Jacobsen Extra, Carlsberg

Sats dog på dette ...

Vi mangler stadig at få besøg af mange af vores københavnske venner i den nye Amagerkanske hippiehybel. Men i forgårs fik vi gjort lidt ved det, da en af mine gamle venner fra kollegietiden kom forbi til middag. Den stod på nye kartofler, langtidsstegt fugl samt rå rødbede/gulerod-råkostsalat bundet sammen af en tyk, fed flødesovs, lavet på fjerkræskyen - alt sammen økologisk, selvfølgelig. Forinden havde min viv ytret ønske om, at de øl, vi serverer for gæsterne også burde være økologiske, og det inspirerede mig til omsider at få afprøvet denne øl på bloggen.

Jacobsen Extra fra Carlsbergs specialbryggeri, Husbryggeriet Jacobsen, der forøvrigt har til huse på Carlsbergs gamle, oprindelige bryggeri i Valby, er Jacobsen-seriens pilsner. Det er også den eneste økologiske øl fra Husbryggeriets Jacobsen, og som de andre øl derfra, forhandles den mestendels i store 0,75 l. flasker. Det er mere, end jeg gider drikke alene, så da der kom gæster, der skulle have økologisk øl, var lejligheden til endelig at få den afprøvet perfekt.

Jeg har prøvet denne øl tidligere, men det ligger flere år tilbage, og jeg tror ikke engang, jeg har snydt, og overhovedet prøvet den i bloggens snart treårige levetid. I modsætning til fx Jacobsens udrikkelige Rose Wit har nærværende øl dog kunnet modstå tidens tand (og er ikke taget af markedet) - jeg gætter på, det skyldes, at dette bryg rent faktisk er værd at drikke. Jeg husker i hvert fald, at jeg har drukket denne øl tidligere med en vis begejstring.

Brygget er et par toner mørkere end van(d)lig Carlsberg-pilsner, fyldigt ravorange ikke ulig Harboes abrikos-sodavand - uden yderligere sammenligning forstås. Skummet bruser kridhvidt, og brygget bobler lifligt, hvilket minder én om, at man på etiketten har læst, at den er tilsat ekstra kulsyre. Den afgiver en kraftig og fyldig, rund pilsnerduft. Jeg krummer lidt tæer ved min associationen om en stald - men fjerner man det ubehagelige ved staldlugten, og dvæler ved ensilagen, så rammer duften fra en Jacobsen Ekstra den samme varme, fyldige duft af et velholdt staldanlæg.

Nej - jeg er ganske ærlig. Jeg synes, at staldluft kan være meget rar - det vækker gode minder om en gård, jeg tit var ude at besøge som barn. Jeg er ikke ude i en påstand om, at Carlsbergs øl lugter af komøg. De, der har gode oplevelser fra gårde rundt omkring vil vide præcis hvad jeg mener.

Vel - videre til smagen. Det er pilsner i en helt anden klasse end Carlsberg og andre industribryggerier herhjemme ellers brygger. Smagen er kraftigt krydret af humle, afrundet af en rund frugtfylde, der samtidig gør brygget blidt, rart at have i munden og vederkvægende. Som det meste velhumlede og bitre øl smages det faktisk bedst, når det når bagtungen og er gledet ned i halsen. Herefter klæber en velpolstret bitterhed af hassel- og valnødder sig til gane og mandler og masserer tungens bagerste smagsløg blødt og varmt.

Det er svært at finde andet end massiv humlebitterhed i smagen, og man undres over, hvad der samtidig gør øllet så rart og letdrikkeligt. Man søger forgæves efter svar i nogle søde toner - for et eller andet må der da være, der står bitterheden imod, men fortungen leder forgæves. Derimod er det bryggets unikke fylde og rundhed, der holder hask- og beskhed tilbage - bitterheden komplimenteres af noget nær den bedste mundfornemmelse, jeg har oplevet i nogen øl.

Det er ikke tit, jeg roser Carlsberg, selvom det dog er sket før. Dette bryg er mesterklasse, en i grunden jævn pilsner, der bare kan så meget mere end nogen anden pilsner, jeg har smagt herhjemmefra. Carlsberg burde virkelig satse hårdere på denne slags øl - øl, der smager af noget - øl med karakter - øl, der bærer budskabet om sine kvaliteter i sig selv, frem for at poste millioner og atter millioner i markedsføring af det ene smart-beer-flop efter det andet.

Carlsberg har netop lanceret en storstilet reklamekampagne for endnu to smarte Tuborg-produkter; deres Tuborg Grøn Ultra, som bloggen allerede har haft under kærlig behandling, samt en radler ved navn Tuborg Sommer. De markedsføres henholdsvis aggressivt og smålummert, og i begge tilfælde skingert og skrigende. Håbet er vel, at hvis man skriger højt nok om et produkt, og emsigt, nidkært og repetitivt banker ind i knolden på forbrugeren at dette produkt er smart, vildt, proaktivt, dynamisk, ungt, og andre hule buzz-words, så ender folk med at tro på det.

Erfaringerne viser noget andet. Tuborg Lime Cut omtales ikke længere på Tuborgs hjemmeside. Jeg ved ikke, om det betyder, at den er taget af markedet, men den ses sjældnere og sjældnere på supermarkedernes hylder, så spørgsmålet er, om det er restlageret, der er ved at blive tømt. Cults forsøg på samme buldrende markedsføring af deres underlødige Kay-Sar er et andet godt eksempel.

Men hvis nu Carlsberg hældte denne øl på nogle flasker i passende størrelser, så folk kunne få den pilsner, de så gerne ville have, men i en version, der smagte af noget ... Så ville ølmarkedet herhjemme måske begynde at rykke lidt mere. Brygget ville klare reklamen selv - folk ville købe det, fordi det smager godt, og ikke fordi et team af smarte og dyre marketingfolk siger, at man skal. De smarte og dyre reklamefolk, der nu i flere år har designet det ene flop efter det andet kan spares væk, helt uden at Carlsberg ville miste kunder, for det segment, marketingfolkenes desperate reklamekampagner henvender sig til har i forvejen Somersby.

Opfordringen er hermed givet videre, og nogle af de fyrede reklamefolk kan evt genansættes som bryggeriarbejdere ved Husbyggeriet Jacobsen i Valby - så laver de til en afveksling også noget rigtigt arbejde.

Hyllie, Thisted Bryghus

Et værdigt comeback ...

Så ramte sommeren - with a vengeance som de siger i den anglosaxiske del af verden. Og vengeance - på dansk hævn - er som bekendt en ret, der bedst serveres ligesom en god sommerøl - iskold.

Og netop i dag, da temperaturen så småt nåede en googolplex grader i skyggen, nød vi en god aftensmad i godt selskab med nogle venner fra min vivs asatro bekendtskaber. Meget mod forventning afslog de øl til maden - så jeg var ene om at tage mig af den del af råhyggen. Der var forskellige øl at vælge imellem. Mestendels mørke stouts - eller en lys sommerøl med hyldeblomst fra Thisted Bryghus. Og det blev det så.

Ja, jeg havde jo egentlig droppet Thisted Bryghus, fordi jeg var træt af hele tiden at skulle skrive den samme historie om, hvorfor det er skidt med sulfit i øl. Og derfor valgte jeg for godt og vel et år siden at afstå fra at prøve flere af Thisted Bryghus' øl, indtil deres nye brygmester, Antoni Aagaard Madsen havde tryllet ved karrene, og frembragt noget nyt at prøve. Så længe kunne jeg altså ikke vente, måtte jeg indse, da jeg forleden fandt denne - ikke spor nye - Thisted-øl i Fakta på Njalsgade på Amager. Men når nu den ikke indeholdt sulfit, og det små småt var tid til en sommerøl, tænkte jeg, at den vel kunne gå an.

Den er tilsat hyldeblomst - så bliver det ikke meget mere sommeragtigt. Ellers er det en lys pilsnerøl, ravgul med brusende hvidt, luftigt og ikke særlig holdbart skum. Bouqueten er mildest talt ildevarslende - sprittet med et temmeligt (væmmeligt) metallisk og harskt islæt, ikke ulig den fæle dunst af Tongerlo Prior og Støckel Weissbier.

Men heldigvis da, slår den fæle lugt af harsk marcipan og zink ikke igen i smagen. Næsten slet ikke, selvom der i den fortrinsvis bitre hulesmag faktisk findes en skarp kant, der, hvis den var kraftigere, ville være ovre i det harske. Heldigvis er humleelementet ikke så kraftigt, da brygget faktisk præges positivt af den milde hyldeblomst, der runder øllet af med en letdrikkelig og vederkvægende sødme. Brygget er i det hele taget let og friskt, men netop på grund af den markante humle ikke tyndt eller kedeligt. En frisk og simpel sommerøl, der skal nydes afkølet, men som alligevel hæver sig adskillige klasser over andre ordinære sommerøl som ligegyldige Corona, gærsure Fynsk Forår og - let's face it - småkedelige Flensburger Gold. Sidstnævnte har fundet sin banemand som min foretrukne sommerøl.

Alt i alt er Hyllie et værdigt comeback på bloggen for Thisted Bryghus, og det endda før den nye brygmester er trådt i karakter. Det ser vi stadig frem til, og konstaterer samtidig, at Thisted Bryghus altid er bedst, når de som her viser sig fra deres økologiske side. For dette letbenede, og alligevel fine sommerbryg er også økologisk - det gør jo ikke det samlede indtryk ringere.

Tuborg Grøn Ultra, Carlsberg

Smager næsten af øl

Jeg måtte tage dagens billede hurtigt, for jeg ville have skummet med. Lige da øllet blev skænket kunne jeg se det bruse op og kollapse lige så hurtigt, så jeg hastigt måtte hive telefonen frem, før det var for sent. Det sodavandsagtige skum over det korn- til citrongule sprøjt fik sammen med netop farven det hele til at opleves lidt som en af de hedengangne citronvand fra dengang, man stadig brugte E102 fast. Citronvandsfornemmelsen bliver ikke mindre af, at brygget giver en stikkende, eller positivt - prikkende - fornemmelse i næsen, når det indsnuses. Den eneste lugt, der kan spores, er noget ganske surt. Men om det egentlig er ovre i citrusgenren, er jeg slet ikke sikker på, på grund af lugtens fjern- og svaghed.

Som jeg var blevet advaret om på min nystartede facebook-side, er det en meget sød sag. Brygget er både tilsat glucosesirup og sukker, og det kan smages. Især sukkeret brænder igennem, og det føles ikke ulig tyndt sukkervand at have i munden. Brygget indeholder så lidt kulsyre, at selv fornemmelsen af sodavand allerede er forduftet. Bagom sukkeret mærkes dog også den tilsatte blanding af humle og naturlig humle aroma (sic). Hidtil har det været øl fra Vestfyen og Cult forundt at der tilsattes aromaer, men det måtte selvfølgelig blot være et spørgsmål om tid, før Carlsberg begyndte på det samme.

Blandingen af det vagt og syntetisk bitre bag det sukkersøde er både uskøn og disharmonisk. De få og svage smagsindtryk, der er, skiftevis snubler og spænder ben for hinanden, som en aggressiv børneflok i ballondans. Det er sammensat, kunstigt og lidet øl-agtigt.

Og dermed er endnu et Carlsberg-kiks en realitet.

Ligesom de andre smarte Carlsberg-øl, smager denne af meget lidt, og endnu mindre af øl. Det er endnu et krampagtigt og mislykket forsøg på at lave øl til alle dem, der ikke kan lide øl og endnu engang må jeg retorisk spørge, hvorfor? Hvorfor dog ikke lade folk, der ikke kan lide øl drikke deres Somersby og Sidney Lee-bajere? Carlsberg har fortsat vældig stor succes med deres pseudo-cider, så hvorfor kaster bryggeriet fortsat uendeligt store ressourcer i at flytte kunder frem og tilbage mellem gyngerne og karrusellen?

Men jeg vil undtagelsesvis indrømme denne popsmarte kvasiøl en spinkel chance for at klare den ude i byen. Den leveres i en handy indpakning, som et hurtigt ølshot, der lige kan tylles før man går til fest, og så smager den jo næsten ikke af noget. Det er jo lige til segmentet, der synes Somersby er for kvalmt sødt, og iøvrigt mener, at rigtigt øl er for bittert. Det er en øl for folk uden smag - og det må da appellere til en stor del af ungdommen.

En sjælden tak til Børsen for at levere en del af baggrunden for denne anmeldelse i denne artikel. Som det fremgår, er der endnu en rædsel på vej fra Carlsberg i form af en radler. Jeg ryster i bukserne og grues, men glæder mig indtil videre også over, at nærværende Carlsberg-kiks blev fundet ved et tilfælde i SuperBest, Vermlandsgade på Amager. Efterfølgende har jeg konstateret, at den hverken findes i Kvickly, Fakta eller Netto, og derfor endnu ikke er til jævnt ubehag for den almindelige offentlighed i særligt stort omfang.

Nyt tiltag

Jeg har taget et kolo-enormt og altafgørende spring, som formentlig vil få antallet af hits og faste læsere til at gå balalajka i en giga blodrus! ... Jeg har - hold nu godt fast - oprettet en side på selveste facebook! En side, hvor man ikke bare kan finde fremtidige links til mine indlæg, men hvor der også vil være links til diverse ølnyheder, oplæg til diskussioner, samt korte opdateringer om mit øl-liv.

Følg facebook-siden her. Jeg er altid glad for at få nye fans:

https://www.facebook.com/KajsOlblog

Man kan også følge mig på twitter, hvor jeg længe har haft en konto under mit eget navn. Den handler dog også mest om mine ølaktiviteter.

https://twitter.com/kframke

Vel mødt på de sociale medier.

Narwhal, Sierra Nevada

Advarsel!

For S....! Hva' skete der lige der!? Før man har set sig om, har man trollet alt for voldsomt på alle forhåndenværende sociale medier og oprørt et hav af fremmede, der ellers kunne have været venner, man ikke havde mødt ... Det var øllets skyld!

Og hvilket øl!? Jo, ekstraordinært amerikansk øl fra Californien, nærmere betegnet Sierra Nevada-bryggeriet i Chico. En Imperial Stout inspireret af og navngivet efter narhvalen, "Narwhal" står der med store, ildevarslende bogstaver på etiketten, så man allerede bliver bange, når man finder den på hylden i supermarkedet. Supermarkedet er i dette tilfælde SuperBest på Vermlandsgade - og der skal jeg dælme ikke købe noget kød - heller ikke fra en hval, om de skulle have det (grindehval smager fantastisk), men deres udvalg af øl er til gengæld ekstraordinært - omend dyrt.

Nærværende monster af en stout fx skal man slippe 50 spir for. Men så får man også fuldkommen uigennemsigtighed, luftigt brunligt - og mærkeligt nok ikke spor klistret skum - samt en vidunderlig frihed i næsen, når denne rammes af den voldsomme odeur af karamel, kaffe, farin, lakrids, et forkullet bjerg af branket malt, tygget skipperskrå og tjære.

I munden eksploderer den først i søde toner, der kredser om karamel og farin. Derefter overtager  bitterhed af daggammel kaffe, der kammer over i en kraftig, stærk blanding af lakridspulver, lakridsrod og engelsk lakrids. Godt for øm hals tænker man instinktivt, mens lakridsen bare vokser og vokser i munden. Et kig på etiketten siger intet om tilsat lakrids, så brygkunst er rigeligt, hvis man vil have øl til at smage af det - Q.E.D. Eftersmagen glæder længe efter brygget langsom er dryppet ned i svælget, og behager med en blanding af fornemmelsen efter en alt for stærk kop sort kaffe og en hel håndfuld salmiakpastiller. Det overvældende indtryk tvinger helt automatisk nyderen til at drikke brygget i små nip. Ikke fordi, det ville være synd at hælde det hele ned hurtigt - det ville det selvfølgelig, men ligesom man ikke kan æde en hel skefuld kanel uden at hoste, kan man næppe hælde en hel mundfuld ned af dette bryg uden at svælget snørrer sig sammen.

Har jeg glemt at nævne, at nærværende bryg ikke sjasker rundt i munden, men skvulper så nydeligt tykt, som en ordentlig stout skal? Ja, man undrer sig faktisk lidt over, når den nu smager så kraftigt, at den ikke skal spises med ske, eller skæres i skiver og tygges - med risiko for at tænderne knækker i processen. I sagens natur er det en øl, der tager meget lang tid at komme igennem, og man tager faktisk sig selv i at ønske, at den var lidt mindre. 0,33 liter af sådan et bryg - der iøvrigt indeholder over 10% (10,4 helt nøjagtigt) er faktisk for meget. En mindre flaske med en kvart liter i ville være alt rigeligt.

Ud over at øllet inspirerer til skælmeri og narrestreger som antydet i indledningen vil jeg også gerne advare mod uren hud, dårlig mave og omtågethed dagen efter - selvom man kun nyder en enkelt. Der er øl til flere dage i en enkelt flaske. I sandhed Well Done over hele linjen. Man er jo næsten klar til at trække alt det grimme, man har sagt om USA gennem årene tilbage, når amerikanerne kan lave så fortræffeligt øl! Og så husker man - og indser, at man alligevel ikke kan tilgive dem ... for BUSCH LIGHT!

Man det er jo ikke USA vi skal vurdere - eller den gennemsnitlige kvalitet af deres øl. Det er dette monster af en stout - og jeg har ikke været i tvivl om karakteren på noget tidspunkt.

Jeg har manglet lidt inspiration til bloggen på det sidste, og jeg synes, jeg kører en lille smule i ring med mine anmeldelser, så jeg vil gradvist forsøge at brede mine ølaktiviteter ud på andre sociale medier. I første omgang vil min twitterkonto handle om mine daglige små øloplevelser, der ikke nødvendigvis refereres til her på bloggen. Jeg vil der også bestræbe mig på at skrive om øllet mens jeg drikker det, som en appertizer for det, der senere vil blive skrevet her. Vel mødt her og på twitter.

Zeitgeist, BrewDog

I tide ...

Det var på et hængende hår. Mit ølkøleskab - der faktisk også bare er vores almindelige køleskab - var tomt ... for øl i hvert fald. Ellers bugnede det faktisk af alle slags økologiske levnedsmidler, hjertet kan begære - men øl var der altså ikke noget af.

Jeg savnede noget at skrive om, så glad var jeg, da vi på en af vores mange byture - vi nyder at bo i hovedstaden, og mine sparsomme fridage bruges på at vade byen tynd med klapvogn og slyngebarn - slog et smut forbi SuperBrugsen på Christianshavns Torv.

Jeg så mit snit, og hen til øludvalget gik det - og det er nok noget af det ringeste udvalg, jeg har set. Op og ned af vægge og hylder - lutter øl, jeg havde prøvet i forvejen ... Christianshavns Torv er et yndet hænge-ud-sted for Københavns sprittere, og åbenbart er det dem, der er målgruppen for SuperBrugsens øludvalg - kun øl, man kunne blive fuld af. Ingen der var værd at rigtig smage og nyde.

Og så var den der jo alligevel. Et lille sort vidunder fra BrewDog - nede i hjørnet, gemt og glemt. Men jeg tog den i min favn, og bragte den med hjem (jeg huskede selvfølgelig at betale for den) så den kunne opnå det, en øl skal opnå - at blive drukket og forhåbentlig nydt.

Der er tale om en Black Lager - reelt en Schwarzbier (nu vi er ved de nudanske termer) - en undergæret mørk øl, der har sin sorte farve fra maltristningen. Der er ikke lagt fingre imellem. Selv i aftensolens lys, der står ind gennem den franske altan ved vores spisebord, kan man kun lige netop ane, at den lille smule lys, der slipper igennem, brydes i det lange, røde frekvensområde. Skummet er underligt konstrastagtigt lyst, men dog med en kaffe-latteagtig, letbrun lød. Duften er friskt branket - ja, det lyder skørt, men bouqueten er liflig og opkvikkende med et strejf af vanille, selvom den samtidig er tyk af brændt karamel.

Smagen lægger sig på den bitre side med vægten på brændt malt i forgrunden, og med et strejf af kirsebær i baggrunden, der både giver brygget en let syrlighed og en afstemmende sødme. Syrligheden giver - overraskende - brygget fylde, idet den er nærværende uden at skæmme det overordnede indtryk. Tværtimod passer syrligheden på forunderlig vis nydeligt ind i puslespillet, når den blander sig med vanillen, der efterhånden også viser sig i smagen. Eftersmagen er både kraftig og langvarig, en sødtbranket blanding af karamel og Lektor Blommes maltbolsjer.

Det er en øl, man kan tage sig god tid med. Den mister hverken smag eller karakter ved at stå lidt, og blive drukket langsomt.

Jeg kan faktisk tilgive SuperBrugsen, Christianshavn deres slatne øludvalg, nu hvor de alligevel havde noget godt. Men her forleden dag var vi i SuperBest på Vermlandsgade ... Og der må jeg nok sige, at jeg har fundet min fremtidige ølpusher her på det grønne Amager. Vel mødt snarest til den første perle, jeg har hentet hjem derfra - og retrospekt god første maj forøvigt. Min datter blev som bekendt ét år, den dejlige forårsdag, hvor folket rejste sig, og med bravour benyttede sig af en af sine sjældne muligheder for at fortælle landets politikere, hvad de egentlig mener om dem.

Ørbæk Black, Ørbæk

Krydderøl

Ørbæk Black er en lakridsstout - og der har vi humlen ved det hele. Rent øl indeholder kun vand, gær, malt og humle - ikke lakrids. Tsk tsk tsk, Ørbæk. Det forekommer en kende nemt og søgt at tilsætte både det ene og det andet, fordi man ikke kan få en øl til at smage som  man vil ved brygkunst alene. Og ja - det vil altid nage mig, og jeg har det bare sådan.

Vel, lad os kalde den - og andre øl, der er piftet op med ingredienser, der ikke retteligen hører øl til - en krydderøl. Så lyder det ikke så slemt endda, selvom det i mine øjne altid vil være lidt snyd ... Det er åbenbart også en udbredt trend for tiden, at alt - og altså også øl - skal indeholde lakrids.

Black betyder sort. Og det er faktisk ikke nogen overdrivelse. Brygget er som kul, og kan nemt konkurrere med Guinness og andre af de allersorteste stouts. Skummet matcher med en solariebrun teint, der bruser aktivt men har alligevel en betragtelig halveringstid - lidt som plutonium måske, uden at ville drage yderligere sammenligninger. Duften er brændt med toner af sød karamel og antydningsvis den lakrids, som brygget er tilsat.

Det første smagsindtryk er kraftigt bittersødt af kaffe og karameliseret sukker. Det føles ikke ulig cappuccino, som jeg normalt ikke kan fordrage, men faktisk elsker smagen af, når det optræder i øl - go figure. Meget hurtigt tager den tilsatte lakrids over, og bliver hængende som eftersmag ret længe efter at brygget er skyllet ned. Der er tale om en tør, kraftig, nærmest støvet lakridssmag, som når man hælder rent lakridspulver i gabet. Det er ikke specielt elegant, og ikke spor ølagtigt. Ubehageligt er det så heller ikke, på den anden side - hvis man kan lide lakrids.

Det store spørgsmål er, om øllet ville smage af markant mindre, hvis ikke der var lakrids og chili i? Chilien kan man forøvrigt slet ikke smage, og bagom lakridsstøvet er der jo sådan set en fin smag af kaffe, karameliseret sukker og en i grunden rar, flødeagtig fylde. Så hvorfor alt det andet tjavs? 

Nårh ja, nogen ekstraordinær stout er det under ingen omstændigheder - krydderier, cappuccino og fløde til trods, føles øllet alligevel vandigt. Det sjasker for meget rundt i munden, hvor en ordentlig stout snarere skvulper - eller det der er endnu tykkere. Og så smager det jo alligevel meget godt. Jeg kan godt lide mørke stouts, og jeg kan godt lide lakrids, og helt umuligt at sætte dette sammen er det jo ikke. Det har Thisted Bryghus jo bevist for længst.

Men helt deroppe er vi altså ikke med Ørbæk Black. Dertil er den alligevel for sammensat.