykke endnu engang til jer, Sune og Maja!

Jeg kan i skrivende stund konstatere, at jeg faktisk har mistet mine notater om nærværende øl, så det bliver en anmeldelse ud fra hukommelsen.

Farven er mørkorange, som man kender det fra Classic-typen. Smagen er mestendels bitter, men finder et fint leje, et godt stykke fra både vandig og harsk. Den ligger lunt i midterfeltet uden at genere, men også uden at gøre de store armbevægelser.

Selve bitterheden kan der dog ikke sættes en finger på. Det er en dejligt simpel pilsner, med en overraskende god smag. Den noget kraftige bitterhed gør den ikke til en velegnet tørstslukker - men det behøver øl heller ikke at være hver gang. Der er ingen ubehagelige bismagsoverraskelser, og det er alt i alt godt, at man har valgt en simpel smag, frem for at gøre en masse forsøg på at variere smagen, der risikerer at gøre den sur eller ubalanceret.

For Karlens er bestemt hverken sur eller ubalanceret, men bitter uden dikedarer. Bitterheden klinger kun langsomt af, så bitterheden også kan nydes et stykke tid efter at brygget er skyllet ned.

Jeg er tilbøjelig til at kalde denne øl, den bedste discountøl, jeg nogensinde har prøvet. Den er afgjort alle pengene værd til prisen, og den ligger vel i et leje på 2-3 kr. stykket. Øl af Karlens Classics kvalitet betaler man ikke sjældent både den dobbelte og tredobbelte pris for.

Pernilles Mors Hjemmebryg

2011-06-14T15:23:00.007+02:00

- Nix appendix ...

Først er det på sin plads at beklage, at min blog sådan stander i våde. Min undskyldning synes jeg dog selv er god nok. Siden sidste uge, har jeg været en blindtarm fattigere, og lysten til at drikke øl efter at have været på intravenøs morfin er relativt nem at overskue.

Men her i weekenden mærkede jeg trods alt en bedring, der var stor nok til at jeg så småt forsøgte mig med de våde varer igen. Det blev til en discountøl, der bliver anmeldt i næste indlæg og så endnu et nanobryg - et hjemmebryg tilhørende moderen til en af min kære vivs nære venner. Brygget havde ikke noget navn, hvilket er synd, for det var både spændende og velsmagende, hvad der var kommet ud af det.

Farven er dyborange med et fyldigt, kridhvidt skum, der dog aldrig når særlige højder - formentlig fordi brygget er færdiggæret. Duften overrasker med noter af sød humle, som man finder den i India Pale Ale. Som nævnt har jeg ingen anelse om, hvorledes denne øl er brygget, men det er nok ikke for meget at gå ud fra, at den er overgæret - det er det meste hjemmebryggede øl, simpelt hen fordi det er nemmest, når man kan give pokker i stuetemperaturen. Så måske kunne den kaldes om ikke pale, så i hvert fald ale? Ufiltreret er den formentlig også -sådan ser den i hvert fald ud, men igen med forbehold for, at mine formodninger ikke stemmer overens med virkeligheden.

Smagen er ikke mindre overraskende. Det er igen den søde humle, der slår igennem med ledsagende svage toner af blomster, primært hyldeblomst og roser. Endnu engang overrasker brygget med en for mig ny bismag - af røg. Jeg elsker røgede ting, og jeg ved også, at der findes deciderede røgøl, uden at jeg dog har prøvet dem endnu. Jeg forestiller mig også, at hine røgøl nok er mere røgede end nærværende, for det er ikke en anmasende bismag. Den virker derimod uhyre velafstemt i forhold til bryggets sødme, og jeg begriber næsten ikke, at nanobryg kan ramme en velafstemt smag så præcist.

Iøvrigt giver øllet - til dels på grund af det lave indhold af kulsyre - en blød og ren mundfornemmelse, hvor det ikke kun er smagen, der blidt kæler smagsløgene. Det hele sluttes af med en letbitter eftersmag, der er udsøgt i sin renhed og simplicitet.

Det er et meget vellykket nanobryg, som jeg anbefaler, der overhovedet ikke gøres mere ved. Det er rigtig godt, som det er, og man skal være en ferm brygger, for at overgå det. Well done!

ØPA (Økologisk Pale Ale), Ørbæk

2011-06-04T07:09:00.006+02:00

- Velvalgt fegave

Bloggen har ligget lidt stille på det sidste. Det skyldes ikke, at jeg har mistet lysten til at blogge om øl - ingenlunde, men andre opgaver har meldt sig, som man fx kan se af det sidste indlæg, er jeg og min viv begyndt at lægge vores tegneserie på nettet. Ambitionen er, på sigt - forhåbentlig kort sigt, men ellers på langt sigt - at få en fast stribe et sted. Indtil da kan serien nydes ganske gratis her. I skrivende stund uploader vi en ny stribe hver dag. Det kommer ikke til at fortsætte i samme tempo senere hen, men vi lover, at de vil komme med jævne mellemrum, og nok minimum en gang om ugen i fremtiden.

Dagens øl var en såkaldt fegave, som min viv havde modtaget fra det internetforum for slyngemødre, hun er aktiv i. Et sted i forumet fortæller man, hvad man kunne ønske sig, og en anden aktiv på forumet sender så disse ting - men uden at modtageren ved præcis, hvem afsenderen er. Betingelsen for at modtage en sådan gave er selvfølgelig også, at man selv sender en, så det ikke bliver den rene underskudsforretning.

Med i fegavekonceptet er også, at der også er små ting til børnene og samleveren m/k. I min mit tilfælde altså nærværende fine pale ale fra det økologiske bryggeri. Jeg har konstateret en fin overensstemmelse mellem det, der står på etiketten, og min egen oplevelse, så der er ingen grund til at referere det, da min egen oplevelse bagefter blot vil være en gentagelse. Men det er rart, at man undtagelsesvis finder en øl, der faktisk holder alt hvad den lover - og måske endda lidt til.

Den lægger ud med en sød, blomsteragtig duft. Farven er fint mørkegul med et overordentligt klæbrigt, tæt skum. Det let slørede udseende peger i retning af en ufiltreret øl, hvilket dog ikke fremgår noget sted.

Smagen skuffer ikke, selvom det egentlig ikke er det søde, der dominerer. Brygget er kraftigt bittert og alligevel blidt på samme tid. Det føles som en essens, der fylder mundhulen og kondenserer ved mandlerne. Det er en næsten eksplosiv aroma, der frigives i det øjeblik brygget rammer tungen - det er ikke bare en oplevelse udi velkomponeret aroma, det er også en oplevelse i sig selv at få den i ganen. Bitterheden kommer igen i eftersmagen, hvor den efterlader munden med en behageligt blid fornemmelse, slet ikke ulig Pilsner Urquells uforlignelige eftersmag.

Bagom bitterheden mærkes de søde toner også. Det er en blomsteragtig sødme, der minder om den ikke uvelkendte hyldeblomstaroma, kombineret med den mere eksotiske - men her på bloggen heller ikke ukendte rosenaroma, der også huskes fra Punk IPA og den mindre vellykkede BrewDog-øl 5 am. Saint.

Ikke bare en vellykket øl, den er også økologisk og som fegave var den overordentligt velvalgt. Skål og tak!

Something completely different ...

2011-05-28T09:52:00.003+02:00

Min kære viv og jeg selv har lavet en tegneserie. Den hedder Spelt-segmentet, og handler om et kollektiv, undskyld, bofællesskab i Udkantsdanmark. Her er linket til den første stribe. Det er selvfølgelig muligt at følge serien på samme måde, som nærværende blog ... Og den skal nok også komme til at handle om øl på en eller anden måde.

Gylden Pinsebryg, Harboe

2011-05-26T08:27:00.004+02:00

- Uden smag eller ubehag, dog fyldig.

Det er så småt ved at være tid til en ny højtidsøl - der brygges som bekendt gærede, alkoholiske humleprodukter til enhver højtid herhjemme, så hvad ville være mere passende at brygge en stærk guldøl i anledning af kirkens fødselsdag. Det er jo så ironisk, at det har sin helt egen skønhed.

Skønhed er der som bekendt ikke meget af ved Harboes produkter. Der er dog stadig lyspunkter nu og da - herunder den senest anmeldte Original Stout og Traditionel Påskebryg. Det er især på grund af sidstnævnte øl, at mine forventninger ikke har været i bund til deres Pinsebryg.

Indledningsvis er den bestemt heller ikke umulig. Selvom den blot ligner en ganske almindelig pilsner i farven, og skummet kun er en smule tættere, end hvad man oftest ser, så dufter den faktisk rigtig godt. Det er en frisk kornet, sød pilsnerduft, der nok på en eller anden måde hidrører fra det tilsatte glukosesirup.

Og glukosesiruppen er nok også den ingrediens, der gør, at nærværende øl ikke smager af det helt store. Man tilsætter som bekendt glukosesirup, så gæren har noget, det kan omsætte alkohol, så man ikke behøver bruge dyr malt i processen. Ulempen - men det er en ulempe, alt for mange bryggerier ikke anerkender som en ulempe - er så, at den smager af ... nå ja, måske ikke meget lidt, men i hvert fald temmelig lidt. Den søde duft synes ikke at være præsent i smagen, der er kun en letbitter, maltet smag, der i sig selv må anses for at være kedelig og uinspirerende. Fraværet af harsk- og surhed er, som jeg har været inde på så mange gange, ikke som sådan et positivt træk, men det er da alligevel rart, at denne øl ikke har de samme negative egenskaber som så mange andre af Harboes øl.

Og alligevel er det ikke bare endnu en kedelig og intetsigende øl fra Harboe. Letdrikkeligheden til trods er den af en eller anden grund, jeg ikke kan sætte fingeren på, faktisk rigtig rigtig rar at have i munden. Brygget føles simpelt hen fløjlsblødt på tungen, og ved sin hemmelighedsfulde viskositet formår det at behage ganske meget. Det er egenskaben fyldighed, der får en ny betydning, for det er nærmest en fyldighed, der ikke ledsages af noget smagsindtryk.

Det tror jeg ligegodt, jeg ikke har oplevet før, og props til Harboe for den finurlighed.

Men Harboe har selvfølgelig rigelig erfaring med øl, der ikke smager af særlig meget, så måske er det ikke så overraskende, at netop de formår at brygge en øl, der ikke smager af noget, og alligevel er rar at drikke.

Original Stout, Skælskør Bryghus aka. Harboe

2011-05-24T14:04:00.009+02:00

- Hvorfor ikke kalde den en Harboe?

Alle alarmklokker klemter, og forventningerne søger nye dybder ved den anden stout, jeg forleden fandt i Netto. Den stammer fra et sted, kaldet Skælskør Bryghus, og der skal ikke megen deduktion til, før man konkluderer, at der nok i virkeligheden er tale om Harboes bryggeri. Dette ligger som bekendt i Skælskør, men det betyder selvfølgelig ikke, at andre bryggere ikke kan slå sig ned samme sted - det afgørende bevis finder man nederst på frontetiketten, hvor der står "Siden 1883".

1883 er året, hvor Harboe-bryggeriet blev grundlagt, (under navnet Bryggeriet Sydvestsjælland) og selve teksten, "Siden 1883" bruges også som navn på en af deres bajerske øl, som man i øvrigt kan se anmeldt her. Jeg finder det temmelig usandsynligt, at et andet bryghus skulle være grundlagt samme år, og i øvrigt bruge samme slogan som Harboe, så man kan nok være forvisset om, at "Skælskør Bryghus" er endnu et brand Harboe skjuler sig bag.

Vi har tidligere set, hvordan Harboe af den ene eller anden grund ikke skriver bryggeriets navn på deres øl, Det gælder f.eks. 'De Fem Gaarde'-serien og Cults umulige Kay-Sar pseudoøl. I sidstnævnte tilfælde skyldes det vel, at der selv for Harboe er en nedre grænse for, hvor ringe produkter man vil lægge navn til, og i førstnævnte er årsagen nok - ligesom ved nærværende øl - at man er bange for at skræmme kunderne væk, fordi man godt er klar over, at Harboe brandet mildest talt ikke borger for kvalitet.

Når man prøver denne øl, bliver denne mistanke bekræftet, for her formår Harboe-bryggeriet faktisk at brillere med kvaliteten.

Også selvom førstehåndsindtrykket ikke lover for godt, for selvom det er en stout, er den faktisk gennemsigtig - den er slet ikke mørk nok, efter min mening. Stout skal man simpelt hen ikke kunne se igennem. Skummet er også helt forkert, det er mere en masse bobler, der falder hurtigt, og det hele får én til at tænke på en Harboe Cola, snarere end en Harboe Stout. Duften er præget af korn og humle og slet ikke nok af ristet malt - igen i betragtning af, at det er en stout.

Alt dette er jo altid en kende ligegyldigt, hvis det ellers står ordentligt til med smagen, og det må man sige, det gør. Det er en sød, blid og frem for alt fyldig stout, med ristet, karameliseret malt som dominerende smagsindtryk. Denne ledsages af en elegant kaffebitterhed, og munder ud i en slet ikke ueffen humlebitter eftersmag, der kun langsomt klinger af. Det er en øl, der ligger fantastisk godt i munden, hvor nænsomt og silkeblødt masserer smagsløgene med sin fine fyldighed.

Andre ville måske have ønsket sig noget mere barskt af en stout, men nærværende øl viser, at stout ikke altid behøver smage af tygget skrå for at være rigtig godt. Der er også den type stout, der gør sig godt til f.eks chokoladedesserter, og her er denne oplagt, især hvis det er en mokka-chokoladedessert. Som en lille overraskelse til sidst, giver denne øl på forunderlig vis også den indre varme, på trods af, at den egentlig ikke er specielt stærk.

Man må give Harboe, at det - undtagelsesvist - er godt skuldret!

Double Chocolate Stout, Wells & Young's Brewing Co.

2011-05-24T13:12:00.007+02:00

- Klassisk, halvkedelig dessertøl.

Jeg var i Netto forleden, hvilket jeg af forskellige årsager kun er sjældent. En af dem er, at den lokale Netto ligger dårligt i forhold til, hvor jeg bor. En anden er, at jeg forsøger at dæmpe mine kapitalindskud til støtter af Dansk Folkeparti mest muligt.

Men nu hvor jeg alligevel var der, kunne jeg jo lige så godt kigge lidt på udbuddet af specialøl. Valget faldt på denne og en anden stout, samt en pinsebryg, og jeg valgte at gå uden om standardøllene, fordi jeg efterhånden ikke gider dem længere. Jeg vil sgu have noget, der smager af noget, og stout plejer trods alt at gøre netop dette. Så det var om ikke andet det sikre valg.

Double Chocolate Stout lyder jo besnærende, og gode stouts søde smag minder ikke sjældent om chokolade. Nærværende har endda fået chokolade tilsat, hvilket jeg jo så anser for at være overflødigt. Man kan bruge maltsorter og brygteknik til at få samme smag frem, men der er selvfølgelig altid bryggere, der vælger at springe over hvor gærdet er lavest - også i England, hvor denne øl kommer fra.

Den største oplevelse ved denne øl får man, hvis man hælder den op i et ordentligt glas. Så vil man se, hvordan den starter nærmest hvid, så gylden, så lyst brun, så mørkere brun og til sidst kulsort. Ovenpå danner der sig en høj, tæt, næsten fromageagtig gyldenbrun skumkrone. Duften er ganske sød og har både toner af chokolade og kaffe i sig. Der er også rigeligt mokka-chokoladesmag bare i skummet alene - det skulle være klart for de fleste læsere nu, at der ikke er kulsyre, men kvælstof i denne øl.

Selve øllet smager bittert af kaffe og chokolade, og mundfornemmelsen er blid og nærmest slikagtig. Kaffesmagen melder sig spøjst nok først, allerede foran i munden - som den glider under tungen og langs gummeranden stimulerer den pikant smagsløgene for bittert, og ender med at levere en letbitter eftersmag, der ... ja, lidt for hurtigt klinger af.

Den smager jo dejligt, og den smager klassisk (især til en god rabarberkage, som den min kære viv havde bagt). Eller sagt på en anden måde, man har ligesom været der før, og jeg fornemmer også, at jeg har prøvet det, der var væsentlig bedre. London Porter er det oplagte eksempel, hvis man da ikke skal ty til ekstremer. Der mangler, når det kommer til stykket karakter, og der mangler intensitet. God smag til trods glider den lidt for nemt ned. Den lider under det, marketingfolk kalder 'letdrikkelighed' - en eufemisme, som enhver ølkender vil gennemskue, dækker over ordet 'tynd'.

Eller måske bare tyndbenet, for så galt står det trods alt heller ikke til. Den smager da godt, men der skal forsvinde meget godt øl, før jeg ville vende tilbage til den.

Fur Frokost, Fur Bryghus

2011-05-22T16:36:00.004+02:00

- Letøl langt over det sædvanlige

... og efter Alting gik turen dagen efter til barnedåb - ja, det var en travl weekend. Min p.t. yngste niece skulle døbes.

Der bød sig en lejlighed til at smage en overordentlig interessant øl, som jeg fik anbefalet af min brors svoger. - Min bror, hvis datter skulle døbes, forøvrigt. Det drejede sig om Fur Frokost, der er en alkoholsvag øl, men ikke af den grund tynd eller udrikkelig.

Den har en smuk orange farve, gyldent skum og en fin, sød maltet duft.

- og smag for en gangs skyld. Det er ellers tit, man oplever, at det søde i duften ikke går igen i smagen - nogen gange til ens fryd, men oftest til ens skuffelse - men altså ikke her. Den ledsages også af en vis bitterhed, der ikke findes i duften, så overraskelser er der rigeligt af. Ikke alene er det en let øl, der faktisk smager af noget - det er også en overraskende fyldig smag, der i den grad giver de fleste regulære pilsnere herhjemme baghjul. Der er både karamel- og maltsødme, og bitterheden er humlet på samme lækre måde, som man f.eks. finder det i Rød Tuborg (den skulle være ude igen nu. Jeg må se, om jeg kan redde mig en sixpack) eller andre mørke øl.

Det eneste kompromitterende er, at den føles lidt flad, hvilket giver en noget brødagtig fornemmelse i munden, der desværre forhindrer den i at blive rigtig rar at have i munden. Det gør i og for sig ikke mig noget, at den mindre hidsige gæring giver lavere indhold af kulsyre, og dermed gør øllet halvfladt, men sammen med de rige smagsnuancer bliver denne del af øloplevelsen altså ikke en udelt nydelse.

Men det er ikke nogen katastrofe, samlet set. I betragtning af, at det er en letøl, er den aldeles fremragende og absolut den bedste, jeg indtil videre har prøvet. Som øl i det hele taget betragtet, scorer den også ganske højt, og blander sig så afgjort med de øl, der ligger over middel. Det er med andre ord ikke bare en god letøl - det er en god øl.

Ale, Vestfyen

2011-05-21T17:25:00.004+02:00

- Kedelig dansk standardale - så har man set det med.

Jeg har kun ganske kort tid til at gøre dagens indlæg færdig, så det er lige på og hårdt. Det er ikke fordi jeg forventer, at verden går under i dag, jeg skal derimod i Fakta om ganske kort tid, så jeg har lige set mit snit, nu hvor min egen computer definitivt har opgivet ævret.

Ale var den anden interessante øl, der var at få på Forn Sidrs Alting. Det er en øl, med en mørk, og ganske flot rødbrun farve og gyldent skum ... smilet over dette blegner en kende, når man ved, at det er skabt ved brug af ammoniseret karamel E150c, suk! Duften er bittersød og en kende vandig.

Endnu engang er det det bitre, der vinder i smagen. Det er en ukompliceret - og i grunden uinteressant humlebitterhed, der dog ledsages af en let karamelsødme. Overordnet er det da nogenlunde i orden, men der er ikke rigtig intensitet nok i smagen. og smagsindtrykkende er mere forvirrende og spænder ben for hinanden i stedet for at arbejde sammen.

Der er ikke noget særligt ale-agtigt over denne øl, en pilsner med samme smag er ikke utænkelig, så jeg undres en kende over, den dybere mening og ide med dette overgærede humleprodukt.

Stout, Vestfyen

2011-05-17T07:51:00.006+02:00

- Standardstout - med alt hvad det (ikke) indebærer

I weekenden havde min kære viv bragt mig med på Alting - den årlige generalforsamling for Forn Sidr - Asa og Vanetrosamfundet i Danmark, der indtil videre er det eneste norrønsk-hedenske trossamfund i Danmark med vielsesbemyndigelse. Linda var derfor til møde hele dagen, mens jeg passede den lille Thorolf, og min papsøn Aslak passede på sig selv.

Lille Thorolf begyndte at kravle helt selv. Indtil nu har han ellers kun mavet sig hen over det glatte trægulv i Århus V-ghettoen. Et linoleumsgulv med lidt mere frikativ modstand var åbenbart det, der skulle til, før han kom op på alle fire. Det var en fornøjelse at se, selvom han for længst er begyndt at lære at gå.

Der var også spisepauser ind imellem, og det gav mig lejlighed til at prøve de til Altinget udvalgte øl. Det var, så vidt jeg husker, det sædvanlige repertoire, nemlig en stout, en ale og en classic pilsner fra Vestfyen. Sidstnævnte fik jeg ikke prøvet, da den forekom mig at være langt den kedeligste af dem, og der er trods alt grænser for, hvad jeg vil drikke, når jeg også skal passe mine (pap)børn.

Vestfyens Stout, der blandt andet forhandles i Lidl, er fint sort i løden, men skummet synes ikke at være helt brunt nok. Duften er frugtagtig sød med toner af karamel - så vidt så godt.

Smagen er fortrinsvis bitter med en vis brødagtig fylde, der nok ikke vil virke velbehagelig hos alle, men som jeg selv godt kan finde nydelse ved. Bitterheden ledsages af en nogenlunde velafstemt karamelagtig maltsødme, der alligevel godt måtte have været lidt kraftigere. Eftersmagen er blidt bitter. Den er i modsætning til mange andre stouts ikke tilsat andet end kulsyre, og det er trods alt tilgiveligt.

Overordnet er det slet ikke nogen ringe øl. Den har alt det, en stout skal have ... og så ikke et gram mere. Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at det hele kunne være bedre; kraftigere bitterhed, mere sødme, større fylde og så videre. Faktisk virker den også en kende tynd, selvom der ikke er en finger at sætte på de kvaliteter, den alt andet lige har.

London Pride, Fuller Smith & Turner

2011-05-16T18:20:00.007+02:00

- Kedelig britisk standardale - igen ...

Blogger har været nede, ligesom Jobnet i øvrigt, formentlig fordi et eller andet, der virkede fint som det var, skulle laves om, fordi man kunne, og fordi en eller anden starut fra marketing mente, det var nødvendigt. Det er, hvad man får ud af marketing, nemlig folk, der ikke forstår det gamle ord - hvis det virker, så lad være med at reparere det! Som konsekvens er flere af mine indlæg øjensynligt forsvundet som dug for Solen. Blogger påstår, at de vil blive gendannet - men jeg har min tvivl.

Jeg er også kommet håbløst bagud med p.t. fire øl, jeg ikke har fået berettet om endnu. Jeg har ikke før været så langt bagud med opdateringerne i bloggens levetid, og det bliver heller ikke bedre af, at jeg for nylig var så fjollet at anbringe en kop kaffe indenfor min lille søns rækkevidde lige ved siden af tastaturet på den computer, jeg sædvanligvis skriver blog på. Resultatet er et defekt tastatur, som kun til nød kan bruges. Jeg troede aldig, at jeg skulle bruge Google Translates skærmtastatur til andet end at lege med kyrilliske bogstaver med, men det er da kærkomment, at problemerne på den måde kan løses, omend det er noget omstændigt at være nødt til at copy-paste alle punktummer og ø'er.

Det er situationen herhjemme i ghettoen for tiden. Men det holder mig ikke fra at fortsætte ufortrødent med den anden øl, jeg for nylig havde med hjem fra Kiwi Minipris - supermarkedet, jeg tidligere har revset for ikke at være bedre til økologi end andre supermarkeder, selvom de påstår det. I dag gælder det deres udvalg af øl, der heller ikke er imponerende. Der er et fast udvalg af ikke uinteressante udenlandske øl, der ved nærmere eftersyn ser ud til at være udenlandske standardøl - gerne britiske, overgærede øl, fordi mange herhjemme stadig tror, at overgærede øl er specielle.

Det er de bare slet ikke i virkeligheden, hvilket dagens eksempel også illustrerer: Det starter såmænd nogenlunde med en sød duft af lyse flødekarameller og søde frugter - der er noget så utraditionelt som banan-toner at spore. Farven er flot rødlig med off-white skum.

Den byder en nogenlunde frisk bittersødme ved mandlerne, der i og for sig holder længe. Det bitre element er skarpt, beks, en anelse sprittet, hvilket er underligt, da den kun holder 4,7% - og netop sprittetheden ender med at gøre den harsk, og får den til at smage som sur mælk. Karamelsødme kan netop anes som en svag essens - men også kun lige netop - og det er synd, eftersom duften ellers lover godt.

Det er nu heller ikke fordi, den er direkte udrikkelig, og ser man bort fra den surt-beske eftersmag, formår den da jævnt at behage og slukke tørsten. Men at kalde den London Pride forstår jeg ikke - omend den heller ikke er så ringe, at jeg ville kalde den Shame of London eller noget i den retning.

Jeg ville til enhver tid foretrække Fullers fine London Porter.

Session Pilsner, Svaneke Bryghus

2011-05-10T19:43:00.005+02:00

- Forfriskende sommerøl

Svaneke Bryghus har jeg været omkring nogle gange efterhånden, men de helt store succes'er er udeblevet. De var ellers med fra starten i den store danske mikrobrygrevolution, men min fornemmelse har været, at de ikke helt har kunnet følge med innovationstempoet i de øvrige bryghuse.

Det var altså ikke med de store forventninger, at jeg åbnede den. Forventningerne var til gengæld høje til min vivs curry, som hun selv mente var alt for stærk. Det kan som bekendt slet ikke lade sig gøre i mine øjne at lave den slags for stærkt, men som en art sikkerhedsforanstaltning valgte jeg alligevel denne pilsner, med forventning om en vis læskende effekt, om det skulle blive nødvendigt.

Og det viste sig at være et godt valg. Udover et meget tæt, hvidt skum, så den ikke ud af noget specielt. Det var ret svært at se, at den skulle være ufiltreret, men kiggede man grundigt nok efter var brygget faktisk en smule tåget. Der er dog ingen fare for gærsmag eller den slags, restgæren er ikke i nærheden af at være i mængder som i fx Kaiserdoms Weizenbier. Duften er overraskende sød og meget lidt pilsneragtig, med både frugt- og blomstertoner.

Sødmen går igen i smagen - undtagelsesvist, fristes man til at sige - det er en blomsterlignende sødme, som man fx møder den i BrewDogs Punk IPA, eller 5. a.m. Saint uden dog på nogen måde at kamme over på samme måde som sidstnævnte.

Det er en sød, frisk og fyldig pilsner, oven i købet - som det fremgår af etiketten - uden bitterhed! Så har man set det med, og endda uden at være tynd samtidig. Det er mildt sagt ikke tit, man oplever det, og etikettens tekst, der netop handler om sødme, og manglende bitterhed fik ellers broderparten af alarmklokker til at ringe hos mig. Men jeg har hængt mig for meget i den manglende bitterhed, og denne pilsner formår at fastslå, at bitterhed ikke er et must i en god øl. Der anes i øvrigt også et hint af fyrrenåle - noget jeg ikke ville have opdaget, hvis ikke etiketten (igen) havde oplyst mig om det.

Det er jo faktisk sådan en øl, de store bryggerier har forsøgt at brygge i de sidste par år - en øl til "de unge", der ikke er for bitter, og samtidig smager godt. I store træk, er kun det første lykkedes for Carlsberg og Cult i hvert fald, idet deres eksperienter udi antibittert øl, mildest talt ikke er faldet heldigt ud, da det praktisk taget er at sammenligne i smag med postevand.

Så det kunne være, at "de unge" skulle kaste sig over Svaneke Bryghus' Session Pilsner i stedet. Så kunne man også have en øl, der appellerer til både unge og gamle, samt alle os, der mere eller mindre indifferent accepterer den alder, vi har.

Kaiserdom Hefe-Weißbier, Kaiserdom Privatbrauerei

2011-05-08T20:03:00.008+02:00

- Sydtysk skuffelse

Vi er nået til den sidste i Faktas tilbud på udenlandske øl, tre fra Kaiserdom-bryggeriet, alle tilgængelige i Kvickly og Super Brugsen, føj dertil en engelsk ale, og en tjekkisk schwarzbier, begge to testet ved tidligere lejlighed, i øvrigt ligesom Kaiserdoms pilsner.

Jeg har tidligere luftet - og modereret - den holdning, at ordentligt tysk Weißbier kun kan laves i Sydtyskland, og helst Bayern. Jeg har imidlertid aldrig hævdet, og erfaringerne har også vist, at sydtysk herkomst er nogen garanti for kvalitet. Så armene var bestemt ikke hævet på forhånd, da dagens øl skulle afprøves. Faktisk er det en mindre lettelse at være igennem Kaiserdoms repertoire af standardsprøjt, for det har hidtil ikke været nogen større fornøjelse - snarere en lidt tynd omgang.

Det starter ellers godt, med en korngul øl med fyldigt skum,og en liflig sød duft af græs og humle. Den er næsten gennemsigtigt klar indtil flasken agiteres - så breder gæren sig som en tæt sky igennem brygget. Det er et fantastisk skue, men det får en ekstra kommentar senere i indlægget, kan jeg godt afsløre.

Skummet, som man sagtens kan nå at smage på, før det falder, smager aromatisk sødt af hyldeblomst. Men når man når ned til brygget bliver oplevelsen en ganske anden.

Smagen er meget syrlig. Faktisk smager den nærmest som lige dele eddike og citron til 5-6 dele vand, og der er ikke spor af den humle, der ellers tydeligt kunne mærkes i duften. Snart melder der sig også en kraftig bismag af gær. Som jeg tidligere har bemærket er dette en del af den tyske Weißbiers smag, men her er det faktisk for meget. Gærsmagen er ikke længere et pift, et hint, som brygget passerer svælget og render ned i mavesækken. Det er en kraftig, dominerende smag, og den er faktisk ikke spor velbehagelig.

Den meget gærede smag har fået mig til at overveje, om tricket med at agitere flasken overhovedet er en fordel altid. Indtil videre har det været det, men måske var det på tide, at jeg modificerede den opfattelse - for måske kunne det have reddet denne øl fra en bundkarakter, hvis restgæren ikke havde været til stede.

Betragt nærværende anmeldelse som en foreløbig anmeldelse. En dag vil jeg måske prøve denne øl igen, uden at ryste den.